NMF 26: Fortættet
Sunken fyldte alle sprækker ud med mættet og fortættet atmosfærisk black metal og primale skrig, der ikke lod sig ignorere, da de indtog Fæstningen på årets Næstved Metalfest.
Og det er lykke
Ensomhed
Dødslængsel
Når livet går på hæld
Det er ikke så længe siden vi sidst så Sunken på en festival. Tilbage i maj gav de et brag af en koncert på A Colossal Weekend, og så var der jo ikke andet for end tage turen til Næstved for at se, om de kunne gøre sig selv kunsten efter. Men det vender vi tilbage til.
Trods den lidt kølige lyd, Sunken har, så passede den overraskende godt ind i det varme rum, som Fæstningens træbeklædte overflader er. Desværre gik der næsten et helt nummer, før vi kunne høre Martin Skyum Thomasens vokal ordentligt. Det er måske lige lidt vel længe, varigheden af line-check/lydprøve forud for koncerten taget i betragtning.
Men da først vi kom i gang, gjorde Sunken det, de gør bedst: Angreb alle sanser og rykkede os alle sammen rundt mellem det hidsigt skingre og det mørke og mættede. I det hele taget var koncerten mættet, fortættet - heldigvis uden at blive klaustofobisk. Vokalarbejdet fra Skyum var fremragende, og bortset fra, at den var lav i første nummer, var den fint til stede i hele lydbilledet i resten af showet. Hvor Skyum får sin luft fra er simpelthen en gåde, men når han tog fat i de lange primale skrig, glemte man alt om et utæt regnslag og vådt tøj. Den instrumentelle side af koncerten sad lige så meget i skabet, som Skyums vokal, og trods lange og ikke helt ukomplicerede numre, var der plads til et smil, en næve, et fill, der måske ikke var helt planlagt. Skulle man hælde en smule malurt i bægeret, så må det være, at lyden var lidt mudret, særligt lidt til siden for scenen.
Sættet, der var mage til sættet på A Colossal Weekend, stod skarpt også hos publikum på Næstved Metalfest. Vi nåede aldrig at kede os i de stille atmosfæriske stykker og omvendt blev det aldrig ensformigt og stresset i de hidsige, massive passager, der omgående sendte næver og horn i vejret hos publikum, der efterhånden fandt vej fra den forsinkede Marduk-koncert og til sidst fyldte salen godt op og ikke mindst bakkede godt op.
Det kan godt være en hård plads at spille efter hovednavnet på en festival. Særligt hvis hovednavnet bevæger sig i samme område af metallen som en selv - uden sammenligning i øvrigt. Det blev heldigvis ikke noget, Sunken skulle forholde sig til.
Og så tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Sunken kunne gøre sig selv kunsten efter. Dertil må svaret være ja. De spillede virkelig godt, og det er svært at rose Skyums vokal mere. Lyden var desværre ikke med bandet denne aften i Næstved, og det trak lidt fra magien, at de fede små detaljer druknede, med mindre man stod ret lige midt for scenen. Men selv med de lydmæssige bløp spillede Sunken igen en virkelig god koncert og har for længst cementeret sig som en stensikker booking på landets metalliske festivaler.