Festlig og forudsigeligt
Carpenter Brut fik uppet sit game, som man siger på nydansk, og var i modsætning til sidste gang ikke det mindste kedelig. Til gengæld havde han af besynderlige årsager valgt at finde opvarmningen på et af de billigere krydstogtskibe.
Et godt fyldt Store Vega, en gennemsnitsalder et stykke over 30 – og dog med islæt af ungdom, der nostalgisk kiggede tilbage mod fredeligere og mere gennemskuelige tider dengang i 80’erne, komplet med Tommy Seebach-hår og en garderobe, som den også så ud på mine klassebilleder fra 1984. Nuvel. Det var mandag. Og det var tid til fest af den elektronisk-metalliske slags.
Billig krydstogt-vibe
Aftenens første optrædende var Sydney Valette, en enmands-hær, der både betjente synths og vokal i et stærkt eklektisk univers, der vist gerne ville lyde ala noget med Depeche Mode, men mest kom til at lyde som en skabet og skrabet version af Boy Harsher. Med en irriterende, nasal vokal, der bevægede sig i det Gahan’ske univers (uden sammenligning i øvrigt) og med en mildest talt særpræget dans, var oplevelsen af Valette mere lidt som at se nogen falde på cykel, end det var egentlig godt.
Bevares. Der var da gode takter i ny og næ, men indpakningen og det stærkt ensformige gjorde ikke noget for at føje noget til oplevelsen. Valette lød og lignede mest af alt en, der spiller på et krydstogtskib. Ikke et fedt krydstogtskib, men et af de der lidt småslidte krydstogtskibe, der altid ender med at sejle på grund, fordi kaptajnen er fuld. Endeløst, men ufrivilligt, morsomt og endeløst, og lige så ufrivilligt, trist.
Hvad har orchestral hit egentlig gjort dig?
Så meget desto bedre var Carpenter Brut. Og her skal jeg bekende kulør, for jeg ventede mig ærlig talt intet af koncerten ovenpå den ret tamme koncert i Store Vega, sidst Frank Hueso gæstede disse breddegrader.
Hueso forstår at gøre sin entre. Med sig havde han (som altid) Adrien Grousset på guitar og Florent Marcadet på trommer – samt et lysshow, der lige havde fået et nøk op siden sidst. Den første tredjedel af sættet var domineret af det nye album, 'Leather Temple', som vi også anmeldte her på magasinet. 
Og jeg må sige, at jeg frem til sang nummer 5-6 stykker havde meget bange anelser for koncerten. Jeg elsker synthlyden orchestral hit. Det er verdens mest oversete og/eller udskældte synthlyd, og den kan alt muligt. Men ikke, når den bliver brugt hele tiden. Og særligt ikke, når den anvendes så forudsigeligt, som det er tilfældet i sættets første tredjedel. De var skåret over stort set samme læst, og det begyndte at blive næsten pinagtigt at være tilskuer.
Alle faldt i hak
Men så skete der heldigvis noget. Ind med et par afdæmpede numre, noget der lige kunne tage os med ned fra orkester-basunerne og ned i det, det hele handlede om – og så blev koncerten en anden. Der kom for alvor gang i pitten, og der blev danset, så det kunne mærkes i gulvet, og der var varmt og svedigt og høj bølgegang, sådan som der skal være til Carpenter Brut. Med et relativt lille mulighedsrum indenfor sin genre, så er der bare grænser for, hvor langt ud til siderne man kan komme musikalsk. Og Hueso holdt sig da også pænt indenfor skiven og gjorde det bedste, han havde lært med det rum, han var givet. Og han var fænomenal til at skabe en fest.
De lejlighedsvise, korte sætninger, der helt i musikkens ånd blev afspillet ved tryk på en knap imellem numrene, var både fjollede og på lige linje med Huesos maskinelle fremtoning. Han spiller på en maskine og ligner en maskine, som han står der bag synths og kommanderer tropperne rundt på gulvet – noget der dog viste sig ualmindeligt svært under hans signatur-cover, Maniac, der sendte folk flyvende rundt på dansegulvet, som om der ikke var noget imorgen.
Det var fredag på en mandag, det var festligt og forudsigeligt. Men det var præcis, som en Carpenter Brut koncert skal være. Og havde det ikke for været misbruget af verdens mest udskældte synth-lyd, så havde Hueso og Co. sgu nok sneget sig op til topkarakter.