Copenhell 26: En magisk, ny verden
Ovenpå en varm og støvet førstedag lukkede og slukkede Konvent for Pandæmonium-scenen med maner.
Solen er så rød, mor. Verdens bedste godnatsang og Konvents koncertmæssige indgangsbøn indledte death/doom-bandets koncert på Copenhell, og én ting stod fra første færd klart: Konvent havde ambitioner for denne koncert.
Klædt i virkelig smukke røde kjoler, og med forsanger Rikke Emilie List formummet bag en hat og slør-kombination, som lignede deres logo-maskots, havde bandet sat stemningsbarren højt. Den heksede stemning passede godt ind i en alternativ og meget bedre midsommernat, hvor heksene fortryller os frem for at blive brændt på bålet.
I begyndelsen var alt ellers ved det gamle; Konvent spillede deres atmosfærisk sortsvedne dødsdoom med karakteristisk tålmodig pacing og ulmende intensitet. Det er der absolut intet galt med, og det gav mig mulighed for at nyde de små forskelle i udtryk og spillestil, der er mellem Sophie Lake, som spillede med Konvent omkring ’Call Down the Sun’, og Amira Hernan, som nu er gruppens anden guitarist udover Sara Helena Nørregaard. Det er bestemt ikke en kritik af Lake, som udfyldte rollen smukt. Det er en ros til Hernan, og det er en påskønnelse af de små, menneskelige forskelligheder og elementer i musikken, der gør det hele værd at lytte til. Sådan føltes det i hvert fald for mig, der her oplevede Konvent i dette nye lineup for første gang.
Konvent spillede flot, og lyden var god, om end guitarerne druknede lidt i venstre side af pladsen, men det var jo ikke noget, en lille omrokering ikke kunne råde bod på. Det slår mig, hver gang jeg ser Konvent, om folk egentlig forstår, at det faktisk ikke er lettere at spille langsomt. Tværtimod er det enormt svært at holde et konsistent groove, når der er længere mellem taktslagene, og det er en kunst, Konvent mestrer, og som de kun er blevet bedre til efter nogle år på landevejene. Det var en fornøjelse at høre, og kæmpe shoutout til Heidi Withington Brink på bas og Julie Simonsen bag trommerne, som lå helt rigtigt i lommen!
Koncerten åbnede sig virkelig for mig, da Felix Havstad kom på scenen med sin violin. Vi fik ’Harena’, den smukke lukker fra Konvents andet album ’Call Down the Sun’, og herfra var koncerten i bredformat. Riffene var større, melodierne mere flydende og stemningsfulde. Til tider var musikken næsten ambient i sin storladne skønhed, og det gav mig både gåsehud og kæmpe forventninger til et tredje album, som vi forhåbentlig snart får at høre.
Ligesom deres diskografi generelt viste denne koncert os et billede af et band, der både har fundet det sted, de skal være rent musikalsk, men som samtidig også søger videre i musikken og hæver ambitionsniveauet – og det var i sidste ende det, der fortryllede mig denne gang.