Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Underholdning med mangler

Populær
Updated
Underholdning med mangler

Wiederhorns og Turmans metalliske mursten lever ikke op til undertitlens løfter om at være den "definitive" historie om metal, dertil er der alt for mange mangler. Men underholdningsværdien fejler intet.

Titel
Louder Than Hell: The Definitive Oral History of Metal
Dato
20-05-2013
Label
Forfatter
Karakter
3

Ved første øjekast ser ’Louder Than Hell: The Definitive Oral History of Metal’ imponerende ud med sine ca. 700 sider, mange illustrationer og rige baggrundsmateriale. Forfatterne, der er gamle rotter i metaljournalistikken, har over mere ned 25 år selv foretaget over 400 interviews med centrale metalaktører, ligesom de må have gennemtrawlet adskillige tusinde interviews for at sammenstykke denne citatmosaik. Alene det omfattende – og især sammenstykningen af det – aftvinger en vis ærbødighed. Bogen er opbygget med både kronologisk orienterede oversigtskapitler (de første fire) og mere eller mindre løst genreorienterede kapitler (de sidste ni – for selvfølgelig er der 13 kapitler, når nu der ikke kan være 666).

Bogens kronologiske kapitler starter med protometallen, fortsætter med Black Sabbath, Judas Priest og andre bands fra 70’erne (men meget lidt om hard rock-bands som for eksempel Uriah Heep); derefter et kapitel om NWOBHM; et om metallens indtog i mainstream med den såkaldte hair metal, hvor i dag stort set glemte grupper solgte i millionoplag; simultant med hair metallens indtog opstod thrash metallen, som bogen dækker i det næste kapitel. Derefter gennemgås subgenrer som crossover, death metal, black metal, groove thrash og nu metal/-core-varianter, også her mere eller mindre kronologisk opbygget. Genreudbuddet og den nu over 40 års metalhistorie siger meget om metallens adaptationsevne og evne til at indoptage nye strømninger og forskellige genreudtryk, og det er slående, at uanset op- og nedgange i popularitet, så vender metallen altid tilbage.

Der er ikke noget nyt i de historiske kapitler. Det meste er er fortalt 100 gange før, og selvom vi her hører den med aktørernes egne ord, er der ikke rigtig noget nyt for den læser, der har læst et par af standardværkerne om genren.

Metallens mainstreamsucces

Til gengæld var der en del nyt at hente i kapitlet om metallens mainstreamsucces og hair metallen, simpelthen fordi hair metallen eller glam metallen ikke har fået den helt store opmærksomhed, efter den afgik ved døden i begyndelsen 1990’erne. I dag virker det helt utroligt, at genren kunne fylde så meget, som den gjorde, og man må sande, at forfatteren L. P. Hartley havde ret, da han i ’The Go-Between’ (1953) skrev, at ”The past is a foreign country”. Kapitlet hører til bogens bedste, også fordi det fortæller meget om det mønster, metalgenrernes udvikling følger: Først betaler musikerne deres lærepenge i undergrunden og i dybeste fattigdom i mange år, så opnås succes – det fører til endnu flere excesser udi alkohol og stoffer, hvilket fører til dalende musikalsk kvalitet, stagnation i udtrykker og hvilen på laurbærrene, og så bliver genren afløst af en ny udvikling, der med tiden lider samme skæbne og afløses af en ny, osv.

Hvor er undergrunden?

Bogen er i høj grad en metalhistorie som set fra USA’s metalmainstream, både hvad angår genrer og mainstream. Doom metal er næsten ikke med og mest som en forløber til Down og Eyehategod, black metal findes kun i Norge og i Cradle of Filth, power metal og progressiv metal har aldrig fandtes, den traditionelle metal fik aldrig en revival, og nyere eksperimenterende former som post-black metal og drone metal lider samme skæbne som power og progressiv metal.

Men til gengæld bliver der givet (lidt vel) rigelig plads til nu metal, metalcore, industrial metal og den såkaldte ”millenium metal”, som dækker over moderne, radiovenlige bands, der ikke er helt nu metal eller metalcore, men heller ikke klassisk metal og dækker Avenged Sevenfold, Slipknot, Lamb of God og lignende grupper, der dækkes meget ekstensivt. Man skal med andre ord helst være slået kommercielt igennem for at komme til orde i bogen, og det tegner et langt snævrere billede af metallen, end bogen burde, særligt med 700 sider til rådighed.

