Svære at sætte i bås
Populær
Der er gået 17 år, siden undergrundsbandet Galatic Cowboys sidst udgav nyt. Bandet er fortsat lige svære at placere i en bestemt musikalsk genre – heldigvis!
2. Internal Masquerade
3. Blood in My Eyes
4. Next Joke
5. Zombies
6. Drama
7. Amisarewas
8. Hate Me
9. Losing Ourselves
10. Agenda
11. Long Way Back to the Moon
12. Believing the Hype (Bonus Track)
13. Say Goodbye to Utopia (Bonus Track)
Texas-bandet Galactic Cowboys blev dannet i slutningen af firserne. På samme tid florerede et andet Texas-band, King’s X, der i 1989 og 1990 fik deres store gennembrud med pladerne ’Gretchen Goes to Nebraska’ og ’ Faith Hope Love’. Det er ikke usandsynligt, at Galactic Cowboys har søgt inspiration hos statsfællerne i King’s X. For der er noget sammenfaldende over begge bands' tendens til at sammenkæde den tunge og groovy rock med melodiøse og til tider ligefrem poppede omkvæd. Begge bands roder rundt i en mærkelig symbiose mellem noget progressiv rock, metal og pop.
Galactic Cowboys var – og er – dog nok en smule mere metalliske i udtrykket end King’s X. Men det er svært at sætte dem i den rette bås. Lidt hjælp er der dog at hente i første videoudspil fra ’Long Way Back to the Moon’, ’Internal Masquerade’.
">
Det er påfaldende og bemærkelsesværdigt, at bandet i videoen spiller i et improviseret dagligstuestudie, hvor væggene er plastret til med Beatles-plakater, samtidig med at bandets guitarist Dane Sonnier bærer en System of a Down-T-shirt, og bassisten Monty Colvin har tillagt sig et Scott Ian-look. Men det giver på en eller anden måde god mening. For såvel de Beatles-lydende kor som den progressive metal og den mere thrashede metal indgår som små nuancer i Galactic Cowboys lydunivers.
Galactic Cowboys er et sammensurium af alt muligt. Men det er ganske fornøjeligt mix, hvilket også gør sig gældende på ’Long Way Back to the Moon’. Det gælder lige fra den lettere progressive albumåbner ’In the Clouds’, der med sin drømmende vokal pludselig mødes af et Metallica-lydende riff, over sange som den hiphop/street metal-inspirerede ’Blood in My Eyes’, den groovede ’Next Joke’ med sit bombastiske omkvæd, den tilnærmelsesvise ballade ’Amisarewas’, hvor basgangen lægger sig lidt op ad ’I Want You’ (She’s so Heavy)’ af the Beatles, og til titelsangen, der kombinerer en poppet King’s X-lydende vokal med tonsertunge riffs.
Der er gået hele 17 år siden det seneste album fra Galactic Cowboys. Gamle fans vil helt sikkert være begejstrede, men tidens metalfans vil formentlig fuldstændigt overse ’Long Way Back to the Moon’. Det er lidt synd. For der er meget spændende musik at finde hos bandet.
Som det turde fremgå, er bandets musik svær at sætte i bås. Men et lyt er anbefalelsesværdigt, og hele albummet ligger på Youtube. Albummet har på trods af dets mange input fra alle mulige musikgenrer så mange tunge og rå guitarriffs, at man ikke kan se bort fra, at Galactic Cowboys på en eller anden måde må defineres som et metalband.
Skal man finde mangler på ’Long Way to the Moon’, kan det være forsanger Ben Huggins’ vokal, der godt kunne være strammet lidt op. Koret fungerer flot på albummet, men Ben Huggins lyder til tider for rusten.
Ikke desto mindre er ’Long Way to the Moon’ et stærkt comeback fra et mærkeligt og desværre noget overset band, som på fornemste vis er en af pionererne inden for sammenfletningen af melodisk rock, metal og progressiv musik.