Som torsdagen åbnede på Pandæmonium med Konvent, således endte den: Doomed. Fiend kæmpede med et lille, træt publikum og deres eget materiale, men endte med at bære den hjem.
Like a Storm åbnede årets Copenhell med en koncert, hvor bandets entusiasme gjorde noget mere indtryk end deres ret klichémættede repertoire.
Eagles of Death Metal var ikke, hvad publikum skreg efter på førstedagen af årets Copenhell. De amerikanske ørkenrockere leverede et sikkert, rutinepræget show, der blottede et blodfattigt band foran et alt andet end begejstret fremmøde.
Copenhell viderefører opvarmningsonsdagen fra 2018. Eagles of Death Metal og Immolation får i opdrag at få publikum i stødet med assistance fra 1000Mods og Like a Storm.
Red Warszawa spillede udelukkende covernumre og leverede den fjollede fest, som folk var kommet for. Kønt var det ikke.
Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.
Zeal & Ardor gjorde, hvad de kunne for at indlemme publikum i deres aparte black metal-univers, men vinden spillede dem et alt for stort puds.
Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.
Bersærk brølede, buldrede og skabte fællessang meget som ved bandets første show på festivalen og leverede den forventede sejr.
Det blev en underligt blandet førstedag både med fæle skuffelser, tåbelige covers og et af Copenhells absolutte højdepunkter. Og øl. Mange øl.
Festivalens næstsidste koncert var en fest for de få, men ikke desto mindre var Tsjuder og deres 90’er-prægede norske black metal en tiltrængt mangelvare.
De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.
Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.
De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.
Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.
Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.
Satyricon var veloplagte, Frost brillerede bag trommerne, og publikum hungrede efter black metal, så moshpitten blev højenergisk og balancerede på kanten.
Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.
Amerikanske Suffocation skulle ikke bruge mere end 40 minutter på at trække al livskraft ud af publikum med deres knusende tunge dødsmetal, der bragede på den helt rigtige måde.
The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.