RF'12: Mayhem og The Bangles

Populær
RF'12: Mayhem og The Bangles

Norske Deathcrush' koncert på Roskilde tegnede billedet af et lettere ironisk post punk/electroclash/noise-foretagende, der desværre kun med mellemrum fik noget ordentligt ud af det spøjse setup.

Kunstner
Dato
03-07-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Den norske trio Deathcrush har opkaldt sig efter en legendarisk udgivelse med landsmændene i Mayhem, som vist ikke behøver nærmere introduktion på disse kanter. En af de sparsomme indspilninger de tre har lavet er såmænd også dedikeret til Cliff Burton. Med andre ord måtte trioens koncert på Roskildes Pavilion Junior-scene da passe ind her på Devilution.

Det "sjove" er så bare, at Deathcrush hverken spiller black metal eller thrash for den sags skyld. Deres sjuskede, disharmoniske og støjende musik lyder snarere henad de sene 70'eres post-punk og no wave, sine steder tilsat en mur af guitarlarm i 90'ernes My Bloody Valentine-tradition. Og i front lægger blonde Linn Nystadnes og rødtoppen Åse Rørset sig i forlængelse af selvsamme 90'eres feministiske "Riot grrrl"-bevægelse.

Og for at gøre det endnu mere skizofrent, så gik gruppen efter sigende (undertegnede ankom en håndfuld minutter for sent pga. check-in-knas) på scenen til tonerne af norsk hiphop. Men de har så også en sang, der er dedikeret til Snoop Dogg. Og for at fuldende forvirringen, så optrådte den ene frontkvinde, blonde Linn Nystadnes, i en slidt Sacred Reich-shirt, mens trommeslager Andreas Larssen reklamerede for Venoms legendariske 'Black Metal'-plade ...

Tricksene kollapsede

Med alt dette in mente, er det således også svært ikke at beundre Deathcrush' skizofrene tilgang til det hele. Og det kan da også godt være, at de både hører Mayhem, Metallica, Sacred Reich OG Venom, men på Roskilde lød de også som et band, der overhovedet ikke kunne bestemme sig for, om det vigtige var at lege provo-popstjerner, noise-rockere, indadvendte post-punkere eller festlige electroclash-sexsymboler.

Det mest slående var dog de tre teenageres (eller start-20'eres) knap så overbevisende evner til at sætte et stykke musik sammen. Nuvel, meget af det var da faktisk ret unikt og ret svært at sætte ord på, men trommeslager Larssens sparsomme evner bag tønderne gjorde, at mange beats lød ens, mens trioens tricks kollapsede under Nystadnes' spinkle vokal, som det var svært at abstrahere fra i ensformigheden.

Midtvejs byttede Linn og Åse rundt på instrumenterne, og de skiftedes også undervejs til vokalerne, men det understregede bare endnu tydeligere, at det nærmest havde været ligegyldigt, hvem der havde stået deroppe på scenen og revet i strengene; det var trommernes rytme i baggrunden, der holdt fast på sangene, og flere gange medvirkede til "call and respond" mellem bandet og det levende publikum.

Mener de det?

Der er bestemt ikke noget galt i at spille og synge ad helvede til, så længe det da ikke er prog-rock eller den slags, man har gang i, men så må man have et eller andet at ville formidle med sin stemme eller sin rabalder. Og det er ikke nok med hipster-agtig luksusnihilisme og selvironiske referencer til yndlingsbands'ne.

Det var svært at vurdere, om Deathcrush rent faktisk mener det, de har gang i, men at dømme efter de tres overfladiske indlevelse i deres egen musik, så var det ikke tilfældet. Og tvivlen blev ikke just opvejet af trioens musikalske inkompetence og manglende evner til at hamre et mindeværdigt nummer af fra scenekanten.

Men derfor var det nu stadig en aparte, for så vidt interessant oplevelse og under alle omstændigheder et interessant setup. Men det vil næppe være musikken, så meget som det vil være Linns lårkorte shorts, de fleste vil huske denne koncert for. Og så måske den uigenkendelige version af The Bangles' 80'er-tåreperser, 'Eternal Flame' (se video nedenfor), der meget godt indkapslede Deathcrush' skizofreni.