Al Jourgensen, den vrede kritiker af alt dumt, højreradikalt og kristofascistisk, er tilbage med et nyt Ministry-album, som føles vitalt og velment.
Den gamle black metal blev besøgt, mens den røde tråd til den mere industrielle metal blev alligevel bevaret, og Samaels første show i Danmark i 14 år var en succes.
Backxwash spillede en kraftfuld koncert fuld af udråbstegn ved budskaberne foran en kogende sal på The Terminal.
John Cxnnor blev det virkelige åbningsnavn til dette års Roadburn Festival. Det gjorde de så eftertrykkeligt, at vi endte med at tørre kinderne og erklære, at herfra går det kun nedad.
Rummet kalder, og No Spill Blood svarer igen med boblende synths og sorte huller, så livets trivialiteter kan sættes på stand-by, bare for en stund.
Under en dyne af dundrende, elektronisk dubbas og lag af svævende støj finder man poesien og den paradoksale skønhed hos Sightless Pit.
HEALTH fortsætter deres DISCO-serie med en række samarbejder med ganske mange interessante musikalske partnere.
‘Icon of the Hopeless’ afslutter trilogien om The Interbeing og det store spørgsmål er nu, hvordan bandet bag karakteren vil udnytte den frihed det medfører.
Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente af dansk/russiske Parzival. Det sætter deres nyeste album en tyk streg under.
”Everybody talks about the war, but nobody talks about the ´gasm”, lød speaket, inden Wargasm åbnede årets udgave af Copenhell til electro-punkede toner og parolerne udenpå tøjet – eller fraværet af samme.
Canadiske Deadly Apples åbnede tidligt torsdagen med en koncert, der startede uheldigt foran røv og nøgler, men endte trods alt som en fin start på dagen.
Terminator fik en sjæl og tog pusten fra publikum.
Publikum bliver endnu engang budt på dystopisk industrial og et fremtidigt bud på heavy, mens Tristan Shone selv fremstår mere menneskelig end maskine.
Bell og Cazares' musikalske parløb, der gennem 30 år har kastet fejder og musikalske landvindinger af sig, er kommet til vejs ende på en dyster fremtidsprognose.
Det er efterhånden længe siden, at vi har hørt nyt fra Perturbator. Ventetiden har dog været alt værd og mere til.
Punk, EBM og industrial – Youth Code og King Yosef har succes med at kombinere og komprimere det hele til 30 minutters drivende ubehag.
Master Boot Records tredje udgivelse i 2020 er et metallisk industrial synthwave inferno, der lykkes med utroligt meget, men også bare er for meget i længden.
Ghostemane gør, hvad han vil. Kombinerer tidens trend med den tungeste og mest ubehagelige industrial, som var det 1994. ’Anti-Icon’ er på én gang fremadskuende og en hyldest til fortiden.
Det er svært at forestille sig en ny Static-X udgivelse, havde Wayne Richard Wells stadig levet. Men hvor er ‘Project Regeneration Volume 1’ da bare en smart og tilsyneladende veleksekveret ide.
Opvarmningen var overvældende, hovednavnet fulgte trop. En aften i industrialens vold i Aarhus beviste, at servering og setup kan betyde alt for, om en koncert trænger ind under huden på én.
Ministry bød på en aparte aften, hvor første halvdel var præk og politisk oprør, inden der blev tonset stilskabende hits i hovedet på publikum for at redde festen hjem.
Rammstein sendte tordenbrag over Østerbro og triumferede gennem to timer i Parken med overjordisk og underholdende pondus.
Pladen, der reddede Rob Zombies karriere, nåede vi ikke omkring, da den udkom første gang. Derfor byder vi på en forsinket vurdering af ’The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser’.
Efter ti års tavshed er tyskerne tilbage med en plade, der starter ganske hæderligt, men ender så tamt og kedeligt, at de fleste af numrene formentlig aldrig bliver luftet live, men går direkte i glemmebogen.
Alexis F. Marshalls kakafoniske vildskab dominerede seancen, da Daughters inviterede os på et totalteater af en anden verden som start på sidstedagen af Roadburn 2019.
Band-pakken bestående af Lingua Ignota og Author & Punisher var formentlig RMF’s mest modige booking i år. Mens førstnævnte brillerede ved sin fremmedgjorte særhed, nøjedes sidstnævnte med at brillere.
