Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #228

Populær
Updated
Krigsguden #228

Krisguden anmelder det andet studiealbum fra jyske Narcosatanicos.

Titel
Body Cults
Genre

Det er ingen hemmelighed, at jyske Narcosatanicos er blandt mine danske favoritbands. Hvis ikke de er det bedste. De har aldrig skuffet mig, hverken på plade eller live, hvorfor jeg var mere end spændt på at høre deres andet studiealbum. Jeg havde deres debut-lp øverst på min top 5 over danske udgivelser i 2014, og deres live-ep fra Gutter Island var fremragende.

Det første, jeg lægger mærke til ved 'Body Cults', er, at der en del mere bund i produktionen i forhold til debuten. Musikken er måske blevet en anelse mere teknisk, men stadig ekstremt energisk og pågående. Både strammere og mere eksperimenterede. Som tidligere er Narcosatanicos en sulten mutation, som blander krautrock, freejazz og spacerock i en tidløs cocktail, der hamrer en i gulvet med en seriøs fuzz buzz.  

'Vile' kanaliserer Hawkwind-guderne, mens 'Mania' påkalder italienske Zu. 'Television Dreams' trækker lækkert på 'Funhouse' med The Stooges, hypnotisk dronerock. Miles Davis' genfærd hjemsøger den lange og jazz-episke 'Matamoros'. Med 'Void Kink' er vi ovre i Voivodd 'Nothingface'-univers. 'Bliss' starter amokløbende freejazzet ud og ender i et knusende Killing Joke-groove.

'Body Cults' er et moderne rockmestværk, der trækker på fortiden, dekonstruerer og genopfinder den med maksimalt sonisk overskud. Verden ligger for de unge drenges fødder, eller burde i hvert fald. Albummet har højt internationalt niveau, og bandet giver baghjul til de fleste af deres danske kollegaer.