LLNN er støj. LLNN’s nye album er knusende støj. Det er en massiv lytteoplevelse, der tager dig med ind i en mørk fremtid, hvor et menneske er mindre værd end en håndfuld støv.
Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det.
Amenra forlader prædikestolen og går i stedet blandt mennesket. Nærhed er kodeordet på belgiernes nye plade.
Miami-metallen er anderledes end det meste. Det sætter sludgetrioen Bleeth streg under på tredje skæring, der både byder på dystopiske fremtidsvisioner, barbarvokal og ægte grimhed.
Brightonsludgerne spiller i grænselandet mellem noise og sludge, men lader screamoinspirationen kigge frem i glimt. Ledsaget af en gæsteoptræden fra Englands tungeste bassist, skriger de sig tilbage til liv
Irske Soothsayer ligner endnu et pletskud fra Transcending Obscuritys kasse med nye bands, der bare kræver, at du lægger opvaskebørsten fra dig, smider telefonen i affaldsskakten og sætter dig ned og hører efter.
Dybt, dybt, dybt at falde: Eyehategods nye plade er en opvisning i manglende engagement og ligegyldighed som musik.
Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.
Genrebastarderne Inter Arma sludger og hyggejammer sig igennem en omfattende cover-ep, der lige så meget er sat i verden for bandets egen underholdning som for lytterens.
Debutpladen fra washingtonsludgeprojektet Adzes er intet mindre end en mavepuster. Både musikalsk og lyrisk.
Modbydelig og frastødende ny ep fra sludgegiganterne Griefs arvtagere.
For en sekulær metal: Uanset hvor forførende det kan være, når bands strunter i fine fornemmelser og forsøger at skabe ritualmusik, lykkes det ikke, når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu går sammen.
Belgiske Amenra spiller hårdt og tungt, men også blødt og sart. De mestrer som regel balancegangen, og et udsolgt Stengade stod på tæer for at opleve det.
Sludgens giganter Eyehategod leverede et humoristisk og jordnært klubshow denne søndag aften og viste, at de aldrig rigtig er blevet for fine til at tilpasse sig en langt under halvt fyldt koncertsal.
Koncertaktuelle Inter Arma, der gæster København til november, har leveret et ambitiøst og komplekst værk, der kræver lytterens fulde opmærksomhed.
Thou og Moloch bragte sludgen til en genåbnet betonkælder på Vesterbro, hvor også Danmarks mest hårdtarbejdende band startede deres massive nye turné.
De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.
Alkymists tunge lydarsenal stod i skærende kontrast til den mere festligt stemte Roskilde-crowd i bagende solskin – men sejrede, hvis man kunne se igennem fingre med omstændighederne.
Ulmende sortsind og episk storhed dannede et veleksekveret parløb, da Rising og Alkymist i fredags lagde vejen forbi Hotel Cecil og viste hver sin facet af den danske metalscene.