Vig i varmen

Vig i varmen

Mens de mørke metallere hyggede sig på Metal Magic, fornøjede vor aldrende udsendte sig med familie- og folkefest på Vig Festival, hvor veteranerne The Sandmen og Jesper Binzer stod for det fuldfede rock-autentiske og esbjergensiske Keinstein for det overrumplende heavy-spøjse party.

Titel
Vig i varmen
Spillested
Fotograf
Jens Jam Rasmussen
Karakter
5

Mens de mest dunkle af de mørkeste metallere drog til Metal Magic Festival i Fredericia, henlagde undertegnede som vanligt selvsamme langweekend til den sommerhus-lokale Vig Festival, i år som en del af sommerferien sammen med mine to døtre på 10 og 13 år.

I tillæg til den dominerende familie- og børnevenlige underholdning og folkefest, dog også med et behjertet forsøg om at fange en tilpas tung rocktone et og andet sted mellem hovednavnene Rasmus Seebach, Nik & Jay og Thomas Helmig og legestunderne i børnelandet på Viggo's Grønne Verden. Det var lykkedes tidligere, og det skulle det også gøre igen i år, hvor der tidligt skulle vise sig langt flere heavy metal T-shirts blandt publikum end i de forgangne år.

Metallica-lir og Rammstein-fest

På førstedagen bød Michael Hardinger Band på klassikerfest som de facto nutidens Shu-bi-dua, alias bandet, der i 70'erne co-grundlagde min rockinteresse vis a vis Deep Purple, Black Sabbath, Sweet, Slade, T-Rex m.fl. Det var dengang, jeg endnu ikke var klar over, at deres mange fede numre "blot" var dansksprogede coverversioner, men det forhindrede ikke én i at flippe ufiltrereret ud over lalleglade rocknumre som 'Fed Rock' og 'Står på en alpetop', der også fræsede ud scenekanten i Vig torsdag eftermiddag. Mere forbløffende var Vig-koncertens uformelle jam-stykke over Metallicas "Enter Sandman"!? Måske en lille, skæv påmindelse om de fælles Gentofte-rødder mellem Shu-bi-dua og Metallicas danske trommeslager?

Grundet ovennævnte børneselskab måtte jeg dog forlade pladsen, inden Rammstein Jam gik på scenen senere på aftenen inde i det mindste Heartbeat-telt, men tilstedeværende og netklip fortalte senere om et fyldt telt og en stor syng med-oplevelse. Rammstein som folkelig underholdning? Ja, hvorfor ikke? Tiderne skifter: Sidste år underholdt et Volbeat-coverband (Volbeat selv gæstede festivalen i 2007), mens der gennem årene primært har været coverudbud fra Queen Machine, det alsidige Decco Band og diverse AC/DC-jams.

Af en eller anden grund har festivalen vist aldrig haft en Metallica-jam, men det må bestemt være planen for næste år – og her tænkes på dén med Ivan, Brian & co, mere end gamle Hardinger og hans bandmedlemmer.

Manowar-stemning i børneområdet

Mens torsdag gav en enkelt association til Lars Ulrich og hans gode orkester, var der en eksplicit visuel og musikalsk hyldest til det fædr ene ophav i Folkeklubbens seance på samme Scene 21 et døgn senere. Bandets lystige sang om 'Torben Ulrich' var selvfølgelig den fuldgode sætafslutter, men ikke nok med det, så var bandets bagtæppe gennemgående prydet af den tennisspillende multikunstner i gang med ... det perfekte slag.

Kort inden havde jeg fulgt min yngste datter til Onkel Reje-show på børnescenen i Viggos Grønne Verden. Totalt latrinært, skide-humoristisk børneshow, som en Ramasjang-version af Bloodhound Gang, indledt med den brovtende jyske pirat – Onkel Reje, forstås – flænsende en Flying V, der lød som en blanding af Joan Jett og Bachman Turner Overdrive! "Er det ikke højt nok? Skal jeg skrue op? Det er ikke nogen tøsekoncert, det her! Det er sgu' en herrekoncert med hår på brystet!", udbrød Onkel Reje til de halvvejs måbende, halvvejs grinende småunger.

