Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde '17: En dag direkte i glemmebogen

Populær
Updated
Roskilde '17: En dag direkte i glemmebogen
Roskilde '17: En dag direkte i glemmebogen
Roskilde '17: En dag direkte i glemmebogen
Roskilde '17: En dag direkte i glemmebogen
Roskilde '17: En dag direkte i glemmebogen

A Day to Remember leverede et fuldstændig forglemmelig koncert på Roskilde Festivals førstedag.

Dato
28-06-2017
Distributør
Trackliste
All I Want
I'm Made of Wax, Larry, What Are You Made Of?
2nd Sucks
Right Back at It Again
Paranoia
Exposed
Have Faith in Me
Naivety
If It Means a Lot to You
All Signs Point to Lauderdale
The Downfall of Us All
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

De fleste tror måske, det er Californien, der tiltrækker det bedste punk i USA – men faktisk er Florida ikke en dårlig runner-up. Hvert efterår afholdes den magiske Fest, hvor alle, der er noget ved den moderne punk, har fået skrabet sig til en scene i den lille by Gainesville. Lidt længere sydpå ligger Ocala, hvor drengene fra A Day to Remember startede deres karriere. Bandet er kendt for at mixe metalcore med poppunkens energi i tråd med bands som bro-metal-fyrene fra Four Year Strong eller franske Chunk! No, Captain Chunk.

Fælles for mange amerikanske bands i denne scene er en stor dedikation til iscenesættelsen af live-oplevelsen, som man generelt ser hos de i USA turnerende Neck Deep, Pierce The Veil eller All Time Low. Her lever man, som om Vans Warped Tour stadig var en relevant musik-begivenhed, og sparer ikke på røgkanonerne. Problemet er bare her, at klokken er 17:30, og det meste af publikum ikke har taget højde for den skærpede sikkerhed ind mod festivalpladsen, så de er ikke nået frem.

Musikalsk er A Day to Remember nok lidt tættere på musikalsk metervare end banebrydende kunst. Det kommer desværre til udtryk, når man spiller på en halvtom Avalon og alligevel fyrer adskillige konfettikanoner af – for bandet rykker heller ikke selv intimsfæren længere ud end til de første par rækker. Og da publikum stille og roligt kommer igennem de kropsvisiterende vagter på festivalpladsen, lader det heller ikke til at vække bandet fra deres optræden. Alt i alt virker det som et metaltræt band, der står foran os, uden helt at have lyst til det, men alligevel med grimasserne så indstuderede, at de tror, at ingen bemærker det. Det gør vi.