RF 26: Pænt og poleret
Opstået i de forbandede år under en hel verdens nedlukning, var Poison Ruin klar til at betræde Roskilde Festivals mindste scene, Gloria. Det gjorde de såmænd glimrende, men det var en noget tandløs omgang.
Poison Ruin spiller efter sigende middelalderinspireret punk med heavy metal-indslag. Lidt svært lige at få til at give mening på papiret, men ok… punk kommer i mange former og vi dømmer ikke nogen ude på forhånd. Personligt foretrækker jeg det udadreagerende, aggressive, flaskekastende punk frem for det blødere og mere eftertænksomme. Poison Ruin bor helt klart i den sidste kategori, og kun få gange i løbet af deres sæt viste de tænder sådan for alvor.
Mest af alt føltes som en koncert, med et band, der har set nogle tutorials om hvordan man spiller punk, og så gjorde de det. Trods et rimeligt fremmøde lykkedes det aldrig at få gang i mere end et lille pit i midten af publikum, og på en eller anden måde var det en underligt distanceret koncert. Jeg kunne simpelthen ikke mærke dem eller musikken. Og hvad gjorde de så galt? Faktisk ingenting. Med det, der ikke rigtig så ud til at virke på papiret, virkede faktisk heller ikke rigtig i virkeligheden. De spillede fremragende sammen, der var ikke noget, der sad forkert. Og det var måske i virkeligheden roden til det lidt distancerede og polerede udtryk. At intet sad forkert. Det blev for skabelonagtigt, for meget en kliché på genren og det var virkelig ærgerligt. For det er ingen hemmelighed, at Roskilde-programmet ikke længere bugner af den hårdtslående musik og det, der findes er placeret på de tidlige eller ekstremt sene slots på festivalen. Der hvor ingen rigtig er vågne endnu eller er gået i seng igen.
Men trods at Poison Ruin også var placeret lidt sent på dagen, så var Gloria klar. Klar til den kropslige oplevelse, som vi blev lovet i programomtalen. Klar til at give los og klar til at mærke kroppen. Det blev desværre kun til et lille bitte pit midten mestendels bestående af mænd på min alder (skribenten er gammel, red.) og det, der skulle have været en knyttet næve i luften blev til en udmærket siddekoncert ude på lægterne på Gloria. Det lovede os tænder, og vi fik polerede smil. Øv.