Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fuck You We're From Mayhem!

Populær
Updated
Fuck You We're From Mayhem!

'Korpsånd' er titlen på en dansk kompilation, der udkom for et par måneder siden. Over 24 stærke pinselssange præsenterer 11 undergrundsbands en introduktion til den nye bølge af rå dansk black metal. Tak for kaffe, hvor er niveauet tårnhøjt.

Kunstner
Titel
Korpsånd
Spillested
Dato
14-02-2018
Trackliste
Ærekær - I
Jordslået - Blod Klarer
Jordslået - Ilddåb
Afkald - Evighedens Hul
Afkald - Når Lyset Rammer Mig
Blot & Bod - Grav
Blot & Bod - Dodfodte Kæmper
Fanebærer - Afgået
Fanebærer - Vriidt
Seidr - Curse Of Life
Seidr - Oblique Terrain
Ærekær - II
Ærekær - III
Gabestok - Fri Os Fra Det
Gabestok - Midt Om Natten
Grifla da la Secta - Marlash
Grifla da la Secta - Min Dod
Hollow Hand - White Eyes Wide
Hollow Hand - Slip Inside You
Lesion - Exitus
Lesion - Serpents In Heat
Vaabnet - En Gavl Af Guld
Vaabnet - I Sejrens Pragt
Ærekær - IIII
Karakter
5

Med mindre man er så undergrund at man er for undergrund til overgrundens undergrund udgav det amerikanske label Fallow Field for et par måneder siden i komplet ubemærkethed en 2 x kassettebåndkompilation, ’Korpsånd’. Fordelt over 11 bands og 24 numre finder man på denne udgivelse et sted mellem 15 og 20 musikere fra den københavnske metalscene, som over 65 minutter og på kryds og tværs af hinanden rocker, blacker og noiser sig igennem det ene interessante nummer efter det andet. Det der binder kompilationen sammen, er, at alt er indspillet, mixet og masteret af Jesper Bagger Hviid på spillestedet Mayhem i Københavns nordvestkvarter.

Kaster man et blik på nogle af de musikere, der bidrager til ’Korpsånd’, kan det til at begynde med være svært at spotte den røde tråd, der binder de forskellige bands sammen. Fra medlemmer af Taphos og Phrenelith, to af de mest interessante danske metalbands netop nu over en internationalt renommeret DJ on the rise til en eksperimenterende noisemusiker, som tidligere har udgivet plader med blandt andet danske freejazzmusikere. Den skizofrene spændvidde på ’Korpsånd’ gør sig bemærket. Lige så naturligt det er at klø sig i håret over sammensætningen af musikere, lige så let er det imidlertid ikke blot at spotte, men også anerkende ’Korpsånd’ for at have en interessant, signaturstærk lyd og for helt overordnet at have en profil, der placerer sig sit eget sted, ikke mindst i en dansk sammenhæng.

’Korpsånd’ repræsenterer med andre ord en skizofreni, i hvert fald nogle af os har savnet på den danske metalscene. Her bliver der eksperimenteret med både lyd, stemningsmæssige adfærdsmønstre og kompositioner, uden at eksperimenterne vel at bemærke overskygger for kompilationens ambitionsniveau, der er høj og helt generelt gør noget andet.

Tro mod korpsånden
’Korpsånd’ lægger for med instrumentalnummeret ’I’ af Ærekær. Som det mest repræsenterede navn på kompilationen har duoen bestående af Jesper Bagger Hviid og Emil Toft fire numre med på udgivelsen, der henholdsvis åbner side A og side C og lukker side B og side D. Det er angiveligt Bagger Hviid og Toft, der i sin tid sammen søsatte idéen om ’Korpsånd’, og Ærekær synes på mange måder da også at være lavet til lejligheden. Udover at alle fire instrumentalnumre er strategisk placeret over de to bånd, virker åbningsnummerets rituelle black ambient-stemning og dets helhjertede melankoli i hvert fald ikke blot som en interessant kobling mellem det smukke og det dystre, men også som en effektfuld og interessant rygrad for pladen i det hele taget.

I tro korpsåndstil går både Bagger Hviid og Toft igen også i andre bands på udgivelsen. Emil Toft dukker op allerede i det næste band, Jordslået. Her spiller han guitar, mens Erik Bagger Hviid, lillebror til Jesper, spiller trommer. Sammen med Morten Damsgaard tager vist nok alle tre medlemmer i Jordslået sig af de distortede, smadrede, hæse strubevokaler. Hvor Ærekær åbner pladen med en ensom misantropi, der læner sig op ad dungeon synth-genrens indadvendthed, skruer Jordslået anderledes omfavnende op for en blanding af black og rock. Melodien på især ’Blod klarer’, det første af Jordslåets to numre, er så enkel, at det på papiret tenderer det forsimplede. Med en produktion, der både er kras, statisk og luftig, bliver numrenes bevidst uciviliserede sangskrivning imidlertid en styrke.

