Det er svært at finde tid til kunst mellem bomber og kampvogne. Alligevel formår Palæstinas Zalaam at insistere på både black metal og arabisk visdom.
Tredje fuldlængde fra Fredericias Lifesick er på gaden, og der er smæk på.
En altopslugende afgrund af grå skyer er hvad der følger med, når 40 Watt Sun langt om længe udgiver nyt.
Selvom Shadow of Intent ikke helt formår at følge op på den mesterlige 'Melancholy', er 'Elegy' en sprudlende, potent og insisterende udgivelse, der henvender sig bredt.
På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.
Tyske Kanonenfieber er noget så specifikt som historisk korrekt black metal, der tager livtag med 1. verdenskrig. Det gør de ret godt.
Det er gået op for vores Manden med Weekendvesten, at Fortress burde være endt oppe på den helt store årsliste-top 5 for 2021. Det råder denne anmeldelse en smule bod på.
Timechild skruer tiden tilbage til kassebuksernes og plateaustøvlernes tid, og spiller britisk heavy rock, som da mor var dreng.
Unto Others begik et stærkt gothrock-album i 2021, og nok er mascaraen tørret ud bag de mørke solbriller siden, men forsinket ros er på sin plads.
Hvis du har savnet stemningsfyldt post-rock/metal, kan du med fordel kaste dig over ’Lys’. Det er otte velskrevne kapitler, perfekt til tungsind og vintertræthed.
Funeral Mist er klar med deres fjerde plade 'Deiform', der, ifølge manden bag, er en omgang eksperimenterende og holistisk black metal.
Polske Spaceslug kæmper sig ind i nyt territorium på ‘Memorial’, der trækker os længere og længere fra udgangspunktet, men alligevel ikke skuffer.
For andet år i træk giver Baest koncert i Aalborg mens coronaen lurer i horisonten, og igen lykkedes det, trods siddende publikum, at levere festen.
Temple of Scorn er dødsmetal, der både hylder fortidens helte og lyder friskt. De fem musikere er alle kendte i miljøet. En vaskeægte supergruppe!
The Night Eternals debuts vinder på en rocket sanger, der får episk heavy metal til at lyde af garage.
‘Home’ er et nuværende højdepunkt for den danske kvintet. En nær gennemført udspil, der formår at fremstår ærligt, uden at gå på kompromis med sit ophav.
Tysken kommer, og han har festen med sig.
Khemmis har efterhånden fået etableret sig på den moderne doom-scene, og med deres fjerde udspil slår de fast, hvorfor de hører til på toppen.
Bluegrass og black metal går hånd i hånd på det andet album fra amerikanske Primeval Well, der har skabt en fin omgang eksperimenterende formørket metal.
I år er det ti år siden at proggerne Mastodon med ’The Hunter’ ret entydigt gik fra et metalfortegn til et hårdt rockfortegn. Hvis du stadig er sur over det, så kig væk. Hvis ikke, bliver du nok glad.
Emma Ruth Rundle har skruet ned for den auditive intensitet, men op for den følelsesmæssige. Det lyder måske umuligt, men ikke desto mindre lykkes det.
Bada og kirkerockeren Anna von Hausswolff fik i stærkt samarbejde med opvarmningen skabt en skrigende ambient aften i Stengade.
Meget er sket i løbet af de seneste 10 år. Og så alligevel ikke. I hvert fald ikke i Måsstaden - den lille eventyrlig by i Vildhjarta-land. Her står tiden nærmest bom-stille på begge sider af vandspejlet.
Der tudes på livet løs på Self Loather, der føles velkendt og fremmed på en og samme tid.
Københavnske Sulphurous tager et gevaldigt spring op på deres nye skive, der har ambitioner om at bringe dødsmetal til et nyt niveau. Og de lykkes med det.
2021 har brug for Every Time I Die, og bandets niende fuldlængdeudgivelse er en magtdemonstration, der dækker præcist det behov.
