KTDF 26: Alt er egentlig, som det skal være
Disembodiment leverer groovet, tyngden og energien, men nogle gange er summen mærkeligt nok mindre end delene.
Det er rart med noget groove. Man mærker, at det fungerer som en palate cleanser.
Efter festivalens mange forskellige afarter af død og forrådnelse kommer canadiske Disembodiment på Black Stage og minder kroppen om, at dødsmetal også kan sidde helt enkelt i nakken.
Der bliver nikket. Riffene chugger. Bandet er på. Alt er sådan set, som det skal være. Det er Disembodiments første koncert i Europa nogensinde, og med albummet ‘Spiral Crypts’ fra sidste år kan forventningerne ikke være andet end relativt høje. Det var helt generelt og trods alt en af de bedre dødsmetaludgivelser i 2025.
Publikum er til gengæld en anelse afventende fra begyndelsen. Der er luft mellem folk foran scenen, mens trappen bagved er godt pakket, og i de første minutter føles det næsten, som om band og sal lige står og kigger hinanden an. Måske er det faktisk det, der sker.
Det gider forsangeren Mathieu Breton ikke.
For han vælter ud blandt publikum og forsøger meget konkret at få låst folk op. Skubber til os. Det virker. Afstanden mellem scene og gulv bliver mindre, bevægelsen større, og koncerten får den nødvendige smule fysiske uro og rowdiness. Samtidig er der noget umiddelbart charmerende over hans fransk-canadiske accent mellem numrene. Rundt omkring står hele metalspektret repræsenteret. Fra dem, der headbanger og har en fest, til manden ved siden af med et eller andet siddende i næsen, jeg på behørig afstand aldrig helt får identificeret.
Disembodiment leverer.
Og alligevel. Jeg har lyttet til bandet, ret meget faktisk, men aldrig set dem live, og måske er det netop dér, forventningen sniger sig ind. For på papiret burde det her være forløsende.
Groovet er der. Tyngden er der. Publikum kommer med. Bandet spiller godt. Vokalen ligger med en decideret ond rumklang hen over musikken, og der mangler egentlig ikke noget. Der er ikke et oplagt sted at sætte fingeren. Det, der skal til, for at festen opstår, er der allerede.
Men det letter aldrig helt.
Det bliver en af de koncerter, hvor man undervejs næsten begynder at undersøge sin egen reaktion: Er det bandet, der mangler noget, eller er det bare mig? Sandsynligvis det sidste. Men en koncertanmeldelse kan nu engang kun skrives fra det sted, man selv står. For rundt omkring mig ser folk bestemt ud til at være med.
Disembodiment gør deres arbejde, og de gør det godt. De spiller godt. Jeg nikker også med. Jeg nyder riffene. De er super fede. Jeg savner bare det øjeblik, hvor det holder op med at være en god koncert og bliver noget, jeg faktisk kan mærke bagefter. Det kommer aldrig helt.