Frastødende, men dybt interessant
To totalt smadrede numre med Afkald følger efter. Med hjælp fra Jesper Bagger Hviids produktion, eller kyniske mangel på samme, fristes man til at sige, har duoen bestående af Martin ’Krybet’ Schacke på trommer og vokal og Christian ’Neglen’ Ingemann på guitar med ’Når lyset rammer mig’ og ’Evighedens hul’ lavet to black metal-numre, der, hver gang de kommer på i høretelefonerne, får mig til at skære tænder og bide kraftigt til, ikke ulig den scene i ’Gøgereden’, hvor R. P. McMurphy får det hvide snit. Det gør med andre ord ondt at få blæst Afkald ind i ørerne, og deres to sange vil næppe være for alle. Det skal black metal dog heller ikke være.

Udover at han smadrer løs i Afkald, har Schacke over det senere års tid fået vind i sejlene også som DJ og giver DJ-sæt både på Berghain, den måske mest berømte elektroniske klub i verden, samt på Tresor, den måske bedste klub i verden. Hans arbejde som noisemusiker går dog flere år tilbage, og ligesom man ofte kan høre en forkærlighed for den tungere og mørkere musik i hans DJ-sæt, kan man på disse numre med Afkald på Schackes vokal skimte en forkærlighed for elektronisk musik. Misforstå mig ikke. Afkald lyder på ingen måde elektronisk. Der er tale om beskidt, grænseløs blacknoise. Men der er en særlig dybde i Afkalds skraldede lydbillede, der tilfredsstiller en bestemt side af lytteren, som det hovedsageligt er elektronisk musik, der har det med at finde frem til. Jeg imponeres i det hele taget over, at man kan lave noget, der er frastødende og utilregneligt, men som også er pissegodt og dybt, dybt interessant.

Rådden helt ind til benet
’Korpsånd’ er en udgivelse, der pirrer en. Når man hører så meget musik, som denne skribent gør, har man en tåget idé om, at når man vandrer gennem det ene musikalske landskab efter det andet, så vil noget af musikkens mystik eller eksistentielle forplantningsevne, om man vil, måske på et tidspunkt smitte af på en, føre en nye steder hen og gøre noget ved den måde, man agerer, tænker og er til på. Det kan for nogen muligvis synes floskuløst og højtravende, men til trods for at det her mest står som netop et tåget indfald, synes det egentlig ikke at være alt for meget at forlange. At jeg ikke kan se mig selv fri for ofte at have denne selvgranskende forhåbning til meget af den musik, jeg bruger min tid på, betyder noget for min interesse for ’Korpsånd’.

At jeg fascineres over kompilationen skyldes flere ting. Helt generelt har udgivelsen som nævnt en produktion, der lyder som forskellige afarter af det mest skraldede, diskante lo-fi metal, man er stødt på. Til at begynde med i hvert fald. Det kræver nemlig kun yderligere et par gennemlytninger for også at finde ind til andre sider af musikken. Når man får differentieret den soniske mur af spændende skrald og fundet derind, forandrer både albummets forskellige dele og overordnede sammenhæng sig.

Så er det, at ’Korpsånd’ for alvor bliver en god udgivelse. For denne lytter, der hverken er noob, men heller ikke specielt velbevandret i black metal, men som altid er sulten efter god musik i det hele taget, bliver det ved med at overraske, hvor snildt kompilationen nu detonerer i knolden på en, når man på ny sætter den på. Fra at have været sonisk konfronterende og lettere uhåndgribelig de første 5-6 gange, man lyttede til udgivelsen, røber den sig nu pludselig som værende sanselig, konkret og utrolig god stykket sammen. Rotten to the bone, men godt stykket sammen.

Variationer over soniske pinsler
Bagger Hviid-brødrene dukker begge op igen i Blot & Bod, en trio, de deler med den norske sanger og bassist Jølle Elvestad, og som tilsammen praktiserer en form for butch, nærmest provinsiel black/crustpunk. Der synes at være fart på, men selv når Bagger Hviid-brødene på henholdsvis guitar og trommer skruer godt op for hastigheden, er der i Blot & Bod en overordnet stemning af, at musikkens konfronterende blackpunktendenser samtidig holdes tilbage mest af dets egen, måske nihilistiske, døsighed. Det var i øvrigt et kompliment, skulle man være i tvivl. Ikke kun et kompliment til Blot & Bod, det var det også, men også til producerstolens Jesper Bagger Hviid, der igen skal have ros for at få forskellige og altid soniske pinsler med nuancerede stemninger frem i lydbilleder, der ellers alle holder sig inden for sammen lydelige spænd af black og noise. Produktionen på pladen imponerer mig virkelig, og jeg har tilmed kun hørt den skraldede lyd i et par skraldede høretelefoner.