Frustrationen over det senmoderne samfund får fuld afløb på første LP fra sceneveteranerne i Anti Ritual. Og hvis man er med på at råbe af folk i slips, er det helt perfekt.
Hvis et ekstra hidsigt grindcoreband, fik et elskovsbarn med en defekt transistorradio ville det lyde som Full of Hells tiende udgivelse.
Gennem Triviums 22 årige levetid, har amerikanerne været med til at skabe en genre, udgivet ni fuldlængdeudgivelser og spillet sig selv længere og længere væk fra deres musikalske ophav. Men nu står den igen på velspillet metalcore.
Der bydes på sprudlende sangskrivning, en flot rød tråd og interessant udvikling på kvintettens tredje og til dato bedste fuldlængdeudgivelse.
Vanløses Stairway er ved at have styr på hvordan man lægger lokale til metalkoncerter, og trods ujævnt fremmøde, var Kollapse klar til at banke alle på plads i Virkelighedsfjerns navn
Crocell har ændret sin arbejdsmetode og udfordrer både EP- og albumformatet med sine nye udgivelser, hvor bandet i samarbejde med to producere har skabt to selvstændige EP'er under ét banner.
Enslaved går, som altid, deres egne veje og er ikke bange for at tegne os et kort.
Veteranerne Artillery var endnu en gang rigtigt gode, da bandet gæstede Tungt Jern Festivalen i Randers. Men næste generation, repræsenteret ved Chronicle, var nu heller ikke uden momenter.
The Night Flight Orchestra står stadig for den perfekte AOR-hyldest af høj kvalitet på deres sjette album, hvor kun det ultimative hit mangler til at fuldende.
Debutalbummet fra Funeral Chasm vil være og er sortsynet og deprimerende funeral doom, men det er også sært vederkvægende midt i al mistrøstigheden.
Carcass er tilbage med en plade, der minder om forgængeren og alligevel introducerer nye elementer til en lyd, der ikke fås andre steder.
Et minde om en voldtægt og fantasien om hævn er omdrejningspunkt for den helstøbte 80-er-goth-gone-black-metal-udgivelse fra amerikanske Apricitas' hånd.
På Loppen bød Offernat og Dying Hydra på inderlighed. Både blød og taknemmelig inderlighed, men også en udadreagerende og voldsom en af slagsen.
Både HIRAKI og We Are Among Storms var veloplagte og svedte sig gennem hver deres koncert på det lille spillested i Aalborg.
Tyske Baxaxaxa trækker lytteren tilbage til black metal før Norge. 'Catacomb Cult' er fyldt med heksesabatter, råddenskab, catchy sangskrivning og gammel ondskab, og det er virkelig fornøjeligt.
Umiddelbart spiller Baest og Katla to ret forskellige typer metal. Men stilistisk har de tre ting til fælles. Bajer, uhøjtidelighed og frasortering.
“Sex med Satan er den højeste sang. Det lyder som en hammer fra helvede”. Således lyder de gamle visdomsord. Men passer det nu også, når vi taler om Wormwitch?
Metal Aid pt. II står mere i blackens tegn end etteren, hvilket passer både anmelderen og datoen godt.
Eyes’ koncert på Ilter føltes som forløsningen på et års indestængt energi. Pitten eksploderede endelig efter nogle tilløb, og ingen havde fortjent det mere denne dag.
Med halvandet års forsinkelse spillede Riverhead deres debutkoncert med den nye forsanger, Jacob Bredahl. Det kunne heldigvis godt bære hypen.
Black metal-genren kan stadig omforme sig selv: Beyond Man debuterer med kvælende varm og fortættet atmosfære og gør det bedre end de fleste.
Fire københavnere spiller beatdown og vil gerne lyde som om de kommer direkte fra Glostrup Storcenter. Redaktionens mand på Vestegnen er på sagen.
Britiske Underdark imponerer med velproduceret og velkomponeret post-black metal, der i den grad sætter fokus på nogle ømme tæer rundt om i verdenen.
Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.