ACW 26: Kun glimtvist godt
Belgiske Thot lovede alt på plade og leverede ikke – desværre. For der var fede øjeblikke i deres sæt, der for størstedelens vedkommende virkede som et efterskoleband.
Belgiske Thot fik lov til at åbne den skumle kælder i Basement, og med en lovende plade fra 2024 i baghånden var det en koncert, jeg virkelig gerne ville se. Og synes om. Det gjorde jeg bare ikke.
Slår man Thot op på Pelagic Records, selskabet, der udgav deres seneste album, Delta, kan man se, at der er sket betydelige udskiftninger i line-uppet. Tilbage er komponist og bagmand Grégorie Fray samt forsanger Zana Bèrisha. I hvert fald så vidt jeg har kunnet finde ud af på nettet. For det er bestemt ikke et band, der er bange for forandring. Men heller ikke det band, der i sin tid indspillede seneste plade, 'Delta'. Måske deri ligger forklaringen på min skuffelse.
Om det gav et brag, da bandet blev delt på midten, er svært at regne ud, men det har haft konsekvenser for musikken, der i enkelte øjeblikke stod virkelig skarpt, mens størstedelen mest virkede som et efterskoleband med musiklæreren på guitar.
Bèrisha’s stemmemæssige range blev i størstedelen af numrene overhovedet ikke udnyttet, og hun lå og rodede med en fin, men ikke prangende alt sammen med alt andet i lydbilledet, hvor hun som minimum burde have været produceret lidt frem for at skabe en form for kontrast. Med sin spåkone(?)-udklædning stak hun helt af fra Fray, der havde taget 80’ernes æstetik med sig på scenen, mens både bassist og trommeslager (fremragende begge to i øvrigt) bare havde helt almindeligt Gen Z-tøj på. Det gav et lidt usammenhængende, visuelt udtryk, som ikke blev bedre af, at hele første nummer gik med, at Bèrisha skiftevis lyste på sit eget ansigt (nedefra) og på Fray, når han tog vokalrollen. Det var altså temmelig besynderligt, en anelse kikset, og jeg forstod slet ikke, hvad det skulle til for.
Glimtvist strålende
Værst var det med det kompositoriske. Det er ikke, fordi Fray (eller de andre) mangler talent, men det, der kunne have været eksperimenterende, progget og anderledes, blev bare til en ret vild omgang genreforvirring, som kun i glimt fungerede helt optimalt. Dog var der lyspunkter. Fjerde nummer – første gang spillet i Danmark ifølge Fray – var ganske enkelt fremragende. Det stak ud på så mange måder, at jeg kom i tvivl, om sætlisten bestod af numre skrevet over flere år, for her var kvaliteten i top.
Med svære og skæve vokallinjer og tilsvarende skævt guitarspil kom hele bandet til deres ret, og Bèrisha fik endelig lov til at vise, hvad hun duede til. Ikke så lidt. I mine noter har jeg skrevet: “gid hele sættet var sådan her”. Det var det bare ikke, og i femte nummer gik de desværre tilbage i den gamle skure. Bandet er reduceret fra kvintet til kvartet, og således må man formode, at synthen var ubemandet af en grund denne aften. Den blev i stedet styret af trommeslageren, og den fungerede egentlig udmærket, men jeg undrede mig en del over, at bassisten ikke spillede med på stykker, der var helt oplagt velegnede til at få et live-feel over sig. Der, hvor hun faktisk spillede med, kom der bund i buksen – det var bare alt for sjældent.
Efter en lidt lang ørkenvandring i en genreforvirret tomgang kom vi til aftenens sidste nummer. Det kom helt klart af samme skind som sættets fjerde nummer. Virkelig godt, og en god én af slutte af på. For det er jo det nummer, folk husker. Desværre var resten af koncerten ret forglemmelig og det lykkedes aldrig for mig at slippe tanken om musiklæreren fra efterskolen, der er trådt ind i en musikgruppe.