RF 26: The Creakfast Blub
Det var svært at regne ud, hvad The Callous Daoboys egentlig ville med deres koncert på Roskilde. De ville lidt af det hele, men var aldrig sammenhængende, og resultatet var derefter.
Det amerikanske metalcore-kollektiv The Callous Daoboys har de seneste år markeret sig som et af genrens mest egenrådige navne. Med en kaotisk blanding af metalcore, mathcore og melodiske afstikkere balancerer sekstetten konstant mellem teknisk præcision og rendyrket kaos. Det var ditto, hvad vi oplevede, da vi så bandet varme op for TesseracT i Amager Bio med sloganet: "I don't even know what a TesseracT is!?"
Humoren er en stor del af bandets identitet, og der hviler derfor en forventning over Fauna-scenen, da The Callous Daoboys går på. Orange er netop blevet tømt efter TV-2, og pladsen foran teltet er fyldt med festivalgæster, der kører mad i hovedet uden den fjerneste idé om, hvad der venter dem. Selve teltet er dog mindre fyldt denne lørdag aften.
Det hele begynder absurd. Billy Oceans Caribbean Queen runger ud af anlægget, mens bandets navn lyser på bagtæppet sat sammen af skrifttyper lånt fra ikoniske metalbands. Allerede inden første tone er det tydeligt, at The Callous Daoboys insisterer på ikke at tage sig selv alt for alvorligt – at humoren også er med bandet denne gang.
Forsangeren, klædt i et markant gult og grønt tracksuit, når knap nok i gang, før han glider og falder på røven. Senere projekteres citatet: "No, I don't think Callous Daoboys is a good band name. It's the best name ever, that's why we called the band that." Det er slående og forventeligt – og kærkomment på sin fjollede manér.
Men det er også en kæmpe udfordring set i relation til den koncert, bandet spiller.
Vi får en koncert, der er energisk, velspillet og udført som en regulær metalcore-koncert. De skingre skrig fra Carson Pace gemmer på en rå energi, mens trommerne på ærgerlig vis dominerer lydbilledet, suppleret af en bas, der sidder tungt i scenens underlag. Resultatet er, at Amber Christman på violin sjældent kan høres. Publikum bliver igen og igen beordret i pitten: "Roskilde, do you know how to run in circles?", reaktionen fra publikum er lidt lunken, med undtagelse af nogle typer forrest i pitten, men det symboliserer også bandets udfordring denne aften.
The Callous Daoboys vil både være det seriøse metalcore-band og en flok charmerende tabere, der viser skate-fail-videoer, wrestling-klip og render rundt med en Sims-diamant, lånt fra publikum, mens violin og kaotisk metal kæmper om opmærksomheden. Bandet vil det hele, men favner det ikke.
Det bliver aldrig helt klart, hvordan publikum egentlig skal møde dem. Skal man grine ad de bevidst kiksede indslag, gø med på forsangerens "vov vov vov" eller lade sig opsluge af musikkens alvor? Især under 'Lemon' bliver dilemmaet tydeligt. Et af bandets mere nuancerede numre mister sine fine detaljer live og reduceres til trommer, bas og vokal, mens opfordringen om at danse står i skærende kontrast.
The Callous Daoboys lever af spændingen mellem det dybt kompetente og det bevidst tåbelige. Nogle gange forstærker de to sider hinanden, andre gange spænder de ben for hinanden. På Fauna er det svært at afgøre, om man har overværet en halvbagt joke forklædt som en metalcorekoncert eller en ok metalcorekoncert forklædt som en joke. Måske er det netop meningen.