Musikere fra undergrunden kommer kun yderst sjældent til orde i bogen, og det er lidt ærgerligt, at man ikke får et bredere perspektiv på metallen. Særligt når bogen prøver at bilde læseren ind, at bands og solister som Coal Chamber, Rob Zombie og Godsmack har – eller nogensinde har haft – nogen som helst form for musikalsk relevans. I stedet for at lade bogen ende med den deprimerende og kedelige millenium metal havde det været mere spændende, om forfatterne også havde inddraget den amerikanske metalundergrund, som der sker så meget i i disse år (tænk bare på et selskab som Profound Lore, der har udgivet en række fremragende og nyskabende album).

En amerikansk metalhistorie

Et andet problem – der ligger i forlængelse af det kommercielle genrefokus – er den amerikanske bias. For en ”definitiv” metalhistorie er Europa besynderligt fraværende. Storbritannien er dækket nogenlunde, fordi metallen trods alt blev født der, men efter NWOBHM synes de eneste britiske bands at være Napalm Death og Carcass. Svenskerdødsmetal og power metal har aldrig eksisteret. Tyskerthrash næsten heller ikke. Tysk metal? – første tyske metalband er vel nærmest Rammstein. Den melodiske Göteborg-dødsmetal har kun relevans som inspiration for metalcore-scenen. Syd- og østeuropæisk metal kan man glemme. Som læseren måske kan læse mellem linjerne, er Sydamerika, Asien og Australien fuldstændig fraværende. Selv canadisk metal er underrepræsenteret, og et indflydelsesrigt band som Voivod er for eksempel ikke nævnt.

Forfatterne virker nu også temmelig usikre, når de bevæger sig uden for USA. Judas Priest spiller på Birmingham ”Odium”. Mercyful Fates gamle trommeslager Kim Ruzz hedder ”King Ross”. Black metal har ikke frembragt noget siden Dimmu Borgir (og den eksperimenterede black metal ignoreres naturligvis helt), ligesom kapitlet om black metal ikke føjer noget til et standardværk som ’Lords of Chaos’, selvom der burde være rigeligt nyt at fortælle. Det er næsten som i det afsnit af ’The Osbournes’, hvor Ozzys vanartede søn Jack spiller Meshuggah og fortæller kameraet, at der er tale om death metal fra Norge.

For nu at blive i ’The Osbournes’-sporet skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener, at hvad ’The Osbournes’ gjorde for respekten for Ozzy, det gjorde og gør nu metal, metalcore og ”millenium metal” for metallen i almindelighed. Ikke desto mindre ærgrer den megen fokus på disse genrer mig ikke kun, fordi jeg mener, at pladsen kunne være brugt på mere interessante kunstnere, men især fordi kapitlerne mest af alt handler om, hvor mange groupies de har bollet på Ozzfest (mange! Og de var søreme både sjaskvåde og liderlige og med på det hele), hvor mange stoffer de har taget (naturligvis herre-mange og i voldsomme mængder), og hvor meget de kan drikke (ikke overraskende mere på en time, end et selskab bestående af Jørgen Ryg, Preben Kaas og Poul Glargaard ville kunne nå på en uge).

Kvindefjendskhed, kynisme og klagesange

Ét er den grasserende misogyni, almene stupiditet, machoattitude og kynisme, de fleste af aktørerne i disse kapitler stiller til skue (til sammenligning udviser hair metal-musikerne i det mindste en drenget begejstring og naivitet i omgangen med groupies, stoffer og alkohol – det er hedonisme, fordi de har lyst, modsat senere aktørers hedonisme fordi de keder sig og er selvynkende), og som er næsten lige så deprimerende som musikken. Noget andet er, at musikerne og forfatterne ganske forsømmer at fortælle, hvorfor musikken skulle være interessant.

Flere af nu metal-musikerne synger den ene jeremiade efter den anden om, hvor hårdt det er ikke at have modtaget nok respekt fra deres metal-idoler fra de ældre generationer, men de glemmer helt at fortælle, hvorfor de er musikalsk interessante, og hvad de egentlig vil med deres musik, hvad deres musikalske udtryk handler om, og hvor de kommer fra musikalsk. Her var der ellers en oplagt chance for i det mindste at forsøge at få oprejsning frem for blot turbus-rejsning. Det er et generelt problem ved bogen, at der er for lidt fokus på musik og får meget på turbussen, men det bliver især tydeligt i disse kapitler.

