RF '13: Tung rock og løs attitude

Populær
RF '13: Tung rock og løs attitude

Den danske trio i Baby In Vain lukkede onsdag aften Pavilion Junior-scenen af for i år med en omgang solid rock med veloplagt skrabet entusiasme.

Kunstner
Dato
03-07-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det siger sandsynligvis en hel del om ens tiltro til dansk rockmusik i al almindelighed, at københavnske Baby In Vain - indtil Roskilde-koncerten i midten af sidste uge - var fløjet ens næse forbi. Mens de tre teenagepiger, der udgør bandet, ifølge andre Roskilde-medier som Gaffa og Soundvenue angiveligt har fået opbygget en vis hype omkring deres musik, var de for Devilutions mand på pletten et dugfrisk, fuldstændig uskrevet kapitel. Man havde kort sagt aldrig hørt om bandet før.

Men fordi musikalsk hype ofte er en uvedkommende, mediegeneret by i Langtbortistan, da er det netop dét mere relevant, at Roskilde har Pavilion Junior som en konkret musikalsk affyringsrampe, hvor det for et yngre rockband som eksempelvis Baby in Vain er muligt og forsøge at smide vedkommende brænde på det hypebål, der så angiveligt omringer dem. Og det var præcis, hvad Lola Hammerich, Benedicte Pierleoni og Andrea Thuesen præsterede på Roskilde: at levere deres materiale med så overbevisende rockmuskler, at man nu efterfølgende ikke kan andet end selv bidrage til hypen - uden at bandet i øvrigt hev stikket så sikkert hjem, at man også er fuldstændig overbevist. 

Ærligt og støjende

Det er på både godt og ondt, at Baby in Vain musikalsk set dyrker det uprætentiøse og tilbagelænede. Kompositionelt set er bandets sange så naturlige og kølige, at det lader til, at de tre tøser har fået den hårdere klassiske 90'er-rockmusik ind med modermælken. Der er ikke specielt højt til loftet og der er heller ikke mange musikalske finter til stede i sangkataloget, men hvem har også brug for overraskelser og albuerum, når der er både iørefaldende melodier på stribe og beskidte, vedkommende guitartoner, kunne man spørge sig selv. 

Er det den uafrystelige melodi, bandet sigter efter at ramme, så har de nærmest udelukkende succes med det, de laver, og i begyndelsen af koncerten – det vil sige, efter at festivalen havde fået styr på nogle seriøst forstyrrende tekniske forstyrrelser under opstarten – var det således en direkte fornøjelse at blive et medrevet offer for det, vi kan kalde for ærligt rockmusik, hvilket synes er at være en sigende karakteristik af den musik, Baby in Vain spiller. Ærlig som i: ikke så meget udenomssnak, men en række medrivende rytmer fra en vedkommende rockskuffe, der hovedsagligt trækker solidt på garagerockes mørkere repertoire, som bandet heldigvis krydrer med krasbørstige input af også noget anderledes tungt, heavy samt hér og dér bluesrock-orieneret. Baby In Vain spiller dog ikke mere regelret og klassisk, end at de tilsidesætter bassen til fordel for en ekstra guitar, og netop prioriteringen af den seksstrengede giver tonalt set bandet et støjende privilegium, uden at udtrykket kommer til at mangle dybde.    

Gode numre og fine fornemmelser

Musikkens solide fundament blev på Pavilion Junior banket fast under begyndelsen af koncerten, hvor bandet – efter at den førnævnte tekniksvipser fra festivalens side var blevet rettet, forstås - fik smidt en nærmest befriende fornemmelse ind i korpusset på én. Da lydmændene endelig fandt ind på et rigtigt sonisk spor, og koncertdyret i tøserne derefter for alvor kunne blive sluppet løs, blev man ærligt talt godt og grundigt overrasket, sådan som man under de første tre-fire numre fandt sig selv give sig uforbeholdent hen til bandets ellers ganske generiske rockunivers.

Man har hørt rockmusik fra samme skuffe utallige gange tidligere, man er vokset op med den, og man har hørt det bedre, men i hænderne på Baby In Vain blev det genkendelige alligevel leveret med tilpas meget nerve, puls og upåtagethed, at kombinationen mellem velskrevne rocknumre og en fucking fin fornemmelse for fed fremtræden ikke kunne andet end at gå direkte i kroppen på én – i hvert fald til at begynde med.

En smule langtrukkent

Som nævnt er det dog på både godt og ondt, når rockbands dyrker det tilbagelænede og melodiøse i så høj grad, som det er tilfældet hos Baby In Vain. Spiller man den såkaldte klassiske rockmusik uden dikkedarer, og tilsætter man desuden sine kompositioner en nærmest nostalgisk livelyd, der veksler mellem lyden af grunge, stoner, blues og, som nævnt, garagerocken som grundingrediens, så kræver det som regel, at man tilføjer sit udtryk en grad af noget ekstra for at holde den hærdede rocklytters koncentration fokuseret på musikken under en hel koncert – også selvom det gælder en ellers kortere 40-minutters koncert som den, Baby In Vain leverede på Roskilde. Og netop alsidighed var savnet.

Selv for et band, der besidder både et naturligt sceneudtryk og en imponerende, uafrystelig vilje til at spille, svede og leve rockmusik, kan det føles en smule monotont og langtrukkent, hvis sangene ikke har det, der skal til, for at holde dampen oppe. Og Baby In Vains sangkatalog har ikke det, der skal til. I hvert fald ikke helt endnu. Men det kommer, det lod koncerten heldigvis også én vide. Hands down, potentialet er imponernede.

Smittende professionalisme

Der var nogle få gange under koncerten, hvor bandet lod vers-omkvæd-skabelonen rende og hoppe for i stedet at bevæge sig ind i længere sammenspillede, instrumentale passagerer, hvor feedback fra de to guitarduellerende frontpiger flettede sig støjende og udfordrende og antimelodiøst med et befriende autodidaktisk trommespil, som man kun sjældent hører blive leveret så løst og energisk i en musikalsk stald, der som nævnt ellers dyrker det anderledes klassiske. Og det er i sidste ende også bandets små melodiøse uartigheder mikset med det beskidte og tunge, der gør, at man ser frem til at høre mere til denne trio.

Lad det derfor endelig være hørt, at Devilution gerne bidrager med mere mediegeneret hype til disse tre unge piger, der musikalsk set er langt ældre, end de rent faktisk er, og som på Roskilde gjorde det, de skulle, og tilmed pokkers overbevisende, forbandet professionelt samt med et uafrysteligt seriøst rockoverskud, der smittede af.