Som stort set alle andre bands, der spillede på W:E:T Stage eller Headbanger's Stage om fredagen, måtte det amerikanske dødsmetalband The Black Dahlia Murder lide med en utrolig dårlig lyd.

Hvordan passede Therapy? egentlig ind i det samlede lineup for Wacken?

Parkway Drive havde debut på Wacken Open Air, og det var en tordnende succes.

Den walisiske kvartet beviste, hvorfor de skulle stå på Wackens største scene. Et generationsskifte i metallen?

I år er det 12. gang, redaktionen sender Kent til Wacken Open Air. Her fortæller han, hvilke ting og bands han ser frem til ,samt om det, han undgår med alle fibre i kroppen.

Med et koncertprogram primært dikteret af omstændighederne har årets billeder fra Wacken Open Air et stærkt fokus på, hvad der foregik på hovedscenerne. Dog med enkelte nødvendige afstikkere til dødsmetal rundt omkring i 25596 Wacken.

Folk var glade, bandet respektindgydende og Judas Priest i den grad værdige som hovednavn på Wacken Open Air, men skribenten var alligevel ikke fuldt ud tilfreds.

Biohazard imponerede på Wacken Open Airs solbeskinnede Party Stage med voldsom sceneaktivitet og gav den så meget gas, at det til sidst på besynderligvis ligefrem blev lidt ensformigt.

Amorphis holdt sig til det oldschool i et velspillet show, der i den grad kiggede tilbage i bagkataloget. Selvom magien fra dengang måske ikke helt kunne nås, så var det professionelt udført, stærkt og medrivende alligevel.

Knap var årets Wacken overstået, førend der kunne meldes udsolgt til næste års udgave. Vi er ikke sikre på, at dette er sundt.

My Dying Bride satsede på det gamle og forenede fornemt den smukke og alligevel til tider grumme musik med den mørke sommernats kølige temperaturer på Wacken Open Air.

Annihilator har skuffet de sidste par gange, vi har set dem, men fredag aften lykkedes det canadierne at bryde kurven ved at give en energisk og vellykket koncert.

Der var en vis ensformighed over Ill Niños musik, men om de så havde spillet den samme sang igen og igen sættet igennem, så havde de med garanti stadig lavet en kæmpefest i teltet.

In Flames er sikkerheden selv. Ikke bare i musikalsk performance, men også for Wackens arrangører, der med bandet ved, at succesen er hjemme for festivalens kernepublikum. Showet var godt, men bandet kan levere magi, og det fik man ikke denne gang.

Samael slap godt fra et show, der havde programmerede trommer, selvom over 90 % af showet hyldede en klassisk plade, der er indspillet med rigtige trommer. Reaktionerne blandt publikum rakte til både fællessang og crowdsurf under teltdugen.

En velvalgt sætliste og en uventet gæst hev niveauet op, uden at publikum af den grund druknede i et overstrømmende blodbad som håbet

Skindred sikrede en misundelsesværdig pulseren foran Wackens Party Stage, da de leverede lige dele tunge riffs, drum'n'bass, heavy metal, reggae, hiphop... og et enkelt Metallica-cover.

Ingen kommer i nærheden af Obituary, når de er bedst. Det blev cementeret, da de leverede et af årets højdepunkter på teltscenen

Der var fyret godt op under forstærkerne, da Zakk Wylde og band indtog den store Black Stage fredag aften, men koncerten kom aldrig helt op at ringe.

Lørdag var en dejlig dag på Wacken, hvor solen endelig, endelig kiggede ordentligt frem, mens Kataklysm kunne stå for oplagt morgengymnastik, og Judas Priest senere var metalguder, mens Obituary egentlig bare var det sejeste og vigtigste i verden.