Copenhell 26: Cirkelspark ad libitum
Henret levede i det store hele op til navnet, da de ganske enkelt slagtede publikum på en stopfyldt Gehenna. Det kunne ikke være gået bedre.
Trods virkelig nem adgang til at se københavnske Henret live, er det ikke rigtig lykkedes mig før nu. Og skal man have en debut med et band, der spiller en genre, man ikke nødvendigvis knuselsker, er Henret sgu et meget godt bud på en af slagsen.
Jeg hader ikke deathcore. Men jeg har svært ved at finde deathcore og metalcore, som jeg egentlig synes er tilstrækkeligt interessant til at holde mig fanget i de 45-60 minutter en koncert tager. For når man hverken har energi eller slåsgener nok til at gå i pitten, så kan koncerter, der centrerer sig om den vilde publikumsoplevelse godt mangle en lille smule for i hvert fald mine ører. Det er der ikke noget galt i - det er bare præmissen.
Henret er dog heller ikke lige i midten af deathcore. Der er betydeligt mere groovy passager, der sender tankerne på numre som ‘Walk’ med Pantera og nabolaget omkring det tidlige groove metal. Sådan helt nede i knæ og klar til at headbange med hele overkroppen. Og det miks fungerede fremragende også for os, der ikke var i færd med at slå os selv ihjel i en circlepit, der overraskende nok var på omgangshøjde med britiske Malevolence tidligere på dagen. Der gik ganske kort tid før den første opfordring til et pit blev effektueret af et publikum, der måske omsider havde fået lidt af energien tilbage med temperaturfaldet, nu hvor solen var på vej ned.
Jeg plejer nærmest ikke at kunne finde noget at udsætte på Gehenna. Jeg knuselsker den scene og denne aften var den et perfect hide-out for Volbeats fest ovre på hovedscenen. Men faktisk var Henret et stærkt nok navn til at at have kunnet fyre den af på Pandæmonium, hvis altså ikke lige Volbeat havde stået lige ved siden af på naboscenen. Gehenna var overraskende nok propfyldt trods at Volbeat havde gang i den helt store homecoming på Helvíti. Men visse segmenter af det danske metalpublikum er åbenbart ikke fans af Volbeat, og de havde valgt at tage en tur i skoven for at slås. For slåsset blev der. Ledsaget af tunge breakbeats og eksplosivt voldsomme energiudladninger fra frontmand Anders Iversen, der i den grad kandiderer til lørdagens top-tre af karismatiske frontmænd. Imens blev guitar og bas spillet i stumper og stykker og at skindene holdt på trommesættet var intet mindre end et mirakel. Om Henret selv var en smule overraskede over at de fyldte Gehenna så massivt, er svært at vide, men ser man bort fra de hastigt opstående og voldsomme pits, føltes det lidt som om de lige skulle bruge et par numre på helt at finde deres ben og ikke mindst hinanden. Der var lidt knas med de skarpe breaks i første nummer, men det var heldigvis bare startvanskeligheder, hvilket også gjaldt den lidt mystisk-mufflede lyd, der kun nåede at præge første halvdel af første nummer.
De, der kom for at slås og mødes i pitten, fik deres ønske opfyldt til fulde. I lighed med åndsfællerne i Malevolence tidligere på dagen, måtte flere løbe ud med hånden for en eller anden del af deres ansigt, og det så kun rigtig alvorligt ud da en ung mand måtte følges ud til samaritterne med et tilskadekommet øje. Det så ikke rart ud. Men When in Rome …
Henret tog ingen fanger. De piskede publikum hårdere og hårdere til luften i Gehennas lille skov var elektrisk i sin egen ret og uden hjælp fra det truende tordenvejr, der kort tid efter koncerten betød at Gehenna simpelthen blev “evakueret”, som vagterne kaldte det. Det betød i praksis, at vi gik et andet sted hen, så mere dramatisk var det ikke, men jeg er glad for at Henret fik afleveret deres skideballe uden afbrydelser - det trængte vi til.