Stærk signatur er højdepunktet

Med Fanebærer dukker der efterfølgende en melodiøs guitarsignatur op, som man tidligere er stødt på under kompilationens indledende skæringer med Ærekær og Jordslået. Signaturen tilhører Emil Toft, som tilsyneladende skriver melodier, der borer sig helt ind i knolden på lytteren. Så vidt jeg ved, er Toft en ung musiker på vist nok ikke meget mere end 20 år, og selvom god kvalitet selvfølgelig ikke har en skid at gøre med alder, kan jeg vist ikke se mig selv fri for at blive opstemt over et talent som dette, der på en gang fremstår legende og stolt naiv, men som samtidig præsenterer musikalske ambitioner, som de fleste etablerede og ældre metalmusikere bør tage ved lære af.

Enmandsbandet Seidr følger efter og er på sin vis denne skribents favorit på kompilationen. Bag navnet Seidr er Claux Haxholm, der har spillet sammen med både Kristian Poulsen fra Spost og freejazzsaxofonisten Johns, men som under navnet Seidr ikke bare spiller metalmusik, men både rigtig, rigtig grov og rigtig, rigtig groovende metalmusik. Som en blanding af Taakes fræserstil, Burzums synth-melankoli a la ’Filosofem’ og noget anderledes flænset: Der er rigtig meget at holde af på både ’Curse of Life’ og ’Oblique Terrain’, der er navnene på Seidrs to bangerskæringer på ’Korpsånd’. Når jeg siger, at Seidr ”på sin vis” er mit favoritnavn på Korpsånd, er det kun med det forbehold, at ’Oblique Terrain’ er det eneste nummer på kompilationen, der med sine 4 minutter virker for lang. 

Glem alt om Wacken Metal Battle
Den samhørighedsfølelse, der på tværs af de respektive bands præger udgivelsen, og som selvfølgelig også knytter sig til titlen ’Korpsånd’, har sandsynligvis også betydning for den grad af smadret skønhed og tiltalende mystik, jeg tillægger den helt igennem interessante lytteoplevelse, det er at høre kompilationen igennem fra start til slut. Glem alt om Wacken Metal Battle og liberalistisk konkurrencementalitet. Det indtryk, jeg har af ’Korpsånd’ og i øvrigt af Mayhem-scenen i det hele taget, er, at de forskellige musikere og bands står sammen, tager ved lære af samt komplimenterer hinanden. Kender man til spillestedet Mayhem, så ved man måske, at Mayhems profil i flere år tog udgangspunkt i eksperimenterende musik og ofte med et krydsfelt af noise og jazzmusik øverst på tavlen. Jazzmusikkens tilgang til at improvisere og spille sammen på kryds og tværs af hinanden lægger også Mayhems nuværende black metal-scene sig i forlængelse af. Jeg tror ikke, det er et decideret krav fra Mayhems side, at man skal hylde fællesskabet og skabertrangen, hvis ens band skal blive udklækket i nordvest. Men at Mayhem er et spillested med et miljø, der opfeder de musikere, der tilbringer deres tid derude, med en helt særlig kreativitet, er der efterhånden rigtig mange eksemplarer på.

Ingen spor af dødvande
Det seneste bevis på Mayhems særlige kreativitet står udgivelsen af ’Korpsånd’ som et utrolig stærkt eksempel på. Var det endnu ikke gået op for en, får man det banket ind med rustne titommersøm, når man hører kompilationens bånd 2. Efter endnu en smuk, melankolsk og denne gang længere instrumentalskæring fra Ærekær inviteres lytteren op til slåskamp med duoen i Gabestok, der her spiller deres hidsige, catchy revolterock omtrent bedre end nogensinde før, før henholdsvis Grifla de la Secta med hidsig succes inddrager trommemaskinen på kompilationen, inden Martin Schacke på ny dukker op som et kryb af en sanger i nosierockbandet Hollow Hand og inden monstermetalbandet Lesion, der inkluderer medlemmer fra Phrenelith, Taphos, Reverie og Alucarda, viser, hvor skabet skal stå. Morten Damsgaard, der også synger i Jordslået, nailer hos Lesion i øvrigt for alvor sin misantropiske pinselsvokal.

Det gør sig generelt gældende for ’Korpsånd’, at udgivelsen kan slippe af sted med rigtig, rigtig meget. Faktisk kan den slippe af sted med så meget, at der fra start til slut ikke er et eneste øjeblik af dødvande at spore. Som lytter er man hele tiden på mærkerne, oprigtigt interesseret i den musik, man præsenteres for. De mange udtryk og stemninger, alle eksperimenterne, mikset mellem på den ene side store, superstærke melodier og på den anden side hidsig, skraldet black og noise gør kompilationen levende og spændende. Når Emil Toft i en trio med Emil Fournais og Lucas Oliver Bigandt på ny dukker op i bandet Vaabnet og først vender ryggen til sin solide fornemmelse for iørefaldende guitarsignatur på nummeret ’En gavl af guld’ for kort tid efter igen at knuse de stærke melodier ihjel på nummeret ’I sejrens pagt’, da sidder man afslutningsvis tilbage med en fornyet interesse for den danske metalundergrund i det hele taget.

Den havde man altså ikke set komme.