Copenhell 26: Radiorock uden modhager
Mammoth har fået konsolideret deres lyd mere siden sidst. Læg dertil en tidlig sendetid, så de glider lettere ned med det tynde øl i solen – og så er Hell ellers i gang!
The Spell
Epiphany
Like a Pastime
Same Old Song
Stone
I Really Wanna
Take a Bow
Don’t Back Down
The End
Sidste gang Wolfgang Van Halen og hans sidekicks i 2023 gæstede Refshaleøen, var mange nok stadig forhippede på at finde ud af, hvor meget han nu ville gøre farmand Eddie kunsten efter.
Ikke, fordi vi ikke havde haft rig mulighed for at lytte op på Mammoth-debuten forinden, og sidenhen er der så kommet to yderligere til. Men Van Halen er jo en institution i rockkredsene, og det er jo sådan set fair nok at gøre sig drømme om en svunden tid.
Well – det behøver vi ikke længere, for Mammoth er vitterligt noget andet, og uden at jeg skal kunne sammenligne med sidste gang (hvor jeg ikke selv var til stede), så havde jeg i hvert fald aldrig tænkt tanken under koncerten, at dette var Eddie Junior, hvis ikke jeg havde vidst det.
… og skal vi så ikke bare lade dén bold ligge der.
“We’re Mammoth, and we’re here to fuckin’ rock!”
Jovist, rock får vi i hvert fald, uden undtagelser. Og uden modhager. Catchy, sydstats-slick hard rock af den kaliber,, hvor nærmest samtlige omkvæd indledes med et “OOOOOOOOH” eller “HEEEEEEEY”. Hvor næsten alle bærer den helt stereotype, sorte garderobe undtagen trommeslager Garret Whitlock, der kører en camo-undertrøje med et kæmpe “ASSHOLE”-print på brystet. Hvor lir, licks og generel musikalsk krydring holdes til et stramt minimum, og det meste handler om de store omkvæd og den groovy tungrock, når da ikke Wolfgang og hans guitarist-sidekick Frank Sidoris lige tillader sig lidt letbenet tapping.
Ja, Mammoth er meget lige ud af landevejen, blot med en snert Alice In Chains-feeling, når der går allermest rå og dvælende tungrock i den, som f.eks i den lidt modificerede udgave af ‘Stone’ fra debuten eller ‘I Really Wanna’, hvor Sidoris og Wolfgang flexer om at flashe de fede licks undervejs.
Mest af alt, så står jeg dog med følelsen af at visualisere MyRock i et eller andet sommer-koncertformat. Mammoth er utroligt finslebet og og korrekte indenfor den radiovenlige hard rock, og det glider lige ned som det tynde øl, uden noget rigtigt sætter sig. Det bedste nummer er faktisk titelnummeret fra deres seneste udspil ‘The End’, som passende nok også er placeret til sidst i sættet, hvor Wolfgang lige giver sig selv lov til at flashe både i introen og verset, og Ronnie Ficarro (bas) også får lagt nogen hårde kantslag. Vel at mærke som det reelt eneste tidspunkt i koncerten, hvor jeg overhovedet lægger mærke til ham for andet end at skabe sig i ét væk.
Mammoth gør principielt, hvad de skal indenfor den moderne rock-afgrening, de nu engang bevæger sig indenfor. Men spændende er det godt nok ikke. Omvendt fungerer det da som en let pleaser til at kickstarte Hades-scenen, som den blide indføring til en lang dag forude - og har du ja-hatten hårdt spændt på, så er det jo ikke, fordi Mammoth er decideret sløjt. Men forglemmelig metervare-rock, det er det uomtvisteligt.