Copenhell 25: Sværdkamp/svær kamp
Støvet blæste over både Copenhell og The Sword, som bestod prøven: Lille band vs. stor scene
For dem som kendte The Sword forinden Copenhell, var det et af de mere diskuterede af de navne, der skulle betræde den store Helvíti scene. For kunne de texanske, støvede heavy-/stonerrockere virkelig fylde dén scene ud? Naturligvis ikke – det kan bands på den scene sjældent, når der spilles tidligt på dagen, og den var immervæk kun 13.30, da bandet indtog de skrå brædder.
Men de gjorde det nu godt, som de gik på scenen med smil og charme, og kun Kyle Shutt uden solbriller på. Det ville nok også blive for meget, hvis alle i bandet udlevede ZZ Tops ‘Cheap Sunglasses’, som The Sword har lavet et cover af.
Der blev lagt stærkt for med fantastiske ‘Maiden, Mother & Crone’ fra 2008. Et nummer, hvis versriff lyder utroligt meget som Unleasheds omkvædsriff i ‘In Victory or Defeat’ fra 2006. Formodentlig et rent tilfælde, og skulle nogen alligevel beskylde nogen for noget, så ville Black Sabbath nok moderere slåskampen og minde om, at riffet alligevel i høj grad lyder af noget, der er født af arven fra dem.
Der blev fortsat med ‘Freya’, hvor man allerede kunne tænke den grove tanke, at The Sword egentlig rocker og syrer ud over det samme riff, men med et væld af forskellige variationer til. Og for fanden, hvor udnyttes den grundliggende DNA godt, mens vokalen og trommerne sørger for, at der alligevel endes et andet sted end udgangspunktet.
Showet er musikken
Der blev nikket med hovederne omkring en. De, der kunne hvert et ord, nikkede måske lidt mere ihærdigt og så lidt gladere ud end de, der bare nød den tunge, doomy og støvede rock i den fyldige lyd. Tager man et kig på nærværende sides The Sword-anmeldelser, så anes en tendens til, at pladerne hyldes mere end koncerterne. Og set på Copenhell-koncerten, så forstod man måske meget godt årsagen, for der gøres ikke meget fra scenen. Det handler mest om at spille. Denne torsdag blev det så heldigvis gjort på en måde, hvor man var overbevist om, at bandet godt gad denne dag, og således var sejere end på Roskilde Festival i 2013, hvor vores anmelder kaldte dem en skygge af sig selv.
Det var i vanligt tilbagelænet stil, at John Cronise i front tog sig af det meste vokal, mens han samtidig håndterede rytmeguitaren. Bryan Richie virkede glad på fløjen med sin bas og den festlige, regnbuefarvede guitarstrop, mens Santiago Vela III var sej bag trommesættet. Og Kyle Shutt? Han skar grimasser, som var det den største fornøjelse at vride strengene, mens håret blidt blev masseret af vinden, der blæste over pladsen her ved festivaldagens start.
Vi kom videre godt igennem ‘The Black River’, som The Sword ikke havde spillet længe, ‘Night City’ og store ‘Cloak of Feathers’.
Fyldt foran scenen og hele vejen op til Copenhells ikoniske hvilested, bakken, blev der dog aldrig. Men der blev leveret solid og standhaftig stoner-metal, der ikke faldt igennem, som nogen havde frygtet ville ske for de fire herrer fra Texas.