Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '19: Musikalsk læ for regnen

Updated
_XTD8105
_XTD8202
_XTD8157
_XTD8277
_XTD8437
_XTJ2170
_XTJ2291
_XTJ2336

Det var et velspillende La Dispute, der samlede folk af mange genrer i ly for regnen. 

Kunstner
Dato
04-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Teltet er knapt halvfyldt på Pavilion klokken 22. Der kan selvfølgelig være mange årsager. Vejret har absolut ikke været med os og Mø, der spiller samtidigt, er nok lidt af en fanfavorit på Orange. Men ikke desto mindre går La Dispute på scenen, som de ville på enhver anden torsdag aften: Jordan Dreyer springer straks ind i rollen som bandleder, og resten af orkesteret følger hans messende vers til perfektion. Sangene flyder fint fra den ene til den anden, imens flere finder læ for regnen under teltdugen.

Selvom det er nemt at skrive, at La Disputes “New Wave of Post-Hardcore” er totalt den samme som Touché Amores (der spillede sidste år) eller Title Fights seneste skiver, så er der noget anderledes ved bandets optræden: De fremstår som en helhed, mere end det er normalen for disse meget vokaldrevne post-hardcore bands. Det har nok også noget at gøre med, at Dreyers stemme ikke er presset unødvendigt frem i mixet - som man ellers kunne fristes til som lydmand, når vokalen nu er så speciel for bandet. Hvor Touché Amore sidste år var en vredens forløsning, er La Dispute mere depressionen og tvivlens ansigt.

Der danner sig en hård kerne af garvede lyttere tæt op mod scenen, imens vi andre “casual fans” stadig har et fint udsyn til festen fra scenens bagkant. Det er måske ikke alle, der har La Dispute højest på ønskelisten, men et halvsløjt program og halvsløjt vejr formår alligevel at bringe punkerne, metallerne og dem, der leder efter et alternativ til radiomusikkens hærgen på den store græsplæne.

Dreyer holder kontakten til den forreste række, men overskygger samtidigt ikke resten af bandet - hverken i ejerskab eller i mixet. Vi er her til aften velsignet med særdeles god lyd, der hjælper på sammenhængskraften i sættet. Brad Vander Lugt på trommer holder rytmen sammen i det ellers ret kaotiske lydunivers. Der er ikke en finger at sætte på samspillet ud over det. Lyriske fokuspunkter understøttes af lange akkorder på blåt stemte guitarer, imens de mere intense stykker får medfart af Vanders Lugts hi-hatte. Chad Sterenbergs hypnotiske guitarriffs får publikum til langsomt men sikkert at svinge fra side til side, indtil vi nærmest er én bevægelse.