Copenhell 26: Når hypen ikke er nok
Texanske Die Spitz underholdt tilforladeligt i varmen, hvor der var masser af kærlighed mellem band og publikum, men ikke helt den nerve i musikken, vi havde håbet på.
2. I Hate When GIRLS Die
3. Monkey Song
4. Down on it
5. American Porn
6. Grip
7. My Hot Piss
8. Voir Dire
9. Groping Dogs Gushing Blood
10. Riding With My Girls
11. Hair of Dog
12. Throw Yourself to the Sword
Der var ellers lagt op til et brag på Gehenna torsdag eftermiddag, da de fire unge kvinder fra Texas skulle indtage Copenhell. Og der manglede da heller ikke noget i form af energi og nærvær mellem bandet Die Spitz og det fremmødte publikum, men musikken efterlod lidt tilbage at ønske.
De startede ellers friskt ud, hvor bassisten hoppede ind på scenen og stod på arme. Så var tonen ligesom slået an. Die Spitz var ikke kommet for at stå og kigge ned i gulvet. Tværtimod. De sparkede en åben dør ind hos publikum, der tog imod med lige så åbne arme, mens skuldre og pander blev stegt i den glohede eftermiddagssol, der brændte nådesløst over den lille scene i skoven. Begge guitarister var med til at levere den til tider vrede vokal, mens musikken var et mix af punk, grunge og til tider doomede rock. Man fik en fornemmelse af at Die Spitz er inspireret af Garbage.
Hele Gehenna hopper med på befaling, og så hopper Die Spitz selv ud blandt publikum, hvor guitaristen crowdsurfer, for kort derefter at konstatere, at der lugter af fyldt ble oppe fra scenekanten. Det underholdende i en koklokke og 'Free Palestine'-råb fra scenen står lidt i kontrast til den tilbagelænede musik, der kun momentvis har lidt nerve over sig. Man bliver aldrig sådan for alvor grebet af det.
Da de annoncerede 'American Porn' får det trods alt hidset publikum lidt op, men ellers er festen forventelig og mere jovial end et ægte oprør mod noget. Rockelementerne i den sang får publikum til at vugge med, og så hjælper det selvfølgelig også at bassisten også vil ud at crowdsurfe med sit instrument. Og at den ene guitarist hoppe ud og bogstavelig talt står på skuldrene af publikum mens der brøles igennem. De gjorde alt det rigtige perfomancemæssigt.
På den måde sørgede Die Spitz hele tiden for at være i kontakt med sit publikum. Og det er tydeligt, at de fire veninder hygger sig i hinandens selskab. Det bliver bare aldrig rigtig andet end sjovt og hyggeligt. Så selvom der var masser af opbakning og god stemning, så blev koncerten ikke én, der går over i Copenhells historie som en af de store oplevelser. Hvis de kan få lidt mere intensitet i afviklingen af sangene, så ville det afgjort hjælpe på hvordan man ville kunne mærke dem og deres musik.