Det er muligt, at Between The Buried And Me i dag maler i andre farve-nuancer, men det ændrer ikke ved, at bandets lillebror-projekt er fuldt på højde og endda bedre end sammenligningsgrundlaget.
Finske Lost In Grey kommer ret godt afsted med en omgang symfonisk metal kamp i en overbefolket genre.
Volas nye kompositioner bestod live-testen med bravour, mens kvartetten understregede deres internationale format.
Niels Vejlyts seneste album rummer meget vellyd men ender alligevel med at hænge én langt ud af halsen.
Tredje fuldlængdeudgivelse fra den dansk/svenske kvartet er et sammensurium af de foregående succeser: En tung satan med masser af variation og detaljer, der fastholder bandets lyst til at eksperimentere og udfordre lytteren.
Genghis Tron gør comeback og skifter stil fra frenetisk 00'er-proghardcore til nysselig neoprog med blibbende synths. Resultatet lyder på en gang nutidigt og tilbageskuende.
Der er mange måder at tackle lockdown på. For mange musikere er det åbenlyse valg at skrabe et eller andet gøgl sammen og smide det på gaden. InsideOut mener man kan sælge en hel serie af Townsend-rester og sender her første kapitel på gaden.
Iotunn har lagt det snurrende kompas fra sig og sat kursen mod stjernene på et album, der udforsker nye territorier.
Australske StarGazer blander prog, death, thrash og black metal til et genrenedbrydende, teknisk og headbangende hele. 'Psychic Secretions' er fuld af foragt for overfladisk lytning og fuld af kunstnerisk integritet.
Perduratum smider lækre krydderier i det progressive opkog på deres debut-ep.
Pyramaze skuffer en anelse med det seneste album 'Epitaph'. Den progressive metal er i for høj grad tilsat noget mere traditionel metal.
Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.
Live er Devin Townsend altid en fascinerende oplevelse, men netop derfor er en liveoptagelse en meget tam omgang i sammenligning.
The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.
Enslaved bryder med alt på nyt album – men alligevel er der intet nyt under solen på deres femtende studiealbum, hvor alting er, som det aldrig har været.
Ihsahn har i et par år stået i ualmindelig høj kurs hos mig. Han har, som den eneste, fået to gange topkarakter hos mig, og jeg står stadig ved mit udsagn om, at han laver black metal for voksne. Men alting har en ende.
Pain of Salvation er gået nye og andre spændende veje, men besøger undervejs også lidt i øst og vest af bagkataloget.
Kairon; IRSE! er, både eksotiske, uldne, larmende og pisseirriterende på bandets fjerde plade, der ikke rigtig kilder, hvor den skal, men mest af alt føles som en sweater af bier.
Kansas har mere eller mindre været på banen siden begyndelsen af 1970’erne. Med det nye album viser bandet, at ilden ikke er udslukt endnu.
'Konkret Musik' fortsætter, hvor forgængeren slap, med synthtunge drømmeeskapader uden dog helt at nå samme ekspansive niveau, som vi kender fra Gösta Berlings Saga tidligere i karrieren.