Konvent har udmærket sig rundt omkring i landet på mindre scener og på klubber i udlandet. Efter et overvældende åbningsshow på festivalen Copenhell drog kvartetten til Roskilde Festival for at erobre Rising-scenen.
Doom og sol går ikke altid hånd i hånd, og slet ikke når der er tale om en åbningstjans. Rammerne var ikke optimale, men det lod det københavnske kvindekvintet sig ikke stoppe af – for udfordringen var en helt anden.
Som torsdagen åbnede på Pandæmonium med Konvent, således endte den: Doomed. Fiend kæmpede med et lille, træt publikum og deres eget materiale, men endte med at bære den hjem.
Saint Vitus har originalforsanger Scott Reagers med efter 24 års fravær, og det comeback nyder alle godt af.
Trods en sanger, der lige skulle synge sig varm, var doom-legenderne Saint Vitus simpelthen godt gammeldags fede onsdag aften i Pumpehuset. Dopelord var til gengæld bedre, end man skulle tro ud fra bandnavnet.
Saturnus spillede med musklerne og overbeviste de åbne sind til blytung midnatsmesse fredag i Viborg.
Henholdsvis nybegynder-tendenser og en malplaceret forsanger gjorde Feathers & Doom og Solstice til blodfattige affærer, mens Saturnus måtte redde Nocturnefests ære hjem med små overraskelser i ærmet.
Med den originale forsanger Johan Langqvist tilbage i folden var der grund til at drømme om, at der gemte sig en ny 'Epicus Doomicus Metallicus' bag Candlemass' doom-dør. Vi blev dog meget klogere.
Norske Faustcovens gurglende black og doom metal har grandeur som en forfalden borgruin. Resultatet? Stort set alt, hvad der er fedt ved metal.
Selvom der var tale om Saturnus' første koncert i år, gik deres himmelsk depressive doom lige i hjertekulen, forudsigelig sætliste eller ej.
The Skull har udgivet album nummer to. Det i den grad godtaget, selvom det ikke får dommedagsklokkerne helt op at ringe.
Alt er, som det plejer i Conan-land. Lyden er massiv og monumental, og sangskrivningen halter, men man glemmer det, når bandet for alvor gungrer. Alligevel er tomgangen åbenlys.
’The Doom Doc’ er et passionsprojekt, der med fokus på DIY-scenen i Sheffield gerne vil fortælle om doom som genre og scene, men sløsethed og dårlig formidling gør hverken indforståede eller udenforstående klogere.
Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.
Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.
Efter at have været døden nær vender Mike Scheidt og Yob tilbage med ’Our Raw Heart’; et doomalbum mærket af store følelser og eksistentiel refleksion. Det er mestendels interessant.
Der var dømt tung fredag i Lille Vega, hvor amerikanske Pallbearer aflagde visit uden at efterlade et aftryk af større betydning.
Pagan Altar viste uventet stort format på årets Metal Magic Festival.
Altar of Oblivion beviste på Metal Magic Festival 2018, at der er liv i den danske doom metal-scene.
Fortræffelighederne i Khemmis' tredje album kommer snigende, og pladen vokser sig fra pæn, men også anonym, til ganske fortryllende doom.