WOA'13: Tiden er løbet fra dem - igen
Populær
Man kan have nok så meget sympati for Lips & Co. i Anvil, men på et eller andet tidspunkt efter den famøse film er det holdt op med at være sjovt, når musikken skal stå en distance, den ikke kan holde.
Fredag aften efter en meget varm dag var der ikke meget afkøling at hente under teltdugen ved W.E.T/Headbangers Stage. Folk stod tættere end forventet for at se koryfæerne i Anvil, der stod klar til at spille deres tredje Wacken-koncert - den anden efter "reinkarnationen" i den famøse dokumentarfilm om bandet. Lips sagde det selv undervejs: "after that movie all my dreams have come true". Men heden skyldtes desværre ikke en brandvarm præstation på scenen.
Filmen behøver næppe nogen introduktion, og det var svært efter gennemsyn ikke at holde af de sympatiske og passionerede mennesker i bandet. Flere har af denne grund begivet sig ud for at se bandet live siden for lige at give et anerkendende klap på skulderen for at have været så udholdende i alle de år, selvom det kun gik ned ad bakke for bandet. Men flere gensyn med bandet live ... det må være forbeholdt de få at holde ud, for lad os bare være ærlige her: Bandet har nærmest intet brugbart sangmateriale.
Det er metal i sin allersimpleste form, hvilket ikke behøver være et kritikpunkt, men til gengæld så skal musikken død og pine også fænge. Og der er grænser for, hvor mange 'Metal on Metal'-agtige sange, som vil holde, uden at det bliver et trist opkog over gennemtærskede idéer. Frontmand Lips var som vanligt et stort smil og nærmest ikke til at trække ned af scenen igen, men når musikken var banal og vokalen kedelig og ensformig, så kunne end ikke Robb Reiners egentlig ret solide trommespil redde kedelige riffs i en lidt for tynd lyd. Ny guitar hos Lips eller ej: "She's only been fucked 5 times".
Ikke mere solo tak!
For lange passager dedikeret til solo, uanset om der blev spillet med vibrator/dildo eller med almindeligt plekter, tog den smule pust ud af showet, der havde været der, da de musikalske evner ikke hører til i den ekvilibristiske ende. Anvil blev dog modtaget og hyldet som helte, men det skyldtes nok snarere en reaktion på dokumentaren end musikken. For jo længere man lyttede til koncerten, jo mere stod det klart, at der nok var en helt naturlig grund til, at Anvil aldrig blev større end en kort succes i 80'erne. Det skyldes ikke udelukkende uheldige omstændigheder og dårlige beslutninger fra band, managers og pladeselskaber. Musikken er bare ikke bedre. Og et nummer som 'Badass Rock 'n' Roll' blev nærmest pinagtigt ringe, når ordet "badass" stadig lå i baghovedet efter sangens annoncering. Det var kun svedigt pga. varmen i teltet.
Men lad alligevel bandet. Lips og Robb fortjener en fortjenstmedalje for deres kamp for Anvil og den underholdende dokumentar, så så længe der er publikum i mængder tilsvarende deres koncert på Wacken, så lad dem spille. Men høje karakterer for bandets live-anmeldelser vil nok næppe følge i hobetal.