Copenhell 24: Kerry Kings kopivarer
Populær
Kerry King og hans lejesvende fik en time til at gå med sekunda-thrash, der glimtvis aktiverede publikum. Når de spillede Slayer.
2. Trophies of the Tyrant
3. Toxic
4. Repentless (cover)
5. Two Fists
6. Idle Hands
7. Residue
8. Disciple (cover)
9. Crucifixation
10. Shrapnel
11. Raining Blood (cover)
12. Black Magic (cover)
13. From Hell I Rise
Det vil altid være en ulige kamp for Kerry King og hans soloprojekt at blive sammenlignet med andet end Slayer. Han gør det ikke nemmere for sig selv ved også at kaste fire Slayer-sange ind i koncerten, der helt forventeligt høstede størst engagement fra de fremmødte på Hades, der gerne ville høre noget thrash denne fredag eftermiddag.
Det starter med, at Kerry Kings band spiller sange fra deres nyligt udgivne debutplade, og forsanger Mark Osegueda er den naturlige indpisker. Det er han virkelig god til i sit hovedband Death Angel, og man mærker både evne og vilje fra Osegueda. Langt værre står det til med guitarist Phil Demmel, bassist Kyle Anders og hovedpersonen selv, Kerry King. Det ligner bare endnu en dag på kontoret for dem, og deres interaktion med publikum er på et minimum.
Bag trommesættet gemmer Paul Bostaph sig, og han gør det præcis så godt, som man kunne forestille sig. Han er en dygtig trommeslager, og ligesom King, så fornægter hans mangeårige fortid i Slayer sig ikke. Tæller man Demmel med, der også lige har været forbi som afløser, så er det 60% af det gamle band, der er samlet på Hades her på Copenhell i 2024. De spiller deres egne numre, og Osegueda sender en bandbule efter politikere verden over før nummeret 'Toxic', mens organiseret religion får samme stikpille før 'Crucifixation'.
Det flytter bare ikke rigtig nålen hos publikum. Der er selvfølgelig gang i den oppe foran scenen, hvor betonstøvet hvirvler op, men længere nede står folk stille og ser de garvede musikere gøre det samme. Stå stille.
Bevares, da først trommerne indvarsler 'Raining Blood', formår publikum at hidse sig selv lidt op, men det er da også kun Bostaphs intro. For de andre bandmedlemmer gør egentlig ikke noget for at få musikken udover scenekanten. Et af Slayers mest ikoniske numre falder derfor til jorden efter et halvt minut, og selv om den kører over i 'Black Magic', så dør momentet, før det når at få fat.
Så kan bandet Kerry King ellers slutte af med titelnummeret på deres nye plade 'From Hell I Rise', og publikum kan efter 55 minutters jævn koncert rejse sig fra bakken og gå videre. Uden nogen musikalsk forløsning. Vi giver to point for at møde op trods alt, og spille et par sange man kunne brøle med på. Der blev midtvejs sunget 'God Hates Us All'. Aldrig har det været mere rammende.