Ufarlige Machine Head
Populær
Forudsigelighed fik en ellers velspillet Machine Head-koncert til at miste meget af sin metalattraktion.
Imperium
Beautiful Mourning
Spine
The Blood, The Sweat, The Tears
Days Turn Blue to Gray
Seasons Wither
Aesthetics of Hate
Old
The Burning Red
Exhale the Vile
Bulldozer
Block
--------
Halo
Davidian
Det er efterhånden tre år siden, at Machine Head fik et bredt anerkendt comeback med den yderst solide "The Blackening" (2007), der viste Robb Flynn og co. fra et suverænt spillende hjørne. Deres signatur fra karrierens første par kongeskiver, "Burn My Eyes" (1994) og "The More Things Change..." (1997), var muligvis ikke helt så fremtrædende, som man ellers gerne så dem være, og 80'er Metallica-referencerne var en anelse for tydelige. Men så er det også sagt. For pladen holder.
Og Robb Flynn er åbenbart også klar over, den holder. I hvert fald var det onsdag aften fjerde gang, han tog maskinehovedet med til Danmark siden pladens udgivelse. Denne gang var spillestedet Store Vega, som havde taget over for Tap 1, hvor koncerten oprindelig var sat til at finde sted. Dejligt. Hal-koncerter er altid en pest.
En mudret start fra et festband
Der blev lagt ud med det ti minutter lange fremragende åbningsnummer fra "The Blackening", "Clenching the Fists of Dissent". Fra start af blev Machine Heads kontante lyd sat på prøve under den ret skrabede akustik i Store Vegas sal, men det blev der heldigvis hurtigt rådet bod på. Efter mere sonisk forvirring også under koncertens andet nummer, "Imperium", blev Adam Duces buldrende bas sat under kontrol og det samme blev Dave McClains katastrofedybe stortrommer.
Machine Head er et festband. Flynn har publikum i sin hule hånd, og de adlyder samtlige ønsker om såvel circle-pits og fælles headbanging. Der er næsten ingen ende på den energiudladning, man oplever til en MH-koncert, og det har både har sine fordele og ulemper. Fordelene er evidente: Festen er et brag! Det ér pissefornøjeligt at se et så entusiastisk publikum i alle aldre gå så meget amok i fællesskab. Dedikationen er større til en Machine Head-koncert, end den eksempelvis er til en Metallica-koncert. De publikummer, der kommer for at høre Machine Head trykke den af, er fans i ordets bedste forstand. De kommer ikke kun for at høre en håndfuld hits, men tager imod den ene sang med lige så meget kyshånd, som de tager imod den anden.
Og det er måske derfor, ulemperne ved en Machine Head-koncert efterhånden er lige så tydelige som alt det, vi meget gerne vil have mere af. Publikum får det, de forventer. Machine Head ved, hvad publikum vil have, og det er præcis, hvad de får. Hverken mere eller mindre. På overfladen er metalrevolten øjensynlig i form af sved, øl og moss-pits, men har man oplevet bandet live bare et par gange, så forbliver metalmusikkens fællesoprør hos Machine Head altså alt for forudsigelig.
Pinlig melankoli
Hvor det også går galt for Machine Head live, er i de passager, hvor de momentvist går væk fra det entydigt hårde og smider en melodisk men uhensigtsmæssigt balladevokal ind i det hele. Det virker som regel på plade, men live fejler det ret brutalt. Det er "Beautiful Mourning" et godt eksempel på. Til trods for at de "indfølte" omkvædpassager i sangen akkompagneres af frådende guitarer, overskygger de ikke for Robb Flynns vokals minimale råderum. Værst bliver det halvvejs inde i sangen, når han starter på, "This lifetime in sorrow / God let the angels die"-frasen, som live bliver en kort 30 sekunders ørkenvandring i pinligheder.
Et højdepunkt som afslutning
Til gengæld er det stor set umulig at have indvendinger mod så sej en afsluttende trio som "Block" (aka. "Fuck It All"), "Halo" og "Davidian" i den grad er. Når "Block" og "Davidian" fra "Burn My Eyes" - måske den bedste debutplade 90'erne hørte fra et metalband? - tilmed blev leveret i et rasende sammenspillet tempo, var afslutningen på koncerten klart aftenens højdepunkt. Dem var der dog ikke så mange af.