Roskilde Festival 15’: Kompetent ensemble blev for lang i spyttet

Populær
Roskilde Festival 15’: Kompetent ensemble blev for lang i spyttet

De syv australiere i King Gizzard & The Lizard Wizard fyrede den imponerende af i et stopfyldt Pavilion, men i længden blev deres psykedeliske garagerock for uinteressant. 

Dato
01-07-2015
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det var et opsigtvækkende syn, da det australske ensemble i King Gizzard & The Lizard Wizard indtog Pavilion tidligt onsdag aften. Der var simpelthen stoppet med mennesker i teltet, og godt fyldt op på græsset ude foran.

Det er heller just, fordi de syv australiere har ligget på den lade side i de fem år, de har eksisteret. Intet mindre end seks plader og to ep’er har de præsteret at udsende.

To trommeslagere, tre guitarister, en bassist og mundharmonikaspiller. Så var gruppen ellers kørende og lagde ud med åbningsnummeret ’I’m on Your Mind’ fra 2014’s ’Im on Your Mind Fuzz’. Der var knald på fra start, og de mange opstemte publikummer kvitterede med jublen og hoppen.

Det var absolut en festlig oplevelse, og i forskellige taktgange og tempi viklede de syv australieres instrumenter sig ind i hinanden som musikalsk spindelvæv, der holdt det begejstrede publikum i klæbrig trance.

Det er nemt at få en så mange instrumenter til at glide i en besværet gang, men det er klart bandets force, at de spiller så overbevisende kompetent sammen.

Især den medrivende ’Cellophane’ var en gevinst for koncerten, hvor Ambrose Kenny Smith virkelig rykkede mundharmonikaen rundt mellem læberne i fedt sammenspil med sangens rå riffs.

Men gruppens psykedeliske garagerock forblev i længden alligevel en masse af musikalske indtryk, der blev uinteressant og lettere lang i spyttet og kun momentvis brød rammerne og bød på improviserede afvigelser, der  igen fangede opmærksomheden.