Author & Punisher blander succesfuldt og kompromisløst elektronisk og industrial med doom metal og opnår noget særligt , selvom der er nogle enkelte skønhedsfejl
De gale pessimister fra Birmingham overfaldt festivalpublikummet med deres dødsindustrielle lydkaos til en koncert, der understregede, at bandet er lige så vanvittigt dygtige, som de er vanvittige.
Godflesh var præcis lige så kompromisløse, som man havde turdet håbe. Og selv det publikum, der havde ventet 17 år på at se briterne siden deres sidste besøg i Danmark, kan ikke være gået skuffede hjem.
53 år ingen alder. Det beviste Trent Reznor i front for Nine Inch Nails sent på Roskildes åbningsdag.
Nine Inch Nails afslutter ep-trilogien, med en ep (eller et album?), der mest af alt minder om en individuel ide, der er kørt af sporet.
Det er alt for længe siden, Godflesh var i Danmark. Heldigvis var de i år på Roadburn Festival for tredje gang, hvor de gav en koncert, der sad midt i det helt tunge skab.
Det var en konfrontation af de tungere og heftigere, man fik, da gendannede Zonal søndag aften leverede den bedste koncert på årets Roadburn Festival. For satan, hvor var det tungt!
'AmeriKKKant' lyder betryggende meget som det glemte album mellem 'Psalm 69' og 'Filth Pig'. Sigtekornet er rettet mod Det Hvide Hus og neonazisterne, og vreden antager en hypnotisk tungere form, end Ministry har budt os i årevis.
30 år efter begyndelsen fortsætter Godfleshs ikoniske trommemaskine med at vælte loftet ned over hovedet på lytteren. Duoens anden fuldlængde siden gendannelsen er vanedannende og tæt på at være en magtdemonstration.
Den store provokatør er tilbage i topform, og i Helsingør beviste den næsten 50-årige antikristne superstjerne, hvorfor han fortsat er aktuel.
Chelsea Wolfe tager endnu et skridt mod afgrunden på sit femte album, 'Hiss Spun', der kredser om et iboende mørke og genintroducerer velkendte støjelementer.
Dälek tænker stort uden at være prangende, slår hårdt tilsyneladende uden at anstrenge sig og disker let og elegant op med et af årets klart bedre udspil. Så' der hiphop og noise!
Reznor og Ross’ anden mere eller mindre uannoncerede ep emmer af gode numre. Overraskende nok er duoen bedst, når guitaren er pakket langt væk.
Author & Punishers koncert på Gloria var på én gang episk og brutal, men desværre også meget ensidig og langtrukken.
Hvordan holder man fast i den musikalske nerve og integritet, når man dybest set ikke har ændret hverken stil eller fremtoning de sidste 30 år?
The Interbeing vækkede det søvnige Copenhell-publikum, selvom de selv virkede lidt trætte.
Man skal aldrig stole på en junkie. Heller ikke på Al Jourgensen, men så kan man lade sig positivt overraske over, hvor solidt et show han kan lave med Ministry.
På trods af indtil flere afskedsturnéer i ærmet er Al Jourgensen & co. fortsat en ukuelig energibombe af dimensioner.
Til trods for at The Interbeing har det med at låne af egne ideer, er kvintettens opfølger til 2011-debuten ‘Edge of the Obscure’ rig på gode numre og potentiale.
'Rammstein: Paris' er et sandt cinematisk mesterværk, der formår at få de tyske industrialmetalleres sande jeg frem – ikke at andet kunne forventes, når Jonas Åkerlund står bag projektet.
Atticus Ross og Trent Reznor udgiver for første gang officielt materiale som en duo. En ep, der overordnet har et spændende udtryk, men musikalsk peger i mange forskellige retninger.
Til trods for nedslidte udsving kom, så og sejrede Killing Joke, da de i sidste uge lagde vejen forbi Pumpehuset, hvor de endelig gav den danske klubkoncert, alle rød-hvide sortseere havde ventet på.
Mark Kozelek og Justin Broadrick var i fælles storform, da de mandag aften gav en små tre timer lang koncert for et lille publikum i store rammer. Det måtte gerne have været tungere, men ugen kunne næppe have startet bedre.
Peter Tägtgren hygger sig med Pain på 'Coming Home'. Det er stadig fængende popmetal, men teksterne er noget rod og bærer præg af projektet med Rammsteins Till Lindemann.