Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Maiden-riffs og grum dødsmetal

Updated
Maiden-riffs og grum dødsmetal
Fed metal og stabil sangskrivning, men ikke den store udvikling at spore på Arch Enemys nye udspil "Rise of the Tyrant". Energien i åbneren “Blood on Your Hands” minder lidt om bandets hæsblæsende cover af Iron Maidens ”Aces High” i energiniveau. Forskellen er dog et endnu højere tempo i dag, og at brøleren i front nu er en kvinde.

Ja, historien om en af genrens få kvindelige growlere, skal der ikke trædes vande over igen. Blot skal det konstateres at Angela Gossow gør et ganske godt og ondt arbejde på hele skiven. Rytmikken i vokalen er fed, ligeså hysteriet i stemmen, men afveksling i tonelejet er dog svær at finde. Det er imidlertid kun i stille stykker med ren guitar - som i ”Revolution Begins” - at en decideret anden stil på vokalen kunne have klædt lydbilledet.

Amott-brødrenes harmoniløb og lækre soli leder tankerne på Iron Maiden igen. Men der er nu også masser af riffs, der lugter langt væk af grum dødsmetal, som det er kendt fra den anden side af Atlanten.

Diversiteten er så absolut til stede i musikken, og albummet indeholder ikke et egentligt svagt nummer. Man kan så diskutere, hvorvidt bandet overhovedet har udviklet sig i de seneste mange år, men kan man lide bandets stil – højoktant melodød med grum finesse – ja, så går man heller ikke denne gang galt i byen med de svenske gutter og den tyske kvinde.

Kunstner
Titel
Rise of the Tyrant
Distributør
Karakter
3