Jeg smilede godt og grundigt i gråskægget og tænkte dels på Lemmy, dels på Manowar – i Viggos Grønne Verden ... ta' den, Fredericia!

Kraftpræstation a la Kroatien

Tidlig fredag aften stod The Sandmen på scenen. Siden bandets oprindelse i 80'erne, har undertegende oplevet mange møgfede koncerter med gruppen, lige fra Ungdomshuset til Orange Scene, men de er slet ikke færdige endnu. Deres show i det intime Heartbeat-telt tidlig fredag aften var en forbløffende kraftpræstation: Fra start-90'ernes fængende 'Weather with Heather' og  den hard rock-melodiske '5 Minutes Past Loneliness', over 00'ernes retro-punkede 'White Trash, Red Front' til deres seneste dansksprogede 'Udkantsdreng' og tilbage til de gamle dage med den magisk sprudlende og besnærrende 'Devilsway' og det eviggyldige hit 'Western Blood'.

Et forrygende rock'n'roll-sæt, hvor bandet spillede med den samme vilje, potente power, kollektive pondus og jernstærke tro på tingene, som det kroatiske landshold i den netop forgangne VM-slutrunde.

Sidste år optrådte Sandmens samtidige Sort Sol med et forførende show, mens D-A-D sluttede fornemt af på Vig Festivals Hovedscene – i år holdt The Sandmen samme høje niveau i mindre rammer.

Unge spasmagere

På sidstedagen, hvor rocken i de lyse soltimer skulle varetages af bl.a. Big Fat Snake og Michael Falch, havde jeg sikret børnepasning til aftenens afslutningskoncert, for at opleve den gode, gamle festivalstemme i eget regi, Jesper Binzer med sit soloband på Scene 21.

Inden da dukkede festivalens mest artige overraskelse op i det partymindede Irish Corner-telt,  der mestendels huser Kim Larsen- og John Mogensen-covernavne og naturligvis keltisk folkemusik. De unge esbjergensiske spasmagere Keinstein fyrede fuldstændig op under eftermiddagsfesten med deres forrygende miks af fede heavy-covers og hvadsomhelst fra den danske danske sangskat: Deep Purples 'Black Night' (lig mit møde med selve heavy rocken) parredes med 'Rigtige Venner' (Jordle Birge), AC/DC's 'Highway to Hell' med 'Joanna' (Kim Larsen), ZZ Top's 'La Grange' med 'Mormors Kolonihavehus' (Eva Madsen med Sylvester & Svalerne) og så videre derudaf med hoppen rundt på bordene (både band og publikum), og en indlemmelse af alskens musikalske løjer fra Europe til Birthe Kjær.

Måske en fremtidig idé til Copenhells Biergarden?

Seriøst rockikon

Klokken 22.15 gik den D-A-D-løse, men fuldt dedikerede Jesper Binzer på scenen med sit soloband og sin sætliste baseret på debutalbummet 'Dying Is Easy', et par nye numre og det afsluttende Savage Rose-cover 'Wild Child'.

Det hele leveret med en enorm indlevelse, superfed tænding, et smaskegodt band og Jespers velkendte selvironiske og festsskabende showmanship. Men også med en smukt skinnende seriøsitet og powerfuld dedikation inde i kernen af musikken, fra den effektfulde åbner 'Dying Is Easy (Rock'n'Roll Is Hard)', den velspillede 'Rock on Rock on Rock' til den fræsende hovedsæt-afslutter 'The Future Is Now' og det førnævnte, dybfølte Savage Rose-cover fra 1973.

Der er så meget mere spillerum og lebensraum i Binzers soloprojekt end indenfor den – alt andet lige – nu kunstnerisk udfordrede D-A-D-ramme. Bandet har selvfølgelig stadig dets charmerende berettigelse, blandet andet på de kommende ugers Grøn Koncert-turné, men der er pt. et langt større æstetisk potentiale i Binzer solo.  

Jeg forlod Binzer-koncerten og dermed årets Vig Festival med en stærk følelse af fornyet rock-autenticitet, og med en grundlæggende glæde af velgennemført familiesamvær, folkefest og fede rock'n'roll- og heavy-øjeblikke i skønne sommerdage, hvor også en gammel metaller kunne blive Vig i varmen.