Mastodon har slået sig selv fast som ét af de helt store bands. Og dét er ganske imponerende, når man tænker på, at gruppen ikke er meget mere end ti år gammel, altså ungt for et band, der har nået, hvad denne uldne elefant har:

Et væld af vellykkede koncerter og fem album, der ganske vist har fået en mere og mere blandet modtagelse, efterhånden som de er blevet linet op, men som ikke desto mindre vidner om et kompromisløst ønske om med hver eneste udgivelse at skabe noget nyt – ikke noget med at genudgive det samme album hér.

Denne idealistiske tilgang til musikken var man også vidne til i Mastodons Vega-optræden. 23 numre, der alle blev leveret super tight og med sans for detaljen, fik et godt og vel fyldt spillested at høre. Sangene var samlet fra hele bagkataloget, men i sagens natur var der flest fra den seneste udgivelse 'The Hunter'. Fra førstnævnte var åbningsnumrene 'Dry Bone Valley' og 'Black Tongue' hentet, og de fungerede fint til livebrug, hvilket er mere end man kan sige eksempelvis 'Thickening' og 'Blasteroid' der ikke rigtig rykkede, hvilket faktisk var kendetegnende for store dele af koncerten.

En biografoplevelse

Rigtig meget af musikken blev spillet tilbagetrukket på scenen med blikkene stift rettet mod strengene. Musikerne henvendte sig i løbet af den ca to timer lange koncert ikke til publikum før til sidst, hvor der til gengæld skulle synges fødselsdagssang for Brent Hinds der sådan cirka havde fødselsdag.

Den manglende interaktion gjorde, at koncerten mere kom til at minde om en koncertfilm end dét møde mellem band og fans, som en rockkoncert bør være. Det skal retfærdigvis siges, at hen mod slutningen var koncertstemningen tøet lidt op med 'Crack the Skye' og selvfølgelig publikumfavoritterne 'Iron Tusk' og 'Blood and Thunder', men i lange perioder var den bare ikke særlig intens, og publikum viste den egentlige betydning af ordet "tilskuere" - nogen, der står og kigger.

Man kan selvfølgelig indvende, at Mastodons musik er kompleks og at dele af den er så vanskelig, at det ikke er muligt at spille den, samtidig med at man pikhopper fra monitor til monitor. Man må så bare sige, at det er lykkedes for bandet at levere de dele mere engagerende før – eksempelvis på sidste års Roskilde Festival, som var en ganske særlig vellykket optræden. Et nummer som 'Capillarian Crest' var et godt eksempel på svær musik, der i Vega ikke kom til at svinge, og derfor bare virkede som noget der skulle lires af.

Vender tilbage

Nå men... Koncerten afslørede i det mindste, at flere af numrene fra den seneste plade, der ikke er faldet i lige god jord alle steder, sagtens kan gøre sig i det tidligere materiales mægtige selskab. Både de to førnævnte åbnere, men også 'Curl of the Burl' sad lige i skabet.

Derudover afslørede Brann Dailor, da der til slut endelig blev åbnet op for talestrømmene, at Mastodon muligvis ville gæste Danmark allerede til sommer (så kan man jo gætte på i hvilken forbindelse dét bliver – næppe Roskilde Festival...), og så man kan jo håbe på en lidt mere engageret optræden til den tid.

Husk at Mastodon spiller på Voxhall i aften!