Useriøst cirkus

Useriøst cirkus

Kiss kørte den hjem på rutinen i Forum, der var forvandlet til et farverigt og eksplosivt rockcirkus. Med Paul Stanley som den største klovn. 

Kunstner
Spillested
Dato
11-06-2013
Trackliste
1. Psycho Circus
2. Shout It Out Loud
3. Let Me Go, Rock 'N' Roll
4. I Love It Loud
5. Hell or Hallelujah
6. War Machine
7. Heaven's on Fire
8. Deuce
9. Say Yeah
10. Shock Me/Outta This World
11. God of Thunder
12. Lick It Up
13. Love Gun
14. Rock and Roll All Nite
Ekstra
15 Detroit Rock City
16 I Was Made for Lovin' You
17 Black Diamond
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

I midten på scenen står Tommy Thayer og spiller en gedigen spade. Bagved sidder Eric Singer og bakker rummanden kompetent op på sine trommer. Gene Simmons står til venstre og er overbevisende i karakter og giver den fuld gas som dæmonisk bassist. I den modsatte ende af scenen står Paul Stanley, der knap nok spiller på sin guitar. Den ryger op på skulderen, hvor frontmanden slår lidt tilfældigt på strengene. Ellers bruger han det meste af tiden på af kaste plektre efter publikum, når han ikke prøver at gribe de små plastikstykker med munden. Den største klovn i rockcirkusset, hvor publikum tirsdag aften i Forum blev trukket rundt i manegen af den useriøse Stanley, der kun i korte øjeblikke lignede en, der gad passe sit overbetalte arbejde.

Out of order

Det er billedet af Kiss anno 2013. Et af verdens største rocknavne på vej ind i karrierens femte årti. Et band, der har så stort og imponerende et bagkatalog, at selv en maratonkoncert aldrig ville kunne diske op med alle klassikerne. Og dem fik vi rigeligt af denne aften. Fra ’I Was Made for Loving You'’ over ’Black Diamond’ til ’Love Gun’ og selv ’Heaven’ on Fire’ kom uden en snert af velment varme fra bandet. Varmen blev erstattet af showets konstante virvar af flammer.

Og flammer, bulder og brag var der rigeligt af, også selv om deres nybyggede ”edderkop” over scenen, som skulle have forårsaget endnu vildere effekter, var ude af drift. Og ’Out of Order’ er måske meget passende at bruge om Kiss. Heltefigurerne og spekulative shows har altid været en del af Kiss siden begyndelsen i 1970’erne. Men dengang handlede det stadig om at være rock ’n’ roll. Begrebet – eller livsstilen – som Kiss hylder i den ene sang efter den anden. Men rock ’n’ roll var der sgu ikke meget at spore af som koncerten skred frem, med en Paul Stanley, der jonglerede rundt med plektrene som stjerneklovnen.

Og attituden smittede klart af i bandet, der kørte den direkte hjem på rutinen. Indbyrdes foregik der også noget i kulissen, med flere spydige kommentarer fra Stanley til Thayer undervejs. Måske fordi ”Space-Ace”-lejesvenden både synger og spiller bedre, end hvad 61-årige Stanley selv kan præstere i disse dage.

Thayers vokal gik rent ind på ’Outta This World’, mens han lirede sig forrygende igennem ’Say Yeah!'. Numre fra de seneste ’Monster’ og ’Sonic Boom’, der gav fornyet blod til det gamle bands diskografi.

Genbrugsvare uden nerve

Bare ikke live: Kiss holder fast i fortiden i håbet om at sælge en illusion fuld af klichéer, som: ”København er Skandinaviens rock-hovedstad”, som det knap så overbevisende lød fra Stanley. Det var som at se coveret fra ’Alive!” fra 1975, bare med Eric Singer og Tommy Thayer som identiske kopier af ”Catman” og ”Space-Ace” folde sig ud for ens øjne.

Mere sammenligning tåler perioden heller ikke med nutidens Kiss, selvom de satser så sikkert på at sælge perioden som genbrugsvare pakket ind i moderne muligheders endnu vildere flammer og fyrværkeri. Kan man nøjes med Kiss som et rendyrket koncept, der overlever på image, rutine og underholdning, er det fint. Men hvis man vil have fornemmelsen af et band, der gider står på scenen og seriøst vil ’Rock ’n’ Roll All Nite’ er Kiss efterhånden kun leveringsdygtige i selvbedrag.