RF 26: Attitude > God musik
Amerikanske Dying Wish havde det svært på den intime Gloria-scene, hvor musikken sjældent lykkedes med at stå alene.
God old-school metalcore kan være sublimt. Kombinationen af hardcore-elementer og metal, der giver den bastarde søn og følelsen af musikalsk energi, har tendens til at forplante sig til publikum og skabe et musikalsk fællesskab, hvor band og tilskuer kæmper sammen mod, hvad end der er på agendaen. Det er en potentiel intimitet mellem de to parter, der kan være svær at replikere.
Til trods for at amerikanske Dying Wish var sat i de mest intime rammer, man kan på Roskilde Festival, var det kun tilnærmelsesvist den symbiose, en metalcore-koncert kan være. Det var nærmere en noget uinspirerende oplevelse, hvor kvintetten nok tjekkede af på alle de klassiske dyder, men kun sjældent lykkedes med virkelig at ramme publikum.
”Get the fuck up!” lød det fra start. Bandet gik på, badet i et kontrastfyldt rødt skær, men uden det impact, den farve ellers varsler. Gloria var tilsvarende halvtom – der var mere bid i Robert Smith, til trods for at det kun var onsdag.
”This is easy, running in circles – let’s go!” fortsatte det – og nemt var det. For musikken er nem. Dying Wish gør sig i kompetent metalcore af den gamle skole, var det ikke for den trælse, nu-metal-inspirerede, rene vokal, som konsekvent satte en stopper for festen onsdag nat. Hver gang der var ved at være lidt bøllegang i publikum, blev der hevet i håndbremsen. Så kan man være nok så autoritær i sine opfordringer.
På ’Symptoms of Survival’ fra bandets 2023-plade af samme navn fik vi endnu en opfordring til vildskab: ”This is for the moshers!”. Kun fire numre inde i sættet begyndte man at fornemme en rød tråd – attituden var overlegen, ude af takt med den musikalske leverance. Til trods for at det dundrede i gulvet, og der blev ”bleghet” for alle pengene, fik vi mere snak end egentlig god metalcore.
Her skal naturligvis forstås, at bandet spillede flot. Emma Boster er en kompetent frontperson, med en spændende rækkevide i vokalen, og lyden på Gloria var generelt god. Rammerne var i det hele taget gode. Dying Wish er som band bare ikke specielt interessante. Det er et fåtal af bandets kompositioner, der slår igennem, og når man først har hørt den ene, har man langt hen ad vejen hørt dem alle.
Der blev takket af, publikum takkede ditto for dansen – for det lykkedes da trods alt momentvist – og så var det ellers ud i den mørke nat, hvor andre, mere innovative bands stod parat til at forkæle ørene. På en festival, der byder på så meget spændende musik, falder man igennem, når man ikke har et bagkatalog, der er stærkt nok. Det gjorde Dying Wish. Sådan helt frontalt, med ansigtet ned i flisegulvet på Gloria.