'Paegan Terrorism Tactics' er et af sludgens hovedværker, men er desværre ufortjent overset. Acid Baths historie er et indblik i en genres tilblivelse og et forstyrrende blik ind i en gal verden.
Efter et årti med stadigt dårligere plader var ‘Thunderstruck’ og pladen ‘The Razors Edge’ fra 1990 stærkstrøm til en karriere. Albummet og hitsinglen gjorde AC/DC relevante igen.
Kæmpe afroer, sirlige melodilinjer og frådende skrig: Texanernes debut på Beastie Boys’ pladeselskab indvarslede både et besynderligt årti og bandets eget endeligt.
Entreprenør og entertainer, sexsymbol, shaman og speedballvrag: Perry Farrell var et ikon for sin generation. Og han smed det hele væk, men først efter at have ført Jane’s Addiction helt til tops. Tre årtier senere gør vi status over, hvad ‘Ritual de lo Habitual’ egentlig var for en plade.
Med ‘Eaten Back to Life’ blev dødsmetal så farligt, at pladen var forbudt i Tyskland i flere årtier, og Cannibal Corpse blev så populært, som ingen politiker turde have mareridt om.
Med ‘Cowboys From Hell’ opfandt Pantera en ny genre og indvarslede en helt ny tid for heavy metal i halvfemserne. Dimebag og Anselmo meldte deres ankomst!
Skelsår: Napalm Death vendte grindcore ryggen på deres udskældte gennembrudsplade. Det banede vejen for en konstant udvikling de næste tre årtier.
Årtier før Danzig blev et meme og en afdanket karaokesanger, var han faktisk en overgang den sataniske sexgud, han altid har set sig selv som. Brunstdunstende ‘Lucifuge’ fylder 30 år den 26. juni.
Råt, aggressivt og catchy med en trendsættende guitarlyd. 'Left Hand Path', 30-årsjubilaren fra Entombed, er et fremragende debutalbum, som satte Stockholm på dødsmetallandkortet på samme måde som Death, Obituary og Morbid Angel gjorde det med Florida i USA.
Fear Factorys 'Demanufacture' ændrede i 1995 på godt og ondt det metalliske landskab i overgangen til det nye årtusinde. Hybridmetallens vigtigste plade fylder 25 i år, og vi dykker ned i en verden, hvor groove, keyboards og rigelig rumklang skabte nye tendenser i metallen.
Poserdræberriff på pungriverriff og en overivrigt tonedøv sanger: Death Angels debut fra 1987 er så ren og smuk en thrashoplevelse, at man skammer sig over den rolle, historien har tildelt dem.
'Perdition City' var Ulvers endegyldige afsked med black metal, og her, 20 år efter dens udgivelse, står den stadig som en milepæl for den genre, den lagde bag sig.
Black Sabbaths skelsættende debutplade står som en milepæl i musikhistorien. Kom bag om pladen, der fik rockens bål til at flamme op som heavy metal.
På deres debutalbum lyder Primus som Metallica, der forulempes af The Residents og Minutemen i et møde med King Crimson, Rush og Yes. Det lyder vanvittigt – og er det – men det er også metallisk og uhyrligt groovet.
Der var næppe nogen der havde forestillet sig, at en underlig genre-hybrid af en debutplade ville sætte så stort et aftryk på musikindustrien og folks accept af metal i den brede bevidsthed.
Faith No Mores gennembrudsplade er et modsætningsfyldt mesterværk, der trods 30 år på bagen stadig lyder frisk og udfordrende.
For mange markerer ’Stormbringer’ det punkt, hvor Deep Purples storhedstid sluttede. Men accepterer man præmissen og dykker dybere ned i albummet, er det et højdepunkt i sig selv.
Teksterne blev mere gådefulde, Maynard James Keenan lød vredere end nogensinde, og de musikalske teksturer var bandets mest komplekse til dato. Det var definitivt på 'Aenima', at alle Tools enkeltdele samlede sig helt.
Tredje gang var lykkens gang for den lurvede trio fra Texas, der skar de støvede grooves ind til benet med farverige beretninger om skæve eksistenser, mens Billy Gibbons endegyldigt trådte i karakter som en af den hvide bluesverdens store guitarister.
Det var først, da Slipknot trådte et skridt væk fra nu-metallen, at de viste sig langtidsholdbare. Inden næste måneds Copenhell-koncert kigger vi tilbage på bandets tredje og bedste album, der netop er fyldt 15 år.