Copenhell 25: Sax, slips & rablende sært
Årets australske twist er Kim Dracula, der skamløst ignorerer alle genrefloskler, og i det rette mindset mestrer kunsten at underholde, alene for skamløsheden.
Stilet klædt i sort habit og hvide skjorter, med sort slips som topping indtager tasmanerne scenen, mere eller mindre som et klassisk rockact med guitar, bas, trommer – og så saxofonen i tilgift. Eller, rettere sagt, som underbygning, for faktisk viser den sig at være noget af det, der står klarest frem, uanset om det er under den nu-metalliske huggen, det salsa-dubbede intermezzo eller de 80’er-poppede AOR-øjeblikke. Paraplyen er bred, men saxofonen spiller næsten altid en rolle, hvad end han sovser det ind i temafraser eller flyder ud i støjende freakouts.
Og derudover fylder backingtracket også ikke så lidt – mere om det senere.
Men saxofonisten er mest at betragte som en central sidekick til hovedpersonen selv, Kim Dracula. Lydarkitekten i front, der via deres cover af Lady Gagas ‘Paparazzi’ udviklede lidt af en kultstatus under pandemien, ikke mindst i TikTok-kredse. Hertil kan så sidenhen tilføjes debutalbummet ‘A Gradual Decline in Morale’ fra 2023, der iscenesatte mere af det stilistiske anarki, som er så afgørende en del af deres musikalske persona.
Hvordan de så havde tænkt sig at udfolde udtrykket i live-regi, skulle så vise sig at blive overraskende traditionel – og, for et så moderne TikTok-fænomen at være, overraskende lidt baseret på visuals. Ingen bagbeklædning, ingen videoer. Intet andet end bandet selv, der så til gengæld også er klædt til lejligheden og tydeligvis føler det her, så produktet smager en kende mere troværdigt, uagtet hvor skizofrent det er.
Balancen mellem det spillede og backingtracket er dog ofte ret udvasket, og i et par centrale vokalpassager er det synligt, at også dét er præ-indspillet, hvilket desværre tager lidt fra troværdigheden i, hvor live koncerten egentlig er. Når det er sagt, så er det også bare så væsentlig del af Kim Draculas identitet at lave spontane deep dives ned i perifere funky, spacy, på alle måder legesyge afkroge, som ville være svære at fremføre helt analogt, og derved hæver underholdningsværdien under dybt indlejrede skift fra speed metal det ene øjeblik til dub det næste. Ikke ulig deres landsmænd fra SKYND, der forrige år fyrede op for Pandæmonium i samme hybrid-venlige ånd.
Et centralt virkemiddel for Dracula selv er den maniske rablen. Tydeligt inspireret af Jonathan Davis har de et flow, der flyder hæst derudaf, når da ikke de forsøger sig ud i mere reel skønsang – noget, de ikke mestrer synderligt, men i mangel af bedre tilføjer det da lidt mere bredde til udtrykket, og det er grundlæggende også kendetegnende for hele koncerten. Kim Dracula vinder bedst på sin komplet kompromisløse dedikation til bare at stikke ud og være anderledes. Det flyder ikke, og det er det heller ikke ment til. Det fucker bare lidt med vores hjerner, og med de gængse måder at komponere numre på, og det er i sig selv forfriskende. Bedst virker det for undertegnede i sax-coveret af introen til George Michaels ‘Careless Whisper’ der slår direkte over i en lettere Mr. Bunglesk udgave af ‘Rosé’ sent i sættet, eller i den mere metalliske ‘ Seventy Thorns’ (der som single netop inkluderer Jonathan Davis på gæstevokal), men også den mere dystre ‘Killdozer’ fungerer fortræffeligt til at sende os videre ud i festivallandskabet efterfølgende.
Lige kønt var det ikke altid, og Kim Dracula virker stadig meget grønne bag ørerne, men om ikke andet et muntert hybrid-indslag til os, der ikke kerer os alt for meget om musikalske konventioner.