MMF 26: Japansk dominans
Sigh gav et fornemt genbesøg på årets Metal Magic Festival.
Det er muligvis længe siden, at Sigh var et egentligt black metal band. Tingene ændrer sig gennem tiden, og Sigh er fuldt med. Stilen er blevet mere og mere eksperimenterende, progressiv og avant-garde.
På årets Metal Magic festival blev der budt på både gammelt og nyt og det fungerede i en fin symbiose. Der blev blandet genrer uafladeligt. Det ikke bare fra sang til sang men også i hver sang.
Det er sært, at det som ofte betegnes som progressivt metal, ofte nærmest er det stik modsatte. Bare fordi man laver lange sange og har nogle forskellige sekvenser i hver sang, behøver det bestemt ikke at være hverken nyskabende eller progressivt. Sigh er derimod progressive. Man bliver hele tiden mødt og udfordret af nye finurligheder i musikken. Der veksles konstant i musikken, hvor man det ene øjeblik befinder sig i et black eller death metal univers for sekundet efter at befinde sig i world musik, noget 60er rock-agtigt eller i noget helt andet.
På årets Metal Magic Festival var der bestemt ikke tid til at kede sig eller falde i staver under Sighs koncert. I forhold til koncerten på festivalen for 11 år siden var der skruet lidt ned for de visuelle effekter. Det skyldes ikke mindst, at Dr. Mikannibal i modsætning til sidste gang var fraværende til koncerten. Det var en skam. Hendes fravær betyder så også, at der til koncerterne uden hende benyttes en del backing track. Det kan man så have sin mening om. Men det fungerede nu ganske udmærket. Men Dr. Mikannibal herself ville nu have givet koncerten en ekstra dimension.
Man kunne dog under alle omstændigheder have ønsket sig lidt ekstra af sceneshowet. Vel var der en brændende bog og et brændende sværd og vel var guitarist Nozomu Wakais make up imponerende. Men mere ville have været velkomment.
De små mangler kan dog ikke ændre ved, at Metal Magic Festival fik et kærkomment gensyn med Sigh på årets festival, hvor bandet gav en forrygende koncert.