Copenhell 26: Bagud fra start
Loathe spændte ben for sig selv og ødelagde, hvad der reelt set var en helt acceptabel koncertoplevelse.
Hvordan starter man effektivt en koncert? Den kode er der mange bands, der har forsøgt at knække. Lunter man ind og siger hej? Sætter man en hype-mand af en DJ i gang med at danse fjollet (hej Slay Squad)? Skal der riffes afsted i ét væk? Der er mange muligheder for at gøre en god entré. Onsdag eftermiddag på Pandæmonium valgte Loathe alt andet end noget, der minder om det rigtige.
Det var nærmere det stik modsatte. Mens Chris Barnes underholdt på Hades, havde et fint udsnit af publikum fundet vej til det støvede grusunderlag foran Pandæmonium. Bevares, ikke nødvendigvis et imponerende fremmøde, men trods alt en god andel, der lod til at være parat til lidt kramme-rock med kant. På et splitsekund lykkedes det bandet at få pladsen lige foran scenen til at ligne den ørken, varmen tilkendegav.
Det er uheldigt at forsøge sig med en wall of death, eller hvilken form for pit det nu lige var, forsanger Kadeem France råbte op om, da bandet gik på. Især hvis det ikke følges op med en kulmination, der kan forløse. Sådan et klart og tydeligt brag, der skal starte pitten. Et sådant, der ikke rigtig er på ’Gifted Every Strength’.
Resultatet var derefter. Bandet spillede løs, mens publikum ikke kunne finde hoved og hale i, hvad der skete – eller hvornår de skulle starte den der pit.
En helt vanvittig kritisk start, der satte sine spor langt ind i koncerten.
Men bandet ville gerne spille koncerten, selvom attituden måske mere matcher det ømme i bandets musik end det energiske. Erik Bickerstaffe på guitar og alt muligt andet havde en fest på sin plads, på samme vis som bassist Feisal El-Khazragi. En meget lukket og introvert fest, som vi kender og forventer af bandet. Med den kiksede start i mente tilføjede den fest desværre intet godt til det overordnede indtryk.
Musikalsk er Loathe hertil en lidt underlig størrelse. Den seneste fuldlængdeudgivelse er tilbage fra 2019, og selvom det løbende er blevet til et par singler i ’25 og senest ’Fangs’, der udkom på dagen for deres optræden, har bandet levet i skyggerne – på en måde, hvor solen på Copenhell fik dem til at virke en smule uaktuelle.
Størstedelen af publikum forholdt sig tilsvarende til bandet. Afslappet, afventende og mod slutningen også afsluttende – på vej væk fra scenen.
Pitten blev da heldigvis intensiveret efter den kiksede start, og de få fans af bandet gjorde alt, hvad de kunne, for at skabe liv. Hertil lykkedes Loathe stille og roligt gennem koncerten med at skabe et godt indtryk af deres lyd og kompetencer. ’Revenant’ fra den kommende plade var intens, tung og stilsikker. Sleep Token-samarbejdet på ’Is It Really You?’ var krammeværdigt, mens ’Gored’ var en indlevende gang circle-pit for den kerne af publikummer, der holdt fanen højt.
Koncerten blev afsluttet i en sky af positiv tilbagemelding fra et band, der langt hen ad vejen virker enormt sympatisk, men aldrig lykkedes med at komme igen fra den graverende, indledende fodfejl.