Fra dommedag til disco: Current 93 i evig bevægelse
I en tid, hvor liveoplevelser bliver stadig mere standardiserede og forudsigelige, er Current 93 den diametrale modsætning. Der er intet som dem.
1. Maldoror Is Ded Ded Ded Ded
2. Silence (Li Garratoni-cover)
3. The Great, Bloody and Bruised Veil of the World
4. Earth Covers Earth
5. Rome for Douglas P.
6. Panzer Ruine
7. Imperium V
8. Naked When You Come (The Lollipops-cover)
9. The Bench and the Fetch
10. Black Ships Ate the Sky
11. Clouds at Teatime
12. Whilst the Night Rejoices Profound and Still
13. I Like You (Phyllis Nelson-cover)
14. The Bloodbells Chime
Outro: Where the Long Shadows Fall
15. Bright Dead Star
16. A Gothic Love Song
17. Soft Black Stars
18. Oh Coal Black Smith
19. Silence (Li Garratoni-cover)
Jeg kender ikke andre bands, der som Current 93 kan skifte mellem radikalt forskellige stemninger, uden at overgangen føles forceret, og samtidig har så rendyrket et kunstnerisk udtryk. Det er tydeligt fra starten denne lørdag, da det britiske kultorkester går på scenen til intromusik bestående af en dekonstrueret mareridtsversion af Boney M's discoklassiker 'Rivers of Babylon', før de selv går i gang med den slæbende horrorfolksang 'Maldoror Is Ded Ded Ded Ded', et semiobskurt outtake, der aldrig nåede et af gruppens omtrent tredive fuldlængdealbum.
Senere går de fra melankolsk neofolk på den sjældent spillede 'Rome for Douglas P.' til manisk industrial med hysterisk hylende tegnefilmsvokal fra forsanger og eneste faste medlem, David Tibet, i 'Panzer Ruin', der lyder som et rigtigt dårligt trip på rigtig dårlig narko af uklar karakter, og videre til undergangshymnen 'Imperium V', der i gruppens nuværende lineup – som udover guitar, piano og violin tæller elektronik, sækkepiber og træblæsere og visuals – er radikalt omarrangeret fra den knap tredive år gamle albumversion.
Fra sørgmodige ballader til lummer disco
Og atter senere skifter man fra den utroligt smukke og sørgmodige ballade 'Whilst the Night Rejoices Profound and Still' og over i et cover af Phyllis Nelsons 80'er-discoklassiker 'I Like You', mens Tibet går fra grådkvalt, intimt romantisk poet til selvironisk lændevridende lummergøj. Og videre derfra til en af de helt store klassikere i bagkataloget, den vemodige 'The Bloodbells Chime'.
Melankoli og vemod beskriver grundtonen i Current 93s omfangsrige værk. Der er næsten altid en længsel efter og sorg over en tabt ur-uskyld, altid en tid, der uhjælpeligt er forbi. Undtagen altså når det er ekstatisk, mareridtsagtigt, manisk, voldsomt eller alt muligt andet. Den følelsesmæssige intensitet er en markant fællesnævner i et værk, der 44 år inde i karrieren strækker sig over utallige genrer og mange krogede vildveje i deres byzantinske labyrint af en diskografi. Den anden primære fællesnævner er David Tibet, ankermanden, hvis passioner, besættelser og konfessioner gruppen er en kanal for. Karismatisk er sådan et fattigt ord.
Tidens fylde
Bandet virker ellers en smule trætte – de har været tidligt oppe i Stockholm samme dag, og det er sidste dag på turnéen inden en pause før turnéafslutningen med to dage i Berlin den kommende weekend. Men den træthed giver også aftenen en særlig nerve. Den tid, der fylder så meget i Tibets værk, føles meget tilstedeværende.
Denne lørdag aften er det den 23. gang, jeg ser dem. Det er også en af de bedste. Hvorfor bliver jeg ved og ved med at vende tilbage til Current 93? Det er selvfølgelig, fordi jeg er fan. Men jeg er fan af så meget, som jeg ikke føler behov for at se igen og igen. Det handler om, at det næsten hver gang lykkes dem at få koncerten til at føles som noget helt særligt, sakralt og indviet. Indledningen til en sang spilles: Det er en sang, jeg enten har båret med mig i årtier, eller som er nyere, men føles som om den altid har været en del af mit indre landskab, mine inderste følelser. Det kan ingen andre.
Altid i udvikling
Men skal man forsøge at frigøre det fra sine egne følelser for at tilstræbe en form for objektivitet, handler det også om, at Current 93 er et af de få navne, der så langt inde i karrieren stadig er i udvikling og evner at overraske. Både på plade og live. For eksempel med coveret af det danske 60'er-teenagerband The Lollipops' i forvejen forrygende 'Naked When You Come', som Tibets vokal og det flot sammenspillede orkester forvandler til en dommedagshymne. Eller når numre fra klassikeren 'Soft Black Stars' pludselig luftes igen, selvom man troede, de var gemt langt væk.
At de overhovedet spiller i Danmark, er næsten en overraskelse i sig selv. Koncerten i Store Vega er Current 93s kun tredje besøg i Danmark gennem alle årene. Turnéer har været sjældne, mange koncerter har været enkeltstående. Og gruppen har altid været større længere sydpå. Men 500-600 fans har fyldt Store Vega helt pænt op. At det føles som en særlig lejlighed særligt, vidner publikums reaktion også om: Klapsalverne er enorme mellem numrene, tavsheden derimellem virker andægtig. Da Tibet under den bjergtagende nyere 'The Bench and the Fetch' forlader mikrofonen og synger uden mikrofon helt fremme på scenen, kan man stadig svagt høre hans stemme midt i salen. Danske publikumsgrupper har ellers tit en ærgerlig tendens til at snakke boliglån og børnehave til koncerter, også i stille passager. Det er der ikke noget af her.
Eller tag bare sætlisten. Siden turnestarten for et par uger siden er ni sange ude af sætlisten, seks andre kommet ind, hvor af flere enten er helt nye covers eller numre, der ikke har været længe. Jeg har svært ved at komme på andre, der skifter så meget ud på turne og ovenikøbet bærer det hjem. Kan man – når nu Current 93 er så sjældne gæster i Danmark – ærgre sig over, at så mange klassikere er udeladt? Som koncerten forløber, kan man dårligt opretholde nogen form for ærgrelse.
Det er imponerende at se et band så langt inde i karrieren tage så mange chancer til en koncert, og at de nye sange føles mindst lige så stærke og vedkommende som de ældre. At der nærmest kun er højdepunkter. Og det føles enormt menneskeligt at se Current 93. Det er så at sige sit eget univers, med en helt særlig personlighed, som virker sjældnere og sjældnere i et musikalsk landskab, der føles stadig mere standardiseret.
På lørdag og søndag spiller de i Berlin. Jeg ærgrer mig over ikke at skulle med. Og jeg tror, at når Current 93 engang ikke længere findes, vil jeg ærgre mig over ikke at have set dem flere gange, end jeg til den tid har nået.