Pjerrots angst for elektriske guitarer

Populær
Pjerrots angst for elektriske guitarer

For dem som har været lidt trætte af at se Voice-TV segmentets musik blive fremført som FredagsROCK, gav Pretty Maids i påsken en tiltrængt opløftning til arrangementet.

Kunstner
Spillested
Dato
22-04-2011
Distributør
Trackliste
Sætliste – Pretty Maids
1. Pandemonium
2. I.N.V.U.
3. Hell on High Heels
4. Fællessang Ronnie Atkins-style
5. Walk Away
6. Clay
7. Breathless
8. Back to Back
9. Sin – Decade
10. Rodeo
11. Please Don’t Leave Me
12. Fællesang Ronnie Atkins-style
13. Love Games
14. Future World
15. Little Drops of Heaven
16. Red, Hot and Heavy
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Engang i 1994/1995 (sådan cirka) spillede Pretty Maids på Plænen i Tivoli, og som ganske ung heavylyttende knægt, skulle denne anmelder selvfølgelig opleve sådan en stor begivenhed. Det var han skam ikke alene om, og optalt frit fra hukommelsen var omkring 200 mennesker på samme mission – en anelse tomt på et sted, hvor der kan klemmes tusinder ind, når diverse populærmusikere indtager Carstensens fine gamle have.

Så med en blanding af bange anelser og frygt i blodet, forsøgte Devilutions udsendte sammen med sidens højt-hårede fotograf at afklare, om historien skulle gentage sig eller forhåbentligt forbedres.

Heldigvis blev frygten gjort til skamme, og trods masser af plads, havde 2000 lagt candyflossen og fundet vej til scenen – gætter denne talblinde anmelder på, men præcist hvor mange er også lige meget. Der var rigeligt til at skabe stemning.

L.A. Prostitutes


Før Horsens-stoltheden gjorde sit indtog, skulle den utællelige mængde underholdes af L.A. Prostitutes, og det blev de absolut ikke. Glam-kvartetten påstod ellers, at koncerten, som de havde vundet via en Royal-øl konkurrence, var deres største oplevelse nogensinde, men det var svært at se.

En del af forklaringen skal selvfølgelig findes i, at Tivoli er bange for at spille højt, og så er man som bekendt for gammel. Hvis lydniveauet er så højt, at man 20 meter fra scenen kan føle sig overdøvet af sidemandens popcorns-gnasken, kommer man ikke i rockhumør, og L.A. Prostitutes gjorde intet for at hjælpe. De virkede underligt uengagerede og rastløse på den store scene, og formåede på ingen måde at få fat i eventuelle nysgerrige. At de så heller ikke har det helt store udvalg af spændende sange at gribe fat i, gjorde selvfølgelig ikke sagen bedre.
(Karakter: 1)

Og nu til det rigtige

Gode sange har Pretty Maids til gengæld rigeligt af, og til en folkelig begivenhed som havde Ken Hammer og venner, deriblandt en ny bassist kaldet Rene Shades, sørget for at finde de mest syng-med-bare numre. Med lidt ond vilje kunne man endda påstå, at det er i overkanten at spille fire balladelignende numre ud af de seks første.

Men omvendt gav det også god mening at vælge de mest catchy rocknumre i indledning for at tiltrække den ukritiske pøbel, der kun går efter melodien og som ikke umiddelbart sætter pris på, at Pretty Maids også har store nosser og kant, når de vil. At de så også blev nødt til at spille irriterende lavt og i perioder med alt for meget keyboard, var måske lidt tamt, men det er Pjerrots fejl.

Netop på grund af den gode stemning gik det sådan set også an. Man kunne leve med et roligt intermezzo, før de hårde skarpere numre blev en del af sættet. Der blev selvfølgelig plads til både 'Back to Back', 'Future World' og 'Red, Hot and Heavy' men også en ofte savnet skæring som 'Sin-Decade' og et par friske fra sidste års 'Pandemonium', der i øvrigt får en efterfølger i 2012.

Mens vi gerne venter

Og netop med den nyhed, bør også være afrundingen på en fin koncert. Én ting er nemlig, at seneste skive lover godt for mere Pretty Maids – det gør spilleglæden også. Den hørtes tydeligt, da Ken Hammer fik lov til at folde sig ud i lir, og bandet samtidigt jammede lystigt omkring 'Crazy Train' og 'Smoke on the Water'.

De gamle heavyrockere er squ begyndt at svinge helt uhørt og fremstår for alvor som et rigtigt band og ikke bare Ronnie Atkins og Ken Hammer med backingmusikere.