Copenhell '19: Skabelonmetal a la Bennington

_R7A7779 copy
_B2A6129 copy
_B2A6170 copy
_B2A6234 copy
_B2A6200 copy
_R7A7787 copy
_R7A7866 copy

Like a Storm åbnede årets Copenhell med en koncert, hvor bandets entusiasme gjorde noget mere indtryk end deres ret klichémættede repertoire.

Kunstner
Dato
19-06-2019
Trackliste
1. Pure Evil
2. The Bitterness
3. Complicated (Stitches & Scars)
4. Solitary
5. Crawling
6. The Devil Inside
7. Love the Way You Hate Me
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

Newzealandske Like a Storm stod for at åbne Copenhells opvarmningsdag. Onsdag klokken fem om eftermiddagen er næppe det nemmeste tidspunkt at få startet en fest, men festivalpublikummet var tydeligvis hungrende efter musik, og pladsen foran Pandæmonium var udmærket fyldt, tidspunktet og det bagende solskin taget i betragtning.

Kvartettens frontfigurer, de tre Brooks-brødre Chris, Matt og Kent, deles om rampelyset, sangertjansen og instrumenterne, hvilket giver en udmærket dynamik på scenen, og specielt førsteguitarist Matts rene vokal fungerer ganske glimrende, ikke mindst i ’Complicated (Stitches & Scars)’ og den let proggede ’Solitary’, hvor Chris Brooks også demonstrerer bandets særpræg fra hjemstavnen, didgeridooen. Rent musikalsk tilføjer instrumentet ikke nogen særligt interessante aspekter, men om ikke andet får det da Like a Storm til at skille sig en smule ud.

Bandets moderne metallyd har lånt mere end en ting eller to fra Linkin Park, hvilket de heller ikke selv lægger skjul på. Hittet ’The Bitterness’ lyder ekstremt som meget som den hedengangne nu-metal-sekstet, og et akustisk cover af netop Linkin Parks ’Crawling’ smider for alvor facitstregerne under sammenligningen for de få blandt publikum, der endnu ikke havde fanget den.

Og den helt ekstreme lighed er vel, hvad der i bund og grund gør Like a Storm lidt uinteressante. For bandet vil virkelig gerne, de forsøger at få fat i publikum, forsanger Chris Brooks har gjort sig umage med at lære flere danske gloser end de fleste frontmænd på gennemfart i Denmark, og tilhørerne, der formentlig har hungret efter metal på Refshaleøen i mange måneder, er sådan set også klar på at tage imod. Men den bløde, lettilgængelige nu-metal lyder alt for meget som noget, man har hørt tusind gange før.

Like a Storm er udmærkede sangskrivere, der følger de klassiske skabeloner fra numetallens senere år, tilsætter lidt metalcore og ikke er bange for de store, smertende omkvæd, eksempelvis i ’Love the Way You Hate Me’. Men de er også bedøvende ligegyldige og væsentligt mere ufarlige end de plastik-skeletter, scenen er dekoreret med. Har man aldrig fået set Linkin Park, og er man rigtig ked af det, er newzealænderne en fin substitut. Hvis ikke, er bandets udtryk meget lig den teaterrøg, der konstant fejede ind over scenen koncerten igennem: En kortvarig, teatralsk effekt, som forsvinder fra bevidstheden lige så hurtigt, som man registrerer den.