Britiske Underdark imponerer med velproduceret og velkomponeret post-black metal, der i den grad sætter fokus på nogle ømme tæer rundt om i verdenen.
Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.
En ungdom præget af dance og guitarvituositet genbesøges i australske Mesarthims ekstremt eventyrlystne fusion af dance, power og black metal
Med hits og en historisk sætliste, der bød på hele klassikeren 'Submit' fra 1995, satte Illdisposed hårdt punktum for Metal Magic og beviste, de stadig er hårdslående efter tre årtier med dødsmetal.
Trods vanskeligheder i optakten viste Denial of God endnu en gang, at de er et af Danmarks bedste metalbands nogensinde.
Slægt var – mindst – et par niveauer over festivalens andre bands fredag, da de indtog Metal Magics store scene.
Grækerne lavede yndefulde marmorskulpturer, men Vokonis spiller stoner-sludge, og det skal være mudret. Derfor har Vokonis formet en smuk mudderskulptur.
Finske Sentenced har godt nok solgt over en million albums, men havde alligevel fortjent mere. I bogen om bandet forstår man bedre, hvorfor det måske ikke helt gik, for det var et band, som især på landevejen lavede mange benspænd for sig selv.
Hvis du blander The Cult is Alive med dansk vanvid og lidt ekstra knivstikkeri, så er resultatet Stikkersvin.
Ungdomshuset åbnede langt om længe for livemusik igen. Det var tiltrængt, det var godt, og det viste så tydeligt hvorfor sid-ned-koncerter skal dø så hurtigt som muligt.
Hellish Form står som en perfekt destillation af knusende inspirationskilder og har frembragt et overlegent debutalbum
Xenoblight havde glædet sig, og det havde vi også. Festen fortsatte søndag aften på Dyrskuepladsen.
Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det.
Hvad er det egentlig, der gør, at man skal lytte til et helt album? Hvorfor ikke bare vælge de bedste sange, de bedste passager, de bedste omkvæd og så høre dem? Dizzy Mizz Lizzy har alle de gode argumenter for, at du skal droppe din hvilket-humør-er-du-i-i-dag-Spotify-playliste.
Øl og Metal er en tiltrængt hjælp. Og det falder på et tørt sted.
Modernistisk malerkunst og hollandsk ringer nok lige så få klokker for dig, som “Vil du med i skoven og apportere tennisbolde?” gør for Fido. Men selvfølgelig vil Fido det.
Dødsmetal med energi og lækre detaljer uden at det går ud over den smadrende brutalitet: Pestilence er i den grad tilbage.
Russiske Moanhand smider en solid debutplade på gaden, hvor enmandshæren bag spiller doom med klassisk, pop, rock og black metal ind over. Lækkert.
Amenra forlader prædikestolen og går i stedet blandt mennesket. Nærhed er kodeordet på belgiernes nye plade.
Miami-metallen er anderledes end det meste. Det sætter sludgetrioen Bleeth streg under på tredje skæring, der både byder på dystopiske fremtidsvisioner, barbarvokal og ægte grimhed.
Mental Crueltys tredje fuldlængdeudgivelse er et stort skridt fremad for tyskerne, oven på den lettere skuffende forrige plade. Både hvad angår sangskrivning og udvikling.
Red Fang byder på musik, du kan drikke bajere til, uden der af den grund skal gå Biergarten i den.
Et tilbageblik på brutal statsterror og punk som protestmusik i Sydamerikas største land. Fire svenskere spiller brasiliansk hardcore og hylder fortiden.
Fire bands på én aften og særdeles blandede bolcher. Between Oceans leverer aftenens mågelort, imens Unseen Faith leverer et hold-kæft-bolsche til alle, der ikke kan lide deathcore. Daze of June leverer en juni-varm, men lidt fugtig omgang.
I weekenden lokkede Blastbeast os til The New Shit i Pumpehuset med en spøjs blanding af knallertrock og screamo.
Langt inde i karrieren formår Flotsam and Jetsam fortsat at udgive et nyt album, der holder et ganske højt niveau.
Det er efterhånden længe siden, at vi har hørt nyt fra Perturbator. Ventetiden har dog været alt værd og mere til.
Debutalbum fra Heavy Sentence er fyldt med punkede, bøllede arbejderklassemetalhymner og er nok det bedste soundtrack til et værtshusslagsmål, man kan forestille sig.
'Visions of Trismegistos' er fortættet, kompleks og mørk thrash i et hæsblæsende tempo, der efterlader stort set samtlige konkurrenter halsende efter Nekromantheon.
Højt mod nord, på kontinentet Tamriel ligger det frosne land Skyrim. Her kommer inspirationen til Noctules melodiske black metal, og der er intet andet at gøre, end at overgive sig og gå på opdagelse.
Benni Bødkers horrorroman for voksne er blevet kaldt dødsmetal, men anslaget er mere raffineret end dét – og fortrinligt kulørt.
Vulture spiller flittigt på den store oldschool heavy og thrash-violin, og så kan de endda finde ud af at knuse de snævre rammer med nogle overraskende velplacerede genrebrydninger.
Tredje fuldlængdeudgivelse fra den dansk/svenske kvartet er et sammensurium af de foregående succeser: En tung satan med masser af variation og detaljer, der fastholder bandets lyst til at eksperimentere og udfordre lytteren.
Jo Steel lyder som en mongol, der prøver at spille heavy metal. Altså ret meget som heavy metal. Det er den perfekte antitese til den lammende perfektionisme.
'Har' er et spændende album fra rumænske Dordeduh, der i et storladent musikalsk maleri blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.
Fra vestkyst til østkyst giver Awenden og Feminazgûl hver deres bud på moderne black metal, sorg og raseri
Hvor kan konservative black metal-fans og militante islamister blive enige? Måske i fordømmelse af coveret til aserbajdsjanske Violet Colds nyeste album.
Pupil Slicer er klogere end The Dillinger Escape Plan, vildere end de fleste nyere grindcore-bands, og opsatte på at flytte grænser fra start til slut. Vi er imponerede over englændernes debut.
Terminalist markerer sig som et tech-thrashet unikum på den danske metalscene. De opfinder ikke den dybe tallerken, men torpederer til gengæld ad helt egne veje.
Genudgivelse af Destructions debutdemo viser et ungt band, der både er kreative og opsat på hærg. Selvom 'Bestial Invasion Of Hell' er knap 40 år gammel, holder den langt bedre end nutidens metervareprodukter.
Nogle plader kan koges ned til musikteori og tonereferater. Det kan denne ikke.
Er det stadig et breakdown, hvis det ikke rigtig bryder med noget? Extinguish savner den dynamik, der kunne gøre debut-EP’en til en mavepuster.
En kold solskinsdag i Pumpehusets Byhaven ramte kogepunktet, da et års koncertabstinenser endelig blev forløst.
Punk, EBM og industrial – Youth Code og King Yosef har succes med at kombinere og komprimere det hele til 30 minutters drivende ubehag.
Sylvatica er klar med første album siden 2014. Den lange ventetid har stort set været ventetiden værd.
Wode har med 'Burn in Many Mirrors' begået en perle af black metal, hvor andre genrer også kigger frem og gør det til en lyttervenlig oplevelse.
Verdens første kvindelige hard rocker lever og har det godt og udgiver et af sin karrieres bedste album i en sen alder.
Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.
Et støjende helvede af rumklang, afbræk og sonisk forstyrrelse
Sandstorms anden EP er kort, simpel, stærk og rå – og kan citere de store mestre uden at kopiere.