Classic Rock version 2.0

Populær
Classic Rock version 2.0

Soundgarden leverede et fint og flot comebackshow med fokus på musikken, mens svenske Graveyard besørgede en gedigen opvarmning.

Kunstner
Spillested
Dato
09-09-2013
Genre
Trackliste
1. Flower
2. Outshined
3. Black Rain
4. By Crooked Steps
5. Rhinosaur
6. Taree
7. Rusty Cage
8. Blind Dogs
9. Non-State Actor
10. Fell on Black Days
11. Blow Up the Outside World
12. Pretty Noose
13. A Thousand Days Before
14. Burden in My Hand
15. Been Away Too Long
16. The Day I Tried to Live
17. 4th of July

Ekstranumre:
18. Hunted Down
19. My Wave
20. Black Hole Sun
21. Beyond the Wheel
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

For mange af dem der mødte rockmusikken i 90'erne er Soundgarden-album som 'Badmotorfinger' (1991) og 'Superunknown' (1994) vel nærmest at betragte som en art Classic Rock Version 2.0.?

Tiden er gået og året her er således et sølvbryllupsår for debut-albummet 'Ultramega Okay' (1988). Via opfølgeren 'Louder than  Love' (1989) fandt bandet så formen og formlen på den fabelagtige 'Badmotorfinger', hvor den oprindelige heavyness og eskursionerne ud i Black Sabbathsk 70'er tyngde smeltede sammen med en frisk og fornyende hard rock.

Det var dengang, hvor Metallica og Guns N' Roses var de nye store - ja, største - heavynavne og hvor den nye, alternative Seattle-bølge var ved at bruse frem og massedrukne alverdens glamrockede puddelhundsorkestre.

Soundgarden er dog meget andet end "Seattle-grunge", selvom bandets første par ep'er, 'Screaming Life' (1987) og 'Fopp' (1988) blev udgivet på det grungeikoniske Seattle-pladeselskab Sub Pop.

På det lange men sammenhængende gennembrudsalbum 'Superunknown' (1994) lod Soundgarden kreativiten og den unikke tæft for melodiforståelse slippe løs i en kærlig og varianbel omfavnelse af klassisk rock som førnævnte Sabbath (nu i langt blidere skala), Led Zeppelin og og endda en smule The Beatles og The Doors.

En tendens, som fortsatte på den spændende 'Down on the Upside' (1996), der havde sine meget fine og flotte momenter, men som også blev begyndelsen til enden for det alt mere borgerkrigshærgede band.

Relevant reunion

Uanset den triste opløsning i sen-90'erne så har Soundgardens sangskriverkyndige syntese af Led Zeppelin og Black Sabbath tilsat listige doser af psykedelia, grunge og garage rock holdt sig godt gennem årene.

En gendannelse af det klassiske line-up med frontmand Chris Cornell (som har haft høj profil i 00'erne som solist og i Audioslave), guitaristen Kim Thayil, bassisten Ben Shepherd og trommeslageren Matt Cameron (også kendt fra Pearl Jam) synes veltimet og fornuftig - og med en relevant kreativ pointé,som det kan høres på sidste års fornuftige comeback-album 'King Animal', bandets første studieudspil siden 'Down on the Upside' i 1996.

Et album, hvor Soundgarden får forbundet fortiden, især anno 'Superunknown' og til dels 'Badmotorfinger' med bandets aktuelle identitet.

Selvklart miks

Det var selvklart også et solidt miks af 90'er klassikere og de nye sange, som udgjorde Soundgardens knapt to timer lange sætliste mandag aften i Forum.

Et koncertsæt, som afspejlede Soundgardens særlige tæft for tung, dynamisk rock med Cornells fremdeles vitale stemme på top. Showet gennemført i et højt volumniøst lybillede uden dog at være så rungende og skurrende som det ellers kan blive i den store Forum-hal; men med bandets velfungerende vekselvirkning mellem hård og rå kraft og melodiøsitet og melankoli, fornemt underbygget af de lækre visuelle videoprojektioner på storskærmen henover bandet.

Særlig stærkt var det i den intense og hypnotiske 'Rusty Cage' og den svævende men fyldige 'Taree'... Der var substans i den melankolske og fængende 'Fell on Black Days', der gik fornemt over i den artige ovarraskelse 'Blow Up the Outside World'.

Okay, ekstarnummeret og superhittet 'Black Hole Sun' lød måske mere af nødvendighed end nerve, men så var der til gengæld gnist og groovy skarphed i numre som 'Burden in My Hand', 'The Day I Tried to Live' og 'My Wave'.

Stabile stjerner og stærk support

Nu er Soundgarden ikke et band, der ligefrem vælter ud over scenen med retorik, hundekunstner og ekstrovert performance. Men bandet mønstrede bundsolid power og energi i en velkomponeret sætliste; og som publikum til et så vitalt orkester må man bare søge dybt ind i musikken og finde kvaliteterne der.

På den vis hev Soundgardens comeback-seance sig op på fire stabile stjerner, som også stabiliseredes yderligere af det svenske supportband Graveyard, som også Chris Cornell fandt anledning til at rose mod slutningen af Soundgarden-sættet.

Graveyard leverede også et reelt, robust og autentisk show af retro-heavy med stoner rock-feeling og psykedeliske inputs. Fyrre flotte supportminutter, der gav lyst til mere.