I længden bliver de mange gentagelser af den samme historie om groupies og stoffer og alkohol – blot med forskellige aktører og genrer – triviel for læseren. På en måde kan man sige, at bogen opnår at give en fornemmelse af den monotoni, der er en central del af livet på turné, men særligt spændende for læseren er det ikke at læse, at et givent band søreme både har taget stoffer og bollet groupies. Tidligt i bogen har disse historier en vis friskhed, men mod slutningen tænker man, at der vel for fanden må være andre aspekter af livet i et band.

Bogen fokuserer med andre ord alt for meget på turlivets excesser, og musikken kommer til at spille en perifer rolle i bogen. Det giver selvfølgelig underholdende læsning, men det medfører også, at bogen med enkelte og velgørende undtagelser har samme dybde som et afsnit af ’For lækker til love’.

Manglende analyse

Det viser sig i, at musikernes egne ord kun sjældent bliver udsat for analyse, ligesom de interviewede musikere kun i sjældne åndehuller bliver mere analyserende og filosoferende frem for blot og bart fortællende. Der er i dødsmetalkapitlet ansatser til et forsøg på en sociologisk (og meteorologisk!) forklaring på, hvorfor dødsmetallen lige eksploderede i Florida (om end den simple årsag, at Chuck Schuldiner boede der også luftes); standardfortællingen om heavy metals opståen i Birmingham luftes (Birmingham var et industrielt centrum, og metallen omformede simpelthen de lyde og den rå atmosfære, der fandtes i byen) osv., osv., men længere kommer vi sjældent, og når vi gør, er de analyserende udsagn i bogen gemt godt væk mellem en masse udsagn af mere triviel natur.

Af bogen får man det indtryk, at tingene er, som de er, fordi de er, som de er. Det er helt i pagt med visse dele af metalscene(r)n(e)s selvforståelse, men som læser bliver man ikke just klogere af dette valg.

Underholdning for alle pengene

Trods den mange mangler er der også gode sider – kapitlet om hair metal er nævnt, men også kapitlet om thrash er vellykket, og entusiasmen skinner tydeligt igennem her. Ligeledes er kapitlet om dødsmetal interessant, særligt dets pointe om Chuck Schuldiners rolle som den, der drev scenen fremad i de tidlige år – det lader til også at være et generelt træk ved black metal-scenen, at relativt få mennesker drev udviklingen fremad i genrens tidlige år.

Bogen opfylder heldigvis også andre formål, selvom den altså langt fra er så definitiv, som den giver sig ud for at være. Den er i lange stræk særdeles underholdende lokumslæsning, og selvom mange af – især – groupie- og narko- og alkoholanekdoterne kan blive lidt kedelige pga. den overvældende mænge af dem, så er der nu stadigvæk meget gyldent materiale imellem. Det er ganske hjerteskærende at læse Rob Halfords beretning om en kæreste, der begår selvmord for øjnene af ham. Og henholdsvis spændende og underholdende at læse om Pentagrams okkulte eksperimenter; om Paul Stanleys fortid som taxachauffør; om Kam Lees møde med en musiker og fan, der prøver at imponere Lee ved at tygge på menneskeknogler (Kam Lee ville hellere have en Heineken); og om Eric Hoffman (ex-Deicide), der vacuumpumper sin pik til ”Hulk size” for at vinde et væddemål med nogle prostituerede om et gratis blowjob, såfremt der ikke er plads til hans pik.

Bogen er hurtigt læst, og de ca. 700 siders tekst har generøse margener og en stor skrifttype. Bogens tekst er ikke sværere, end at jeg kunne tyre 400 sider igennem under Metal Magic, mens jeg var fuld, havde tømmermænd og så koncerter indimellem. Det siger meget om sproget og skriftstørrelsen i bogen, men det siger også en del om underholdningsværdien.

Men glem alt om dybde og analyse og glemt alt om metallens mere obskure figurer og genrer (som jo trods alt ikke er så obskure igen). Bogen lever på ingen måde op til undertitlen, og for dén læser, der har læst et par af standardværkerne om genren, er den allerhøjst et supplement til vægtigere værker. Men kærligheden til metallen skinner igennem, og underholdningsværdien er skam i top.

Læs den derfor for underholdningsværdiens skyld. Eller giv den eventuelt som gave til et ungt menneske, der endnu ikke har læst så meget om metallen. Metallens adaptationsevne og evne til at indoptage nye strømninger, genreudtryk og tendenser er ganske imponerende, og det er slående, at uanset op- og nedgange i popularitet, så vender metallen altid tilbage.

Jon Wiederhorn & Katherine Turman: Louder Than Hell: The Definitive Oral History of Metal. Itbooks. 718 sider. 260 kr. i Politikens Boghal.