Hyggelige grin
Populær
Devilution er ikke vant til at anmelde stand-up-comedy, men når nu man blev lovet en tur ned igennem metallens historie med det vaskeægte metalhead Andrew O'Neill, så skulle det da tjekkes ud.
Mens mange andre danskere sad og kom i stemning til aftenens fodboldkamp, som vel nærmere blev tragikomisk set med danske briller, tog Devilution ud og tjekkede pulsen på noget så sjældent som heavy metal stand-up. Man kan til dels sige, at genren for så vidt findes i forvejen, da man sjældent kan gå fra et spoken word-show med Henry Rollins uden at have hørt noget om metal og samtidig have fået rørt grinemusklerne lidt. Og det samme var også tilfældet, da Scott Ian tog rundt uden sin guitar og i stedet lod stemmebåndet berette historier.
Og så er der selvfølgelig de frontmænd på metalscenen, hvor humoren, både den gode og dårlige, af og til nærmest overtager showet. Fredag aften på Bremen Teater var det imidlertid lidt den anden vej rundt. Engelske Andrew O'Neill havde godt noget taget sin Flying V-guitar med, men både program og han selv lovede stand-up-comedy. Normalt er stand-up og guitar ikke det bedste mix – medmindre man da finder den fjollede gøgler Dan Andersen sjov i længere tid af gangen.
Andrew O'Neill er med egne ord et ægte metalhead. Og dette havde fået ham til at sætte et show op, så man kunne få et indblik i den verden, som de fleste læsere på Devilution nok er bekendt med i forvejen. Beskrivelsen af showet forud for arrangementet lovede, at der ville være noget for alle, også selvom man ikke i forvejen var til metal. Efter at have oplevet showet, så skal det nok tilføjes, at selvom manden givetvis var morsom og hyggelig at være i selskab med, så havde metalhovederne en fordel, hvad angik mulighederne for at få udbytte af showet.
Guitaren var meget i brug under englænderens show. Han lagde ud med et nummer med egne tekster over kendte riffs og berettede en historie om metallens oprindelse. Lydmæssigt startede det skidt med for lav og plastik-agtig guitarlyd, men den del blev heldigvis hurtigt rettet op. Det kunne være svært at høre al den omskrevne tekst i de kendte melodilinjer, men der var rig mulighed for at fange pointerne, når Andrew O'Neill tog det hele i lidt mere uddybet form uden sang, men blot med et guitarriff i ny og næ.
For de, som er bekendt med Jams bog om heavy metal eller lignende værker, så var der måske ikke så meget nyt i præsentationen af heavy metal fra den første brug af ordene i Steppenwolfs 'Born to Be Wild' (og ordene "heavy metal thunder"). Men der var godt med humor fra den muntre englænder, som var ganske behagelig og hyggelig at høre, når han præsenterede historierne. Med flere morsomheder som for eksempel Black Sabbaths manglende evne til at finde på nye rim: "What is this that stands before me?/ Figure in black which points at me" og "Generals gathered in their masses,/ Just like witches at black..." Ja, du har nok gættet det, sagde han: "masses".
"Hvad siger koen, Ozzy?"
Andre steder legede han fluen på væggen, når han fortalte om, hvordan Venoms stiftere som børn havde haft det med søndagsskole, og hvordan de havde fundet på de fine kunstnernavne. Eller hvordan man i studiet havde opgivet at få Ozzy til at synge "moon" i Bark at the Moon: "Hey Ozzy, what does the cow say? Ok, now add an "n" to that". Og når sådan en joke så fortælles, så fyres den af komplet med riff og vokal: "Bark at the Moo!".
Nogle ting var mere friske end andre. O'Neill er ikke den første til retrospektivt at spekulere på, hvordan man i så mange år havde overset, at Rob Halford var über-homoseksuel, og hvorfor det først kom frem i 1998, selvom der forinden havde været tvivlsomme outfits med læder og nitter og sangtitler som 'Leather Rebel' og 'Grinder'. Så var der de mere fjollede jokes, om end de nu var morsomme nok, som når den australske metalscene blev vurderet lidt, som vi kendte den - med den undtagelse, at deres moshpits løb den anden vej.
For folk, der har metallen ligeså nær som fyren på scenen, var showet ganske underholdende og vedkommende. De fleste med trang til metal kan også godt lide at snakke om metal. Og høre om metal. Når det så samtidig blev krydret med en jovial fyr, der havde nogle ganske gode pointer og sjove observationer, så var det helt sikkert besøget værd og lidt til. Men skal det sammenlignes med nogle af de mere etablerede stand-up komikere, så manglede der nok lidt rutine og lidt større skarphed. Andrew O'Neill var dog fint med på lidt improvisation, som da han efter at have præsenteret Metallicas sorte album som hans egen "gateway to metal" og en tilskuer råbte "mine too" og han stillede sig afventende, som om han forventede at høre mere. "Oh, you said "mine too". I thought you said "'Andrew?'..."
Autentisk ad helvede til
I forhold til Jim Breuer, som også gør det i stand-up med metal og rock som emne, så var Andrew O'Neill at foretrække med sin meget autentiske metal-persona lige fra det lange hår til vesten med patches – som da han præsenterede, hvad metalfolket er for nogle: vi kan lide at sy. Til gengæld havde han ikke stemmen til rigtigt at karikere folk eller specielt deres vokaler. Dertil er Jim Breuer længder bedre og også mere stilsikker og bedre egnet til det store publikum. Men det var troværdigt og med et helt rigtigt budskab: Metal er det bedste i verden. Det stod klart hele vejen fra starten med præsentationen af to slags mennesker. Nemlig metalfolket og "dicks". Og forskellen på metal og goth.
Så på trods af lidt drillerier i teknikken, nogle dele skyldtes en glemt bærbar computer i hjemlandet, sammen med den nævnte måske ikke helt så rutinerede fremtoning, så var det alligevel et godt show, der kunne forbedres. Andrew O'Neill talte om planer om at vende retur med et rigtig dødsmetalband som backingband. Med eller uden band skal der stadig lyde en anbefaling af tjekke det ud. Der lå noget charme i showets lo-fi, som hovedpersonen selv kunne grine af, men der kunne sikkert let skabes en større sammenhæng, hvis backingtracket var et rigtigt band, og han ikke skulle stå og fumle med teknikken selv på scenen.
Med en øl i hånden var det som at møde en ny sjov kammerat, som man kunne dele sin metalpassion med. Ganske hyggeligt.