Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fremmede har gjort deres indtog

Updated
Foreigner (pressebillede)

Foreigner er måske ikke det samme band længere – men dem, der træder op i 2026, gør det solidt.

Kunstner
Dato
06-06-2026
Trackliste
Long, Long Way From Home
Double Vision
Cold as Ice
Waiting for a Girl Like You
Blue Morning, Blue Day
That Was Yesterday
Dirty White Boy
Feels Like the First Time
Urgent
Keyboard and Drum Solo
Juke Box Hero

Ekstra:
I Want to Know What Love Is
Hot Blooded
Karakter
3

Hvis du er under 40 år gammel, er sandsynligheden for, at du har hørt eller bare hørt om bandet Foreigner, nok ikke særlig stor. Men spørg din mor. Hun har sikkert sjælet til sangen ’I Want to Know What Love Is’ på et dansegulv tilbage i midtfirserne, for det var et band med en endog meget stor fortid, der lagde vejen forbi Vejle fredag aften.

Foreigner blev stiftet helt tilbage i midten af halvfjerdserne og var i starten et hard rock-band med progressive input. Efter de to første albums blev de progressive tendenser mere eller mindre lagt på hylden, og Foreigner har siden været et mere traditionelt, melodisk hard rock-band og er nok mest kendt for bandets store balladehits. Med Foreigners fjerde og femte albums – '4' fra 1981 og 'Agent Provocateur' fra 1984, blev bandets succes kanoniseret mod absolut stjernestatus, hvilket ikke mindst skyldtes de to ballader: ’Waiting for a Girl Like You’ og den førnævnte ’I Want to Know What Love Is’. Begge albums har opnået multiple platinalbums i USA, ligesom bandet blev optaget i Hall of Fame i 2024.

Ikke samme band
Det var altså noget af et verdensnavn, som gæstede musikteatret i Vejle. Og så måske alligevel ikke helt så monstrøst en band, som navnet og dets renommé kunne antyde. 

Tilbage i Foreigner fra den oprindelige besætning og fra storhedstiden er nu kun guitaristen og den primære komponist Mick Jones tilbage. Og han er holdt op med at spille live for tre år siden på grund af en Parkinson-diagnose.

Så der er altså ingen originale medlemmer tilbage i Foreigner, når bandet giver koncerter. Endvidere er der samtidig kun bassisten Jeff Pilson (ex-Dokken, ex-Dio) og keyboardspiller Michael Bluestein, der har indspillet et album med Foreigner. Og det er vel at mærke bandets seneste album, som ligger 15 år tilbage. Og det kan i den forbindelse bemærkes, at Foreigner i Vejle ikke spiller noget fra dette album.
Vi er med andre ord i den situation, at Foreigner nu består af medlemmer, som spiller sange fra albums, som de ikke selv har været med til at indspille. 

Turen gik således forbi Vejle sydover fra koncert på Sweden Rock på det, som er kaldt Foreigners 50-års jubilæums-turné og velsagtens også afskedstour.

Men sangene er gamle
Der blev udelukkende spillet sange fra bandets første fem albums, og det betyder altså, at alle sangene var mere end 40 år gamle.

Det kan derfor godt være, at det er et decimeret Foreigner, der nu turnerer rundt med bandets sange, men bandet spiller godt. Muligvis er de bare på arbejde, når de optræder, men det lod sig ikke skinne igennem i Vejle. Det kan være professionel entusiasme, men så skjulte de det godt, hvis de hellere ville noget andet. Alle medlemmerne virkede i den grad nærværende over for en i øvrigt helt udsolgt sal.

Og vel kan det være, at Foreigner mest er kendt for de til tider lidt klæbrige ballader, men det er først og fremmest et hard rock-band. Bevares, Foreigner har aldrig været blandt de tungeste, hurtigste, hårdeste eller metalliske inden for genren. Men de har gennem tiderne leveret en lang række af rigtig fine kompositioner. 

Sange som ’Cold as Ice’, ‘Feels Like the First Time’, ‘Double Vision’, ’Hot Blooded‘, 'Juke Box Hero’ og ‘Urgent’ er fortsat værd at høre så mange år efter. Og de blev spillet med stort engagement. 



Og så blev der endda disket op med noget så totalt outdated og malplaceret i 2026 som en kombineret keyboard- og tromme-solo. Malplaceret eller ej, så var det trods alt et glædeligt indslag, som viser, at Foreigner ikke blot træder op for at lire de gamle hits af.

Godkendt
Set i lyset af, at Foreigner i 2026 spiller helt uden originale medlemmer eller nogen, der var med i bandet i storhedstiden, var der en naturlig skepsis forud for koncerten i Vejle. Men den blev gjort noget til skamme, som koncerten skred frem.

Det er jo, som det er. Fakta kan ikke ændres, og tiden kan ikke skrues tilbage. Men det var en godkendt koncert, alt taget i betragtning.