Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vital veteranrock

Populær
Updated
2018_1118_22554900
2018_1118_21145100
2018_1118_21170100
2018_1118_21161900
2018_1118_21164500
2018_1118_22514800
2018_1118_22541200
2018_1118_22560100

Uriah Heep har været i rockgamet i mere end en menneskealder, The Zombies endnu længere. Men koncerten på Train i Aarhus beviste, at begge bands stadig har en berettigelse.

Kunstner
Titel
+ The Zombies
Spillested
Dato
18-11-2018
Trackliste
1. Grazed by Heaven
2. Return to Fantasy
3. Living the Dream
4. Too Scared to Run
5. Take Away My Soul
6. Knocking at My Door
7. Rainbow Demon
8. Rocks in the Road
9. Waters Flowin'
10. Gypsy
11. Look at Yourself
12. July Morning
13. Lady in Black
Encore:
14. Sunrise
15. Easy Livin'
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Født før 2. verdenskrigs afslutning
Det er ikke ofte, at man kommer til koncerter med bands, der er dannet, før man selv blev født. Det gør sig i særlig grad gældende for denne anmelder, der som alderspræsidenten på Devilution-redaktionen har et relativt langt tilbageblik. Men The Zombies' historie går faktisk helt tilbage til 1961.

På Uriah Heeps igangværende europaturne har The Zombies fået tjansen som supportband. Umiddelbart kan det virke som et mismatch at lade et 60’er-popband supporte et heavy rock-band fra 70’erne. Men koncerten på Train i Aarhus viste faktisk, at The Zombies fortsat har en eller anden relevans 60 år efter bandets dannelse.

The Zombies har stadig to af de oprindelige medlemmer på scenen. Stifteren Rod Argent betjener keayboards, og sanger Colin Blunstone er fortsat at finde bag mikrofonen. Bandet udgav i sin første inkarnation kun to album i perioden 1965 til 1968. Bandet har flere gange været gendannet og har været permanent på scenerne igen fra 2005.

De herrer Argent og Blunstone har begge rundet de 73 år og er født, før 2. verdenskrig endelig var slut. Men det lader sig dårligt mærke. Koncerten på Train var en blanding af 60’er-sange og sange fra det seneste album ’Still Got That Hunger’ fra 2015. Det var langt bedre end frygtet. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at bandet ikke bare stiller sig op og spiller de gamle hits, men tilføjer nye arrangementer og instrumentale passager. Der skal da bestemt lidt af et sats at afslutte koncerten med det store 60’er hit ’She's Not There’ og inkorporere en kombineret tromme- og bassolo, i stedet for at spille den i rent hitformat. Bandet har for øvrigt nu en dansk bassist i form af Søren Koch, der også spiller i The Beatophonics.

Ud over The Zombies' egne sange var bandet også omkring et par sange, som henholdsvis Argent og Blunstone har været involveret i, mens The Zombies lå stille i 70’erne og 80’erne. Argent var med i bandet af eget navn, hvorfra hittet ’Hold Your Head Up’ stammer. Det er sjovt nok en sang, som aftenens hovednavn Uriah Heep også har indspillet i håb om et hit i slutfirserne, hvilket i den grad ikke lykkedes. I The Zombies' liveversion blev sangen leveret i en udvidet version med en lang keyboardsolo, som sammen med passager fra den klassiske musik også gav et lille input fra filmsangen ’Wonderful Copenhagen’. Godt nok var vi i Aarhus, men for alle udlændige er det vel kun en forstad til København.

Colin Blunstone fik også lige lejlighed til at vise sit format på sangen ’Old and Wise’, som han sang i 1982 som gæst på Alan Parsons Projects album ’Eye In The Sky’. Det er bestemt også en fin lille sang fra et fornemt prog rock-album. Colin Blunstone synger på trods af sin vel pænt sagt voksne alder godt, men man fornemmede, at han i de sidste par sange var ved at blive træt. Men det var en fin koncert.

Måske er The Zombies ikke lige det band, der ligger øverst på ønskelisten hos metal- og hard rock-fans i 2018. Men prøv eventuelt alligevel at tjekke bandets andet album ’Odessey and Oracle’ fra 1968. Det er en blanding af tresserpop/rock, syrerock og prog rock. Det er faktisk ret fornemt. Det er ikke uden grund, at albummet er kåret til at være blandt alletiders 100 bedste album af Rolling Stone Magazine.

Tro på nyt materiale
Inhabilitetskravene kan være svære at efterleve for denne anmelder. Jeg har fulgt Uriah Heep i mere end 40 år. Jeg var til min første koncert med bandet i 1977, hvor onde tunger vil hævde, at bandet allerede havde passeret storhedstiden og var på en farlig deroute.

Der kan argumenteres voldsomt og længe for, at bandet havde den absolutte storhedstid i en kort periode omkring 1971 til 1974. Men man kan nu ikke tage fra Uriah Heep, at det fortsat er et band, der ikke alene lever på fortidens bedrifter.

Bandet turnerer heftigt og udgiver fortsat nyt materiale knap 50 år inde i karrieren. Det viser sig således med bandets 25. album, som udkom i september og viste en kvalitet, som selv en inkarneret fan ikke havde turdet håbe på. Bandets tro på det nye materiale skinnede igennem ved koncerten i Aarhus, hvor ikke mindre end seks nye sange blev fremført. Det giver udfordringer. Og måske var det lige to for mange. For så skal der jo tyndes ud i andre af de klassikere, som fans er kommet for at høre. Når det så er sagt, så fungerer de nye sange nu ganske godt i sættet, hvor Uriah Heep på det seneste album ’Living The Dream’ til dels er vendt en smule tilbage til den semi-progressive stil, som bandet besad i ’70’erne (til forskel for den mere bluesorientrede stil, som konkurrenterne i Deep Purple og Led Zeppelin stod for).

Når alt kommer til alt, er det imidlertid Uriah Heeps fortsatte engagement, der berettiger bandets fortsatte eksistens i vores tid. Bandet udstråler en spillelyst og en glæde ved at optræde, som smitter af på publikum. Og ja, hovedparten af tilhørerne har efterhånden nået en alder, hvor der ud fra statistiske beregninger må være belæg for, at mindst én publkummer ikke kommer til at se koncerten til ende. Men det går heldigvis som regel godt, og heldigvis kommer unge til – det være sig børn eller børnebørn. Og det er forløsende og befriende at opleve, at på trods af de musikalske medier i Danmark, hvor ingen gamle rockbands gives en chance for at blive hørt, så er der stadig en hel flok af fans, der på en eller anden måde får hørt bands som Uriah Heep og kan synge med på såvel gamle som nye sange.

Mick Box er eneste tilbageblevne fra bandets storhed i ’70’ern,e og med sine 71 år smider han sig ikke længere ned på scenen under sine soloer, men han behersker fortsat sin sublime stil med fodarbejdet på wah wah-pedalen. Og med bandets ”nye” medlemmer, Bernie Shaw på vokal og Phil Lanzon på bas, som begge har været en del af Uriah Heep i 30 år, så bæres bandets arv fornemt videre. De nye drenge i form af trommeslager Russell Gilbrook, som har været med de seneste 11 år, og det seneste nye medlem, Davey Rimmer på bas, der afløste den afdøde og langvarige bassist Trevor Bolder for fem år siden, har bestemt vist deres styrke i bandet og har tilføjet ny og tiltrængt energi.

Flowet i Uriah Heeps sæt er intakt. Det er bemærkelsesværdigt, hvor megen energi og spilleglæde bandet får ud over scenekanten. Det må indimellem være som ”en dag på kontoret”, men det skjules til perfektion. Bandet virker som en enhed, der elsker jobbet og kunderne. De nye sange er gode, men med klassiske sange som ’July Morning’, ’Look at Yourself’ og ’Gypsy’ viser bandet, at det har et bagkatalog, der er Rock and Roll Hall of Fame værdigt.

At ’Gypsy’ ikke hos rockkritikerne rangerer på højde med det bedste hos Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin forbliver et mysterium for undertegnede. Det var 14 år siden, at Uriah Heep sidste gang gæstede Aarhus. Måske var det sidste gang. Men dejligt at se, at bandet havde større tilslutning denne gang. At der stadig er en fanbase i Danmark, og at Uriah Heep stadig har relevans efter næsten 50 år på markedet.

Jeg har oplevet Uriah Heep tæt på 25 gange i henholdsvis Danmark, Tyskland og England. Måske var koncerten på Train ikke den bedste, men det var bestemt blandt de bedre. Det er imponerende nok i sig selv.