Orange Scene dannede rammen om en næsten perfekt udført pop-performance,
som både blottede musklerne og den maskuline følsomhed.
Kække Nakkeknaekker nakkede os som kakkelakker og knækkede vores fucking nakker.
Pleaser pleasede slet ikke. Især ikke en bedstefar-agtig type af en anmelder.
Dansk-tyrkiske Tuhaf var ikke til at stå for, eller stå stille til, da de skabte en fortryllende fest i Gaia-teltet.
Bloodgutters ‘Death Mountain’ havde nær forputtet sig på vores skrivebord. Det skete heldigvis ikke – for det er, i genren, et af de bedste danske debutalbums 2023.
Blackgold ruskede op i de fremmødte på Copenhells hårdeste dag: andendagen.
Langt om længe skulle Cabal vise deres værd. Det gjorde de, og understregede hvorfor Cabal skal opleves live.
Puscifer fik behændigt vist os bagsiden af amerikansk kultur anno 2023 og udstillede det absurde i vores verdens selvvalgte overvågningssamfund.
Wolfgang van Halen kæmpede for at komme ud af farmands skygge, og det lykkedes ham at få sol på egen krop og musik på Copenhell.
Black metal fra den portugisiske by Porto viser, at man ikke kun vil være kendte for at eksportere portvin. Gaerea har noget meget mørkere at byde ind med.
Gehenna var den ideelle setting for IOTUNN, der skruede fuldt op for lysshowet i skoven og berigede os med det meste af 'Access All Worlds' – og en forsmag på den nye single, 'Mistland'.
Caputo og resten af Life of Agony gav en ganske udmærket koncert på Hades, der nok mere huskes for stemningen end musikken.
Danske Steel Inferno åbnede fredagen med en forrygende omgang speed metal.
20 minutter blev til 30 seje minutter, da der var australsk smadderkasse på menuen fra det unge band Speed.
Med humor og lettilgængelig power metal kom Angus McSix langt på Copenhell, hvor publikum gik smilende, grinende og glade fra showet.
Alder betyder ikke alverden, hvis man gerne vil det. Igennem 60 minutter var hardcore-legenderne i Sick of it All en stor energibombe.
Advarsel: Følelser forude!
Med sine infernalske natteskrig fordrev Shaam Larein solskinnet fra festivalpladsen
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
Livløs var alt andet end deres navn på Hades lørdag. De bragede igennem med deres tunge dødsmetal og publikum ville lege med.
Den gamle black metal blev besøgt, mens den røde tråd til den mere industrielle metal blev alligevel bevaret, og Samaels første show i Danmark i 14 år var en succes.
Galge strammede løkken kærligt til om publikum med farverig og underholdende dødsmetal med indbyggede twists.
Ovenpå en tung periode med regn var SKYND lige hvad vi havde brug for, som en portal til et kriminalunivers fyldt med lig og androgyn forførelse.
Blodindsmurte Strychnos gjorde deres bedste for at slagte Copenhells gæster og gav en af de bedste danske koncerter, der indtil videre har været på årets festival.
Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.
Møl svævede i golden hour-lyset på Pandæmonium, og de indtog scenen som rock’n’roll stars.
Brasilianske Nervosa gav publikum på Copenhells mindste scene en ordentlig dosis thrash-metal, mens solen bagte nådesløst over Gehenna.
Der var ikke mange samlet foran Helviti, da Testament åbnede scenen torsdag efter middag, men de få der var, fik en solid times hårdslående thrash-metal.
En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.
Parkway Drive var to numre og udfordrede sangtalenter fra at give Copenhell den ultimative afslutning på onsdagen.
Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.
Crown the Beast greb chancen og leverede 45 minutters medrivende dødsmetal til årets første koncert på Copenhell.
11 år er gået siden sidste plade med Saturnus. Nu er de omsider tilbage med nyt og det lyder (heldigvis) som det plejer.
Extreme er tilbage med første album i 13 år. Det er er man sluppet rigtig godt fra. Der er i den grad dømt luftguitar.
Cloak skruer op for black metallen og de lyriske budskaber på 'Black Flame Eternal' – deres mest personlige og ambitiøse plade til dato.
Space var, hvad vi havde i vente, da Kaanan spillede Stengade op før Jesu himmelfart med den nye 'Downpour'-skive på dagsordenen og besøg af vor egen rumdoktor.
Pupil Slicer gav intimkoncert for 20 mennesker i et lille øvelokale under Limfjordsbroen, mens Chronicle holdt release-fest med dårlig lyd på 1000Fryd.
Har Kejseren tøj på? Hvad betyder "avantgarde" egentligt? Hvorfor fik Svin os til at stille os selv så mange åndsvage spørgsmål?
Drain serverer crossover-hardcore direkte ud af det solbeskinnede Californien.
Finske Svarta Havets forsanger overrumplede med sin vilde, ukunstlede performance og sit dragende vokalarbejde.
Troede du at sommeren var på vej? Ikke hvis det står til Frozen Soul på ‘Glacial Domination’. Spænd hjelmen, der kommer istapper flyvende!
Trods en lidt statisk start skinnede magien igennem i Liturgys første koncert på dette års A Colossal Weekend.
Boy Harsher fik med noget besvær startet en dansefest til dagens sidste koncert på den store scene, men da den først var i gang, gik det strygende.
St. Digue ruller den store, sorte løber ud, når der inviteres til vampyrdisco. Og det gøres der naturligvis.
Ikke engang en hæst besoffen Keenan kunne skygge for kollegaerne i Corrosion of Conformity, der holdt 90er-outputtet i live med ekstra dobbeltpedal for pengene.
Det seneste album fra Trine Paaschburg under navnet Mouth Wound, siger ikke “bøh” og leger med uhyggen. ‘Nothing Will Belong to Us’ er uhyggelig. Og prægtig.
Torsdag aften gjorde Lydsyn holdt i Odense. En fyldt sal tog imod.
Der er ingen, der skal bestemme hvad der er rigtigt for britiske Death Goals, der med knyttede næver kæmper for retten til at være sig selv.
Fire voksne mænd raser over den verden, de efterlader fremtiden. Anti Ritual er tilbage.
Med sjælfuld lyrik og fandenivoldske toner er ’Om hundrede år’ nok en triumf fra Ole Luks Afsky.