Det var nu nok lidt hårdt at få skubbet sig selv i gang sådan en søndag i den første weekend i året. Derfor var reaktionen på det danske opvarmningsband What Worms Inherit også ganske afmålt med høflige klap, men der blev nu også nikket med hovederne til bandets i høj grad rytmisk udfordrende musik.

Bandet havde fed lyd - noget man vel efterhånden altid vil forvente på Beta - kun bassen havde en kedelig smældende lyd, når bassisten lige blev for ivrig og ville fremhæve et break eller lignende. Til at starte med savnede man måske en ekstra guitarist, når der blev spillet solo og bas og trommer skulle klare sig alene, men det var som om, at lydmanden også hørte det, så hurtigt kom der mere fylde i bassen, så samspillet mellem trommer og bas bedre kunne nydes.

De progressive og meget varierede riffs fandt ofte vej til power groove, hvor forsangerens vokal råbte eller skreg sig ind over. Indimellem var vokalstilen let rappende a la Rage Against The Machine og i en anden sang var der lidt Disturbed over det, når der også røg en anelse melodi indimellem de råbte ord. What Worms Inherit var ganske interessante selvom nogle passager virkede lidt for "designede", så groovet gik tabt.
_{(karakter: 3)}


Søndagssløvsind blev grindet væk

Gulvet foran scenen var under opvarmningsbandet mest blevet benyttet af fotografer, men der var dukket flere gæster op undervejs, så da da det svenske/engelske/chilenske Lock Up gik på, fik fotograferne ikke helt samme arbejdsro.

Tomas Lindberg var præcis den fornøjelse at opleve som man havde håbet på. Der var fri snak mellem numrene, men det løb ikke af sporet, som det ofte er set hos fx Phil Anselmo, og i stedet fik man underholdning om førende black metal-byer og udsagn som at Stockholm er en wannabe-hovedstad. I følge Tomas er det selvfølgelig Göteborg, der er den rigtige hovedstad i vores naboland.

Shane Embury på sin Warwick-bas så ud som han plejer at se ud, hvad end bandet er Napalm Death eller som her et af de utallige sidebands. Højrehånden tæskede op og ned af strengene og bassens krop fik en mere og mere svedig glans i løbet af koncerten. Håret var stort og hovedet manisk nikkende: Jo - det var den rigtige Shane.

Og det var i høj grad svedigt. Anton Reisenegger stod som sin bandkollega Shane også lidt fast på samme sted, men der blev headbanget og leveret hurtige riffs på stribe, og så var der også mere plads til en fandenivoldsk "Tompa", der ikke stod stille, og med sin utroligt seje udstråling, fik han let vinket publikums næver i vejret og igangsat en god omgang headbanging.

Med svedig lethed

Der var måske ikke en decideret moshpit - dertil var det nok for meget søndag - men det var helt tydeligt, at folk nød den rasende "støj" uanset om det var numre fra den nye skive eller ældre klassikere som 'Afterlife in Purgatory' eller 'The Jesus Virus', som var en morbid salut til den netop overståede jul.

Alt imens sveden rasede ned i ansigtet på Lock Ups medlemmer forrest på scenen, så så det nærmest ubesværet ud for Nick Barker bagved på trommerne. Der blev blastet på imponerende vis! At det dog alligevel kostede lidt kræfter for den store mand kunne ses i nogle af breaks'ne eller lige efter et nummer, for her tog trommeslageren sig altid lige en velfortjent, stor mundfuld luft.

Lock Up blev oprindeligt dannet med Jesse Pintado fra Terrorizer, men han døde jo desværre i 2006, hvilket nogle år efter gav plads til Anton på guitarposten. Jesse blev naturligvis hyldet med et par sange dedikeret til ham. Men også det københavnske publikum fik stor tak for at være mødt op på sådan en søndag. Og Tomas havde noget at have det i, når han sagtens kunne sætte sig ind i, at det var lidt svært at hive sig selv af sted, når arbejdet var faretruende nært: han skulle selv på arbejde næste dag kl. 8.00.
_{(karakter: 4)}

Devilution fik sig før koncerten en snak med Tomas Lindberg, så der vil komme interview og en "10 hurtige" inden længe på sitet her. Indtil da kan man fornøje sig med et nummer fra bandet på Beta: