Copenhell 26: Konfetti og emo-attitude
Gimmicks og konfetti i overflod kunne ikke redde skuffende hovednavn.
Hvis man skal tage Copenhell-arrangør Jeppe Nissens ord for gode varer, skal metal have tid. Måske er det derfor, mange stadig anser britiske Bring Me The Horizon for at være blandt de nye. Hvilket er en smule bizart, når man kunne opleve selvsamme band i Amager Bio for 15 år siden.
Frontmand Oliver Sykes og Sheffield-bandet er ikke blevet yngre siden. Dengang var bandet blot ét blandt en grumset gruppe håbefulde metalcore-bands med stærkt begrænsede evner. Bring Me The Horizon har siden klogeligt forladt den fortærskede genre, og især to stærke udgivelser i midten af 10’erne katapulterede bandet helt til tops. Torsdag aften var det dog svært at se og ikke mindst høre, at de skulle være blevet bedre med alderen.
Briterne er ellers et af årets helt store navne på en blodfattig plakat, men det var indledningsvis ikke til at høre. Til trods for en scene-opbygning, der næsten kunne gøre Kongen af Hvidovre misundelig.
Konfetti og emo-attitude var der nok af, men først på semi-hittet 'Happy Song' begyndte Oliver Sykes at træde en smule i karakter og svede lidt for hyren.
Og ja - der var også konfetti her.
På 'Teardrops' fik også resten af bandet endelig vist lidt tænder, og momentant gyngede Refshaleøens ubarmhjertige beton. Og sørme ,om vi ikke fik en kærkommen circle pit bag hegnet. Helt deromme, hvor man ellers normalt står i nogenlunde sikkerhed. Den snurrede stadig lystigt, da 'Shadow Moses' sendte de forreste rækker i ekstase, men et samarbejde med opkastfremkaldende Babymetal tog straks efter pusten fra selv de mest dedikerede.
Og ja, der var alt det lir, Bring Me The Horizon plejer at slæbe med, men det var langt fra nok. Bandet har bestemt skrevet gode sange. De har bare for få af dem, og med det glidende stilskifte fra metal over mod rock, har briterne sat sig selv i en svær position, hvor de skal forsøge at please fans i begge lejre.
De store hits var desværre ofte plastret til med et lettere pinagtigt tegneserie-show på storskærmene. Noget, der mest af alt mindede en om skrald, man ville forbyde sine børn af se på YouTube. Det ødelagte en stor del af showet. Og der var folkevandring. I den forkerte retning. Mod baren eller bare væk. 'Drown' druknede regulært i publikums ævl, mens 'Throne' slet ikke fik den slagkraft, slageren ellers potentielt besidder.
De få gange, det var godt, var det rigtig godt. Men det var primært på de helt store hits. Når det ikke var godt, var det tæt på tåkrummende. Publikum var heldigvis taknemmelige. Eller meget fulde. Eller måske begge dele. BMTH var til gengæld